En guide til ikke konstant at fucke sit forhold op

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Jeg har altid tænkt, at skænderier med min kæreste var lidt ligesom at komme på wi-fi-nettet i lufthavnen. Jeg siger ja til ting, videregiver personlige oplysninger og scroller og scroller, men listen over betingelser er uendeligt lang. Jeg forstår ikke, hvad noget af det betyder, eller hvorfor det sker. Jeg vil bare have, at det slutter. Og til sidst skal jeg være enig i noget og sige ja til en virkelig vigtig aftale, og jeg siger bare “jeg er en million procent ombord”, fordi jeg vil have det til at slutte.

Videos by VICE

Det siger sig selv, at jeg er virkelig dårlig til skænderier, og der er nok derfor, at jeg er single. Af samme grund er jeg en autoritet, når det kommer til skænderier i parforhold. For enten er man single, fordi man er ung, eller også er man – i sidste ende – single på grund af skænderier. Og jeg er single, fordi jeg ikke kan skændes og har en tendens til at opføre mig, som om det hele er en wi-fi-aftale, der bare skal overstås i stedet for at lytte, føle empati eller reflektere over, hvad der bliver sagt.

Jeg har tænkt meget over, hvad det er, jeg gør forkert. Meget af det kommer til at lyde som om, jeg skyder skylden på mine tidligere partnere (og det gør jeg), men jeg bebrejder også mig selv og dermed også dig. For jeg tror, at mange fyre bare gerne vil have det rart og forsøger at undgå konflikter som de idioter, de er – ligesom mig. Så spids ører. Her er alle de skænderier, du har med din kæreste, og hvorfor du gør det hele værre.

Fun fact: Kvinden på billederne er faktisk kærester med fotografen, og ingen af dem er kærester med mig. Foto af Ben Thomson

“Hvor har du været?”

Det her er en klassiker. Alle har prøvet det. Det kræver bare, at man altid kommer for sent eller er svær at lave aftaler med. Og det er jo ikke, fordi den forsinkede person er ligeglad. Det er bare fordi, de oprigtigt tror på, at tiden er med dem, og lige i dag er bussen ikke forsinket, og der er ingen trafik.

Det kunne for eksempel være din kærestes fødselsdag. Hun glæder sig. Du glæder dig. Og hun har inviteret til middag på en restaurant, og ingen kan få lov at bestille, før alle gæsterne er kommet. Men du er på arbejde, og du kan ikke komme afsted i ordentlig tid, for du er helt fantastisk vigtig og genial, og hvis du går tidligt hjem bare en enkelt gang, så går hele firmaet konkurs. Så du bliver nødt til at blive.

Du tager afsted, samtidig med at du burde være på restauranten. Men bare rolig, du sender en sms:

“Hey skat. Jeg er virkelig, virkelig ked af det, men jeg er 10 min. forsinket. Jeg glæder mig til at se dig :)”

Det er smart tænkt, for du er helt sikkert mere end ti minutter forsinket. Du kommer mindst en halv time for sent, men det kan du jo ikke sige. Så ville du være færdig. Og nu er du i hvert fald sikret ro i mindst ti minutter. Det er ti minutter, hvor du ikke får skæld ud.

Du læner dig tilbage i bussen, som holder i kø, men dit sind er som en japansk zen-have. Du har ti minutter – nej, vent, ni – ni hele minutter, hvor du er i sikkerhed. Du strækker dig med et lykkeligt suk, og tænder for en playliste på din telefon. Det er noget med Blur. Nåh ja, dem havde jeg helt glemt! De er gode. Der falder virkelig brænde ned senere, men ikke endnu. I nogle få minutter er alt stadig godt.

“Hvor har du været, og er du fuld?”

Det første eksempel var din skyld, og din alene, men det her eksempel er ikke kun dig. For i ethvert forhold er der en person, der gerne vil i byen, og en person, der gerne vil blive hjemme. Og den person, som tager i byen, ender med at være nedtur og uansvarlig, mens personen derhjemme bliver neurotisk og sender beskeder, hvor der står “Hvor fanden er du?”. Det bringer det værste frem i jer begge.

Problemet er igen punktlighed. “Hvornår kommer du hjem?” spørger din elskede, som ligger i sofaen med en kop pebermynte-te. “Jeg tror ikke, det bliver så sent,” siger du, selvom du godt ved, at det er løgn (se forrige skænderi). “Jeg tror ikke, det bliver senere end midnat.”

