En gennemgang af de klamme ting, folk har haft boende i deres ører

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Lyd har en uforklarlig evne til at snige sig ind i vores underbevidsthed, mens vi sover, og blive til de mærkeligste fejlslutninger i vores drømme. Som så ofte før drømte jeg i nat om at skate. Når man har skatet i næsten 20 år, har det en tendens til at gennemsyre alle andre aspekter af livet. Så i min dybeste søvn væltede jeg rundt på boardet og smadrede mig selv, men havde det rigtig sjovt. Min krop blev en flydende ting, der krøllede sig rundt om de gelændere, jeg forsøgte at grinde uden held. Jeg kunne hoppe ned af enorme trapper, ramme cementen som en kludedukke, splatte ud i en pøl af plasma og regenere mig selv som Terminator bagefter. Efter et virkelig grusomt fald, kunne jeg høre en kradsende lyd. Det lød som en hund, der kradser på døren for at komme ind. Først langsomt – derefter meget intenst. Lyden kom fra mit skateboard – det lød som klør, der gravede sig ind i ahorntræet på boardet. Lyden blev fortsat højere og dybere, indtil jeg pludselig også kunne mærke den – jeg fløj op af sengen med et sæt. Der var noget, der kradsede i mig.

Hele mit hoved summede, mens jeg løb ud på badeværeslet. Hvad det end var, så var det inde i mig. Jeg brugte vatpinde, og forsøgte at skylle mit øre med bruseren. Den hysteriske stemning, jeg var vågnet i, fik alting til at gå hurtigere, og hver beslutning virkede som liv eller død. Da jeg endelig kunne slappe lidt af, fordi jeg kom frem til, at det, der kradsede, enten var væk eller aldrig havde været der, gik jeg i seng igen. De grønne tal på uret ved siden af min seng fortalte mig, at klokken var 5.

Klokken 7:30 ringede mit vækkeur. Jeg løftede hovedet fra puden og så den falde ud. Den sølvfarvede og tynde krop nærmest gled ud af mit øre, som om den var nået til enden af en vandrutsjebane. Jeg fejede sølvfisken ned på gulvet, og i et øjeblik var der ingen af os, der flyttede os – vi var begge chokerede og prøvede at forstå, hvad der lige var sket. Jeg greb ud efter en bog på mit natbord og kvaste insektet, som eksploderede i en lille sky ud over bogomslaget.

Det her levende væsen havde minimum været i mit hoved i to en halv time. Jeg blev pludselig svimmel. Hvilke djævelskaber kunne den ikke have udrettet på den tid? Havde den mon lagt æg? Eller pisset sit navn i mit ørevoks? Måske havde den endda forfattet et fascistisk manifest i seksdoblet hastighed ved at bruge alle sine lemmer?

Jeg gik ud og spulede mit hoved igennem igen med bruseren. Jeg skrabede mine øregange rene med vatpinde, til det gjorde ondt, og tjekkede hver eneste vatpind efter sølvfiskeæg, selv om jeg ikke anede, hvordan de så ud. “Jeg har godt hørt, at det kunne ske, men aldrig set det i virkeligheden,” sagde lægen, da jeg kom hen til klinikken, og han havde bekræftet, at der ikke lå nogle forpuppede larver inde i mit hoved. Så bad han mig hælde fortyndet oreganoolie ind i øret for at skylle dyret ud, næste gang det skete – næste gang? Jeg var ret bekymret, da jeg gik derfra, så jeg googlede, hvor tit folk finder insekter i deres ører. I mit nærmest paniske stadie fandt jeg en artikel fra SELF, hvor Benjamin McGrew, der er professor i oto-rhino-laryngologi (altså øre,-næse,-halslæge), sagde: “Vi ser det omkring fire eller fem gange om året på vores klinik.” Det var overhovedet ikke, hvad jeg havde brug for at høre på det tidspunkt. Resten af min søgning var et studie i tåkrummende rædsel. Indlæg efter indlæg, der fortalte om flere centimeter lange kakerlakker, tusindben, biller og andre smådyr, der slog lejr i uskyldige menneskers kropsåbninger.

I 2012 opdagede man, at en 92-årig kvinde, der led af voldsom Alzheimer’s og boede på plejehjem, havde en koloni af 57 maddiker boende inde i sit hoved, eftersom hendes øregang var blevet udvidet under en operation mange år før, så der var god plads.

“Det er et billede, som jeg aldrig nogensinde kan få ud af mit hoved igen. Aldrig nogensinde,” fortalte hendes datter til CBS Chicago. Hun fortsatte: “lyden af hendes skrig, da de hev maddikerne ud af hendes øre.”

