Det er efteråret 2008. For femte dag i streg sidder Jean von Baden alene og sniffer coke og ser porno. Han har ikke længere noget indhold i livet, intet nyt at fortælle folk i byen, så han har isoleret sig fra omverdenen. Som han i øvrigt har bildt ind, at han er blevet clean.
“Jeg havde været en af de allersmarteste i hele verden, men lige dér var jeg ved at dø af mit misbrug. Jeg havde så nedtur på, at jeg slet ikke kunne se, hvad jeg skulle med andre mennesker. Det var så afstumpet.”
Videos by VICE
Men inden han nåede dertil, havde stofferne ifølge ham selv faktisk reddet hans liv. Efter en hård barndom startede han i slutningen af 90’erne sin karriere i nattelivet først som gogodanser og sidenhen som promoter og profileret dj. I dag har festkongen forvandlet sig til psykotereapeut med speciale i afvænning, og til sommer skal han være far. Men hvorfor endte han så langt ude, og hvordan fik han vendt skuden?
Gennem tiden har Jean flere gange fået sit lettere maniske selv offentligt portrætteret (hvis du er meget ung og derfor ikke har set Vinderne eller Øjet i natten, så gør det lige). Alligevel siger han, som noget af det første, da vi mødes:
“Dem, der er mest psykisk syge, er dem, man ser i sladdermedierne. De har det i virkeligheden rigtig skidt. Se&Hør er et af de største psykologiske hospitaler, jeg har set i mit liv, og Reality Awards er beyond control, det er de absolut psykisk syge, dem, der intet kan og intet ved, og som prøver at få en hurtig karriere og den manglende opmærksomhed hjemmefra gennem det. Jeg har faktisk oprigtigt ondt af dem.”
Folk har altid påpeget farven i mit hoved. Og jeg forstår det jo godt, for nogle gange har jeg jo været helt lilla i skallen
Jean er kommet ti minutter for sent til vores første aftale, fordi han skulle i kiosken og købe en cigaret. Han havde brug for det, fordi han er lidt nervøs over interviewet.
“Det her er første gang i mit liv, jeg siger noget i medierne, der rigtigt betyder noget for mig”
Nu var han ellers lige gået fire dage uden at ryge, fortæller han, mens hans tænder gnaver lidt i fingertippen.
“Selvom jeg er afhængighedsterapeut, så har jeg også stadig selv nogle afhængigheder. Men det er bedre, at jeg falder i med en cigaret end med stoffer og sprut.”
Hvis man ser bort fra den nu uafklarede status på rygestoppet, er neglebidningen en af de eneste dårlige vaner, han har tilbage. Det er også den ældste, for den har hængt ved lige siden, han fik taget sutten som lille. Når han er stresset eller nervøs er neglene helt i bund.
“Jeg har oplevet mange ulykker gennem mit liv, da jeg mindst ventede det. Derfor har jeg sådan en følelse af, at det hele kan styrte sammen, når som helst. Det er nok også en af grundene til, at jeg gennem tiden har lavet så mange vilde ting – hvis jeg selv kaster mig ud over kanten, har jeg i det mindste lidt kontrol.”
Jean nærmest spytter ordene ud. Han taler så meget og så hurtigt, at man skulle tro, han lige havde sniffet en streg eller to.
“Det er måske lidt min sociale angst, der spiller ind, når jeg speedsnakker. Det er et andet ansigt af nervøsitet. Jeg lukker mig ud, kysser og krammer, mens andre ville lukke sig inde. Måske er jeg også bange for, at du stiller et ubehageligt spørgsmål, hvis jeg holder kæft et øjeblik.”