Din kæreste nikker, men du kan se, at hun er 33 procent sur, 33 procent fornærmet over, at du ikke bliver hjemme, og 33 procent noget, som du aldrig kommer til at forstå. “Måske kunne vi tage ud og spise brunch et sted?” foreslår hun. “Jeg har fundet et lækkert sted, skal vi sige kl. 8:30?”

Det er den dårligste idé, du nogensinde har hørt. Du ved, at du kommer til at sidde og være bagstiv og stirre på en tallerken med semi-pocherede æg, mens du får prikker for øjnene og forsøger at smile og føre en samtale. I den perfekte verden går du først i seng kl. 8:30, men nu er du blevet fanget i det her meget søde og passivt-aggressive forslag. “Det ville da være skønt!” siger du. “Men 8:30 lyder lidt sent, skal vi ikke sige 7:30?”

Sådan ender du med verdens værste aftale. Så du tager i byen og er pissesur og begynder at hælde drinks ned som en slags fuck dig. Du elsker din kæreste. Hun er sjov og smuk, men hvorfor kan hun ikke bare gå i seng? Hvorfor bliver hun fornærmet over, at du har et socialt liv, som ikke nødvendigvis inkluderer hende? Alt det tænker du på, da den første besked kommer omkring kl. 23. “Jeg håber, du har haft det sjovt!” Og du ved godt, at det ender med, at de beskeder får en helt anden ordlyd, så du får ikke lige svaret og kaster i stedet penge efter den pose, som de andre er ved at bestille. Det bliver midnat. Så bliver klokken 1, og du holder op med at tjekke din telefon. Klokken 3 har du sat den på flytilstand. Du må forholde dig til det i morgen. I det mindste slipper du for den morgenmadsaftale.

Vi blev nødt til at gøre det her mange gange, før vi fik det rigtige billede.

“Hvem var det, du snakkede med?”

Du er til et arrangement. Det er din kæreste også, men hun snakker med en person, som ikke er dig, og den person ser godt ud på sådan en “colgate-smil og fitnesscenter tre gange om ugen-agtig måde, som du hader. Han ligner sådan en person, der kender navne på en masse kokke, og løber halvmaraton om søndagen. Den slags person, som svarer på sms’er med det samme og siger kedelige ting som: “Er ordet gusten ikke bare et gustent ord?” Mens du observerer dem, lægger du mærke til, at din kæreste ikke hader ham – og måske endda vil have ham – og du føler dig endnu mere alene. Alene, men også aggressiv.

Til sidst vælter du over for at introducere dig selv. “Hej,” råber du, og stirrer på den adrætte fyr. “Jeg er (indsæt navn)s livsledsager. Er du ejendomsmægler? Du ligner en ejendomsmægler.” Og din kæreste kigger på dig, som om du har sniffet lim til en familiemiddag, men du kan ikke stoppe igen. “Nåh, men jeg er egentlig også pisseligeglad med, hvad du laver,” og du læner dig helt ind til den formastelige fyr og siger det næste med din helt særlige stille stemme, som viser, at du er dominerende: “Jeg ville bare lige sige hej.” Og så giver du ham et hårdt dask på ryggen, og går udenfor og græder.

Du ser ikke din kæreste de næste 48 timer. Ikke fordi hun har sveddryppende, passioneret sex med førnævnte fyr – hvilket du er overbevist om – men fordi du med al tydelighed har vist, at du er en forsmået og usikker sociopat, hvilket hun lige skal vænne sig til. Du går i seng og er ensom og pinlig over, at alle så optrinnet.

“Der er ikke noget galt”

Nærmest alle de skænderier, jeg har nævnt, er forårsaget af folk som mig og dig, der ikke kommunikerer klart. Vi er små børn. Bare sig “jeg kommer virkelig meget for sent” eller “jeg er lidt utryg” som et rigtigt voksent menneske, og så skal din kæreste nok forholde sig til det, uden der er nogle problemer.

Men vi gemmer os alle sammen. Vi undgår de svære samtaler, fordi de både er besværlige, tager lang tid og er kedelige – og det er en frygtelig blanding. Men hvis du fylder et forhold med tomme kalorier, bliver det sygt og dør, så fortæl, hvordan du har det. Lad være med et være jaloux. Hvis du følger de her råd, vil din kæreste stadig blive sur på dig af og til, men sådan er livet. I det mindste gør du nu dit bedste.