Da jeg fortsatte min søgen, fandt jeg videoer og billeder, som jeg knap kunne se på uden at brække mig, og det gik op for mig, at de fleste af oplevelserne, hvor folks ører blev fredelige fritsteder for små væsener, var så frygtelige, at det virkede, som om det var det pure opspind. Det var surrealistiske mareridt. De fleste tilfælde skete også, mens folk var i drømmeland. En lokal TV-station fra Denver fortalte den gruopvækkende historie om 12-årige Wade Sholte fra Parker i Colorado, som oplevede, at en natsværmer kravlede ind i hans øre, mens han sov. Han og hans familie kunne ikke få den ud.

“Det gjorde virkelig, virkelig ondt,” sagde drengen. “Hver gang jeg bevægede mig, ramte den min trommehinde.”

De kørte ham på skadestuen, hvor lægerne hev den ud med en pincet, stadig levende. Den slap væk og “begyndte at flyve rundt” i lokalet, mens den baskede med sine pelsede vinger.

Intet af det, jeg læste, dulmede min frygt for at mit øre kunne fungere som fremleje for insekter. Et par af historierne fungerede endda som indgange til endnu klammere historier. Huffington Post kunne fortælle, at forældrene til et 16 måneder gammelt barn fra Kina fandt ud af, at en mælkebøtte havde slået rod i deres barns øre. Den var vokset til fuld størrelse og fyldte hele øregangen, så den skulle opereres ud – jeg er sikker på, at det et varsel om klimaforandringer.

En lille dreng fra London påstod i årevis, at tandfeen havde proppet en af hans mælketænder ind i hans øre. De tog ham endda med til en specialist, men ingen troede på ham, fortæller CBS News. Det var først efter mange år, at han blev diagnosticeret med “rinorré” (hvor en konstant strøm af tykt slim løber ud af næsen), og lægerne kørte ham gennem en CT-scanner, at de tilfældigvis opdagede tanden.

Så er der diamanten. Det er et billede, jeg har fundet i et nedlagt medicinsk tidsskrift, der viser en skinnende, slebet ædelsten, på størrelse med en lillefingernegl, der sidder fast dybt inde i øregangen. Der er ingen forklaring på, hvordan den er endt der, så jeg forestiller mig forskellige muligheder:

Diamanttyv forsøgte at skjule sit tyvegods?
Sjovt og “anderledes” frieri gik galt?
Udsmykning af øregangen, som ikke kan anbefales?

Det var virkelig mærkeligt at se noget, som normalt er forbundet med skønhed og status, mast ind i en mørk, lille åbning. Det var nok ikke planlagt, at den skulle ende der, men der må alligevel have været en grund til det – uanset set hvor dårlig ideen bag har været. Det fik mig til at tænke på de andre væsener, der havde invaderet ører, og på hvorfor, de valgte at flyve, kravle eller gro, som de gjorde.

Alle de artikler, jeg læste, fremstillede dem som fjender, besættere og afskyelige fortyrrere af vores rolige tilværelse som mennesker. Men mælkebøtten gjorde bare præcis, hvad den er født til: At spire hvor den nu engang er. Fluen, der landede i den gamle kvindes øre, ledte bare efter et sikkert, mørkt sted, hvor den kunne lægge sine æg – og det samme gjorde sølvfisken, der krøb ind i mit øre.

Da jeg undersøgte det nærmere, fandt jeg ud af, at sølvfisken sandsynligvis var i mit øre for at fuldføre sidste trin af et omfattende parringsritual. Det starter med, at de to bittesmå elskere står insektansigt til insektansigt med sitrende antenner og gnubber sig op og ned af hinanden, inden de langsomt trækker sig tilbage, så det kun er antennerne, der rør hinanden – en pirrende omgang forspil. Så jagter hunnerne hannerne rundt om den håndvask eller loftsrum, hvor de har fundet hinanden, i en ophedet, sexet omgang katten-efter-musen. Til sidst stiller de sig foran hinanden igen og nyder synet af deres partner. Han vibrerer sin hale op af hende og lægger en spermkapsel, som hun tager ind i sig selv og befrugter. Smukt. Klamt. Jeg tvivler på, at jeg var hendes førstevalg, men når jeg ser tilbage på det, er det næsten lidt smigrende, at hun vælger mig som sit udklækningsted efter alt det ståhej. RIP.

De næste par dage drømte jeg om sølvfisken. Den blev ved med at invadere mine drømme. Jeg vågnede i panikanfald, og børstede på mine ører i et forsøg på at få genfærdet af de små krablende dyr til at forsvinde. Da jeg havde læst lidt mere om dem, fået en bedre forståelse af de skinnende insekter og lagt nogle små stykker cedertræ for at skræmme dem væk, holdt drømmende til sidst op.

Når jeg ser sølvfiskene i dag, af og til i mit badekar eller pilende tværs over gulvet, så forvandler jeg dem stadig til støv. Med tommel- og pegefinger pakket ind i Kleenex knuser jeg deres eksistens. Men jeg ved også godt, at det ikke er deres skyld. Ja, jeg ved godt, at det ikke var særlig smart af dem, at bygge redde i mit øre – men jeg ved også godt, at de ikke vil mig ondt. Sådan er de bare ikke.