Men han er ikke længere påvirket. Stofferne er blevet lagt på hylden et par gange, men nu er det for good, for vi sidder i et hvidt rum hos Sisifos Center for Psykoterapi omgivet af grønne planter, levende lys og mytologiske billeder, der danner rammerne for hans afvænningsterapi. Jeg når ikke at stille et ubehageligt spørgsmål, før han fortsætter sin talestrøm:
“De fleste, der har oplevet en hård barndom, skammer sig hele livet. Selv har jeg skjult, hvor dårligt jeg havde det, ved at vise konstant overskud. Den overlevelsesmekanisme udviklede jeg, da jeg blev partypromoter, jeg kunne tale med 400 mennesker på en time. Speeden og coken satte selvfølgelig også lidt ekstra gang i snakkemekanismerne. Jeg gik i byen hver dag, og jeg skulle bare være på. Deraf det røde ansigt.”
Når jeg gennem tiden har set ham bag en dj-pult, har jeg faktisk tænkt over, hvorfor mon der var en vis rødme bag solbrillerne.
“Det skyldes til dels social fobi. Og så har jeg jo haft et par sæsoner på Ibiza, hvor jeg ikke lavede andet end at være spritstiv og på stoffer i solen. Og jeg er også stadig dårlig til at bruge solcreme – især på job, hvor jeg står og spiller otte timer i solen, mens jeg drikker hvidvin. Og jeg bliver endnu mere rød i hovedet af at drikke, og så skammer jeg mig og bliver endnu, endnu mere rød i hovedet. Efter alle de år på den måde, har jeg måske også fået en lille smule rosacea og er blevet lettere rødmosset.”
Det er heldigt, at han selv tager det op, for det er et ømt punkt.
“Folk har altid påpeget farven i mit hoved. Og jeg forstår det jo godt, for nogle gange har jeg jo været helt lilla i skallen, og de siger det jo i bedste mening, men jeg har bare fået nok af det. Mine gode venner må da gerne sige, ‘hey, du ser lidt kogt ud, vil du have noget vand’, men jeg vil ikke tales sådan til af folk, jeg ikke kender. Det minder mig om, at jeg ikke er sund. At jeg har for højt blodtryk. At jeg skal dø. Og det er jo ikke noget, jeg synes, er fedt. Det er jo ikke pænt at være rød i hovedet. Især ikke, når jeg gennem min tid i modebranchen er blevet præget af, at looks er alt. Det er næsten det samme som at sige ‘hej, du er fed.’ Det siger man jo heller ikke.”
Vi er på vej mod en kaffebar, da en bil pludselig svinger ned af en vej, vi er ved at passere. Det er millimeter fra, at bilen rammer os, og jeg får et kæmpe chok. Jean sender en ordentlig spytklat efter den rygende udstødning.
“Undskyld,” siger han hurtigt og kigger på mig med øjne fuld af skam.
“Nogle gange har jeg svært ved at styre min vrede, fordi jeg har oplevet så meget lort gennem mit liv.”
I 1976 blev han født i Sverige af en dansk mor og en 30 år ældre far, som var ryglæge og ifølge Jean havde forbindelser til den sydfranske mafia.
“Da jeg er halvandet år gammel, får min far en hjerneblødning, der gør ham lam i halvdelen af kroppen. Da jeg er et par år gammel, bliver han lam fra halsen og ned. Med tiden går der koldbrand i benene, og han får dem amputeret. Til sidst ligger han bare med afhuggede ben og siger “hjælp, jeg vil dø, jeg vil dø”.”
Jean når at blive seks år, før telefonen ringer juleaften hjemme hos mormor og morfar.
“Jeg kan tydeligt huske, hvordan min mor bryder skrigende sammen med telefonrøret i hånden. Jeg stiller mig hen til hende og siger ‘rolig mor, det skal nok gå. Jeg er lige her.’ Hun er så ulykkelig, at hun ikke kan skjule det for mig. I dag kan jeg godt tænke, at det måske burde have været omvendt.”
Jeans øjne fyldes med tårer, og hans stemme bliver grødet.
“Undskyld,” siger han. “Det er bare så lang tid siden, at jeg har tænkt på det.”
Efter farens død flytter Jean sammen med sin mor til København.
“Min mor er ikke helt fucked endnu, men hun begynder at gå på værtshus. Selv kalder hun det ‘et pænt værtshus,’ for hun er jo ikke alkoholiker – hun går jo med pels, og hun har jo en bil. Hun kører bare aldrig i den, fordi hun er altid fuld.”
Hver morgen henter Jean morgenmad og en flaske hvidvin til sin mor. Som dagene og årene går, drikker hans mor mere, og hun er væk fra hjemmet i længere og længere tid ad gangen.
“Jeg kan sidde tre dage alene i et køkken og høre den samme Julio Inglesias-sang og ikke vide, hvor hun er henne. Jeg vil ikke ringe og bede om hjælp, for jeg skammer mig over det, og jeg vil ikke skabe problemer, for hvad nu hvis jeg også mister min mor. Så har jeg ingen forældre. Men hun drikker mere og mere, og jeg ved, at hun kommer til at dø af det.”
Så tager man sådan en kugle, går ned på toilettet, tager en skider, måske kaster man også lidt op, og så går man op og snaver med nogen. Det er så ulækkert.
Afvænningsforløb bliver afløst af gentagne tilbagefald. Det er starten på enden, alligevel får han sit livs største chok, da han mindst venter det.
“Jeg er færdig med niende klasse og skal op og modtage mit afgangsbevis. Jeg har taget mit nye jakkesæt på, kigger mig selvtilfreds i spejlet og går stolt gennem lejligheden for at vise min mor mit antræk, inden jeg skal hen og modtage mit afgangsbevis.”
Jean rømmer sig. Han samler kræfter for at fortælle videre.
“Da jeg kommer ind i soveværelset, er min mor sunket ned i en blodpøl på madrassen. Blodet er over alt. Meget af det er størknet. Jeg skriger, som min mor skreg, da min far døde. Det er sådan en stor dag for mig, og så crasher det hele. Senere finder jeg ud af, at hun er død af en slags blodstyrtning, på grund af nogle leverskader, hun fik ved et selvmordsforsøg som 18-årig.”
Pludselig ringer det på døren, det er Jimmy fra klassen, som Jean skal følges med over på skolen. “Jeg har lige fundet min mor død, men jeg kommer om en time,” råber Jean til sin klassekammerat, mens han hænger ud af vinduet smurt ind i blod.
Forældreløse Jean kommer på ungdomspension og bliver med egne ord lidt af et “gadebarn”. Herfra bliver han sendt på et udvekslingsophold i Texas, og da han kommer hjem, starter han i Slagelse Gymnasium, som han siden dropper ud af. Da han starter på HF, bliver han reinkarneret som festkonge.
“Jeg startede egentlig med at gå lidt i byen allerede som 13-årig, men det er først heromkring, at det tager fart. Jeg prøver lidt amfetamin, og det gør ikke rigtigt noget for mig. Men jeg er nysgerrig på narko, og jeg forelsker mig i ecstasy. Intet bliver det samme fra den første E, derfra søger jeg bare suset.”
Jean turnerer helt blæst rundt på klubberne weekend efter weekend i en jagt på rus, opmærksomhed og den ultimative fest.
“Dengang hed ecstasy bullets, og det er sådan nogle små kugler. Det med mærkerne på pillerne, det kom først senere. Men så tager man sådan en kugle, går ned på toilettet, tager en skider, måske kaster man også lidt op, og så går man op og snaver med nogen. Det er så ulækkert. Men det åbner også hele min verden op, det lærer mig at kramme, at elske, at danse. Alt er kærlighed på ecstasy. Jeg føler, at det redder mit liv.”
Stofferne reddede mit liv og smadrede det. Jeg tog narko én gang, og så gik der tyve år, før jeg stoppede.
I starten passer Jean stadigvæk sin undervisning på HF.
“Først tager jeg ikke stoffer så tit. Måske en gang om måneden. Det er noget, jeg ser frem til. Jeg planlægger det ligefrem. Men nogle gange tager jeg alligevel direkte i skole efter at have været i byen hele natten. Jeg kan huske en gymnastiktime, hvor jeg bare vil kramme min lærer, fordi jeg synes, hun er fantastisk. Der er ingen i skolen, der ved, at jeg er på ecstasy, de tror bare, at jeg er skør. Og det kan jeg jo også hurtigt bevise, at jeg er på grund af min historie. Det var en god dækhistorie, og jeg havde ingen skam.”
Forbruget eskalerer langsomt.
“Da jeg begynder at tage mere ecstasy, stopper jeg med at drikke, og det er jeg lykkelig for, for alkohol er en stor skam for mig. Jeg taber mig 15 kilo og ser skide godt ud. Jeg går fra at være en lille indelukket dreng til at blive en del af et fællesskab. Når jeg tager drugs, får jeg følelsen af at blive noget værd. Hvis bare jeg danser og smiler, er jeg elsket. Jeg tror, at jeg er usårlig.”
Det er også i denne periode, omkring 1997, at Jean udvikler sit alter ego i form af karakteren Happy Space Boy.
“Alle fyrene i det miljø, jeg kommer i, giver sig selv feminine spacy navne. De er flamboyante og åbne. Folk tror i den periode, at jeg er homo, fordi jeg ikke har noget problem med at kysse med min bøsseven, men jeg har aldrig været til sex med mænd. Homomiljøet tager bare godt imod den ensomme dansende dreng, jeg er på det her tidspunkt. Det er et miljø, der er præget af accept, så jeg føler, at jeg kan være mig selv der.”
Jean bliver en figur i det københavnske natteliv, og hans netværk er eksploderet.
“Jeg hænger ud med tv-værter og royale, og når jeg tager stoffer, føler jeg, at jeg er på samme niveau som dem. Jeg er meget høj i hatten på det her tidspunkt. Jeg går bare ind hos Unique Models og spørger, om ikke de kan give mig et job. Jeg får at vide, at jeg er for lille og lavstammet, og det er jo også rigtigt nok, men jeg er bare så klar og fuld af energi. Det er også i denne periode, at der starter rygter om, at jeg er på stoffer hele tiden. Men det er jeg slet ikke. Det er først senere, omkring 2005-2007.”
Jean vil frem i verden, han ved bare ikke hvordan, for han ved ikke, hvad han kan. Ud over at danse på ecstasy. Hvilket viser sig også at være en karrierevej.
“Jeg har min debut som gogo-danser til et pre-party i en rockerlejlighed. Jeg tager en masse ecstasy, og så tager vi på X-ray, hvor jeg hopper i danseburet. Kenneth Bager sætter What a wonderful world på med Louis Armstrong, og jeg stivner bare. Den kan man jo ikke danse til, og er der noget, jeg ikke kan, så er det bare at stå og være cool. Alle folk griner ad mig, men jeg tager sgu bare en pille til, så jeg ikke kan mærke noget.”
Det er bare starten. Jean dropper ud af skolen og flytter som 19-årig ind en 300-kvadratmeter stor lejlighed med svampemalede lilla vægge og spejlkugler i loftet oven på restaurant Rio Bravo lige ved Rådhuspladsen i København sammen med sin daværende kæreste og et par modeller.
“Alt handler om at vise, at jeg er den lykkeligste, men det er jeg ikke. Vi har selvfølgelig et kæmpe spejlgulv, hvor man kan sniffe, og pludselig er jeg oppe at tage 11 ecstasypiller om dagen flere gange om ugen, og jeg kan vitterligt ingenting mærke til sidst.”
Som andre mennesker skifter tøjstil gennem tiden, skifter Jean stof-stil. Ecstasy træder langsomt i baggrunden for lsd og svampe. Indtil speeden, alkoholen og kokainen overtager.
“I dag er afterparty noget med at sidde rundt om et glasbord og suge coke. Der er en latent liderlighed, og folk føler, at de er bedste venner, men i virkeligheden er det kun ham med posen, der er vennen, og ligeså snart han ikke deler ud, så er der dårlig stemning. Sådan er det ikke på det her tidspunkt, der danser man til efterfester, som varer i flere dage, og det hele er bare gode tider. Kokainen kommer først senere, til gengæld rammer den hårdt.”
Selvom huslejen i den store lejlighed er billig, så begynder Jean at sælge piller ved siden af sin karriere som gogodanser.
“Det koster jo, hvis man har et stort forbrug, og så er 750 kroner for at danse altså ikke nok. Det er også i denne periode, at jeg danser mere og mere for rockerne. De kan jo også lide ekstreme fester, og ofte har de også haft det hårdt som børn. Så ligesom i homomiljøet finder jeg her et fællesskab.”
Politiet begynder at holde øje med ham, men de får ham aldrig. Til gengæld begynder tømmermændene at blive værre og værre for den 20-årige Jean.
“Jeg vil med til alt. Jeg kan vågne midt om natten og så tage i byen. Engang græder jeg så meget, at mine speedstreger bliver helt klumpet sammen, fordi jeg ikke kan overskue at gå ud. Men jeg har ikke noget valg.”
Det er kun omkring to år siden, at Jeans indtog i nattelivet er begyndt for alvor. Men da først han får smag for coke og alkohol omkring årtusindeskiftet, går der næsten tyve år, før han vågner fra rusen igen.
“Jeg kan stadigvæk huske min første streg, men jeg har ikke helt styr på detaljer og kronologi. Hvornår var det egentlig? Jeg tror måske, at jeg har taget det i længere tid, end jeg troede.”
Det er en af de sjældne gange under interviewet, at Jean er stille i længere tid.
“Sikke noget skidt,” siger han så og fortsætter:
“Jeg er fanget i så meget denial omkring kokainen. Jeg vil så gerne sige, at jeg har gjort det i kortere tid, end jeg har. Og som jeg husker det, så synes jeg faktisk ikke, at den første streg er noget særligt, jeg kan intet mærke. Men derfra kan jeg alligevel ikke tænke på andet. Og det værste er, at man bliver sådan et monster af et røvhul af coke og sprut.”
De fedtede vinyl-covers er gået fra undergrundstechno til klubmusik, men det går alligevel meget godt. På overfladen i hvert fald. I en periode bliver Jean medejer af den eksklusive natklub NASA, han bliver dj for Kongehuset og modebranchen. Samtidigt er han kommet så langt ud i sit narkomisbrug, at han ikke ved, hvad han skal gøre.
“Jeg drikker og tager stoffer alene. Det ender med, at jeg tager til Ibiza og fyrer den af for alt, hvad jeg ejer. Efter et halvt år kommer jeg tilbage til Danmark. Jeg har intet sted og bo, ingen penge, og så er det, at jeg starter på afvænning. Jeg har brugt hele mit liv på at flygte, og nu vil jeg gerne trække det i en anden retning. Jeg føler mig som lille dreng og en voksen på samme tid. Den følelse er jeg nok gået rundt med, siden mine forældre døde.”
Jean starter i afvænning, men falder i flere gange.
“Hver gang jeg stopper med at tage drugs, er det altid for at blive stærk nok til at vende tilbage til det gamle miljø. Og hver gang er det noget med at gå ud og få en enkelt øl, som bliver til to, og så ryger jeg lidt på en joint og tænker, at en enkelt streg vel ikke skader. Tre år efter sidder jeg alene derhjemme og sniffer coke og spiller pik. Hver dag.”
For at stoppe sit misbrug starter han med at ryge hash. Han tror, det kan være en blid form for erstatning. Og sådan føles det også i starten.
“Hashen føles som en “ven”. Den åbner op for min kreativitet, men med tiden går det op for mig, at det bare er en ny form for afhængighed. Og i sidste ende så lukker hashen mig ned. Jeg bliver sky.”
Gennem tiden har han prøvet omkring 30 forskellige former for behandling, før han finder den rette. Det bliver en psykotereapeut, der begynder at lave ændringer i Jeans liv. Han giver Jean nye omgivelser, nye vaner, ny kost, beder ham om at glemme det gamle miljø og komme ud i naturen og gå ture.
“Da jeg flytter på landet, er der ikke én, der ringer. Jeg får ikke længere nogle jobtilbud. Bare fordi jeg ikke længere sidder til en morgenfest på narko og repeterer slidte klichéer om, at det er bedre at være tynd og ulykkelig end tyk og lykkelig. Det var jo sådan et selvbedrag altså. ‘Det går pissegodt for mig, jeg sidder bare her og har taget så meget coke, at det er begyndt at ryge ud af næsen igen, jeg kender ingen af dem, jeg er sammen med, men jeg er skrækslagen for næste uges virkelighed, så derfor er jeg her.’ Det er hårdere, end jeg egentlig vil indrømme, at finde ud af, at “den smarte verden” bare er ufattelig falsk.”
“Skammen over at være et ulykkeligt barn sad så dybt i mig, jeg følte, at jeg havde gjort noget forkert. Men jeg råbte om hjælp i nattelivet, det absolut forkerte sted. Jeg flygtede med kemi og alkohol. Men i dag ved jeg, at det er sandheden, der sætter dig fri. Og en sund krop hjælper dig på vej, ligesom du har brug for nye relationer. Jeg har et mantra fra journalisten Johann Hari, som lyder: Det modsatte af addiction er connection”.
I dag har Jean omlagt sit liv totalt. Han er fyldt 41, men føler sig med egne ord mere som en 33-årig. Måske fordi at han brugte omkring 20 år på at være påvirket.
Han producerer stadigvæk musik, og lejlighedsvis har han job som dj, men han laver ikke så mange events længere. I stedet bruger Jean det meste af sin tid som afvænningsterapeut, og så har han en mission om at nuancere synet på afhængighed. Han mener nemlig, at det handler om meget mere end blot kemi.
“I dag behøver jeg ikke at være blæst, for jeg er kun sammen med folk, jeg kan være ærlig med, og mit liv har fået så meget nyt indhold, at jeg ikke har plads til flere nedture. Jeg er forlovet med den dejligste kvinde, som jeg også snart skal have et barn med, jeg er med i fede projekter, jeg har en dejlig hund, jeg går ture, jeg træner og spiser god mad. Jeg har ikke tid til at have angst og tømmermænd. Jeg har sat mig selv skakmat. Det er erstatningstaktik. Du kan ikke bare stoppe med noget uden at starte på noget nyt. Du bliver nødt til at skifte retning.”
Fingertipperne med de nedbidte negle har igen fundet vej til mundvigen.
“Det her afvænningssystem, som jeg nu selv er blevet uddannet som terapeut inden for, det bygger på, at der er ham her Sisifos, der hver dag ruller en sten op ad en bakke, og hver dag ruller den ned igen. Det er en straf, han er blevet tildelt for at tro, at han er udødelig. Og sådan er det nu bare engang, livet går op og ned, og det handler om at lære at acceptere det. Det bliver ikke bedre af at tage stoffer og drikke alkohol. Derimod bliver både krop og psyke svagere, og skammen bliver større. Det er en midlertidig løsning, og til sidst får du aldrig den sten op ad bakken.”
“Stofferne reddede mit liv og smadrede det. Jeg tog narko én gang, og så gik der tyve år, før jeg stoppede. Ja, jeg kan blive rød i hovedet og bide negle, for mit liv er ikke perfekt, men det er godt nok blevet meget bedre, end det har været. Nu kan jeg tjekke min netbank, jeg kan trække vejret, og til sommer skal jeg være far”.
For første gang i timevis holder han en pause på flere minutter, før han afsluttende siger:
“Jeg troede faktisk, at jeg var blevet kemisk kastreret for længe siden. Men jeg har været heldig. Så nu kan jeg godt abdicere som festkonge og bare være Jean.”
