En hyldest til dårlige madblogs

Jeg kan ikke finde ud af at lave carbonara. Hver gang jeg forsøger, tyer jeg til Jamie Oliver eller andre italofile kokkepersonligheders kogebøger, og hver gang ender jeg med at have en ægget masse klistret fast til bunden af min stegepande.

Jeg forstår det simpelthen ikke: Jeg følger deres opskrifter til punkt og prikke, men når jeg er færdig, ligner det mest af alt en slap ungarsk hyrdehund. Og det smager mindst ligeså dårligt, som det lyder.

Videos by VICE

Fordi jeg ynder at torturere mig selv, gik jeg på opdagelse på Instagram under hashtagget #carbonara, da jeg sidst skulle lave den hæderkronede ret. Der blev jeg mødt af en overflod af utålelige og perfekte billeder, der viste, hvordan en carbonara skal se ud. Billeder der var så sexede, at jeg begyndte at græde. Den perfekte kombination af lyssætning og kunstnerisk anretning betød, at tallerkenerne fyldt med spaghetti, æg og bacon fremstod som kreative bygningsværker. Jeg havde bedt om et kram, hvis jeg havde haft nogen i nærheden.

Jeg lukkede min bærbare og kiggede ned på den hjerneagtige masse, der lå udbredt på stegepanden. I det øjeblik blev jeg overvældet af en intens frygt for at “food porn” – på Instagram, Twitter, blogs, eller hvor det nu er, at folk deler billeder af smukke og fejlfri madkreationer – ikke er noget for mig. Det er en lukket klub for nogle få indvieder, der har mistet alle former for realitetssans. De forstår ikke, at mad – selvom det til tider kan være kunst – mestendels er noget, vi indtager for at få lidt energi, inden vi skider det ud igen.

Alt det mad man spiser kan ikke – med mindre man er Donald Trump – være tilberedt af professionelle, og alt det mad man laver, kan ikke ligne noget en ung Anthony Bourdain har haft sine behændige fingre i. Tror man, at det er sådan, det fungerer ude i det virkelige liv, kan mødet med virkeligheden være ødelæggende. Det er som at blive kastet ned midt i en dal, omringet af bakker man ikke kan nå toppen af. For mig føles det faktisk som lidt af en sammensværgelse. Det er en af grundene til, at jeg har meldt mig ind i en ny klub. Den der udgøres af ekstremt ringe madbloggere.

Antallet af blogs, der tager afstand fra det uopnåelige og det perfekte, er stigende. De tager kampen op med fotoshoppede tallerkener og gensplejsede tomater og gør op med hele idéen om, at mad skal være sexet. for at det kan hyldes. Det behøves det nemlig ikke at være. Hvornår kiggede du sidst ned i en skål Frosties og tænkte: “Yeah, jeg kunne godt knalde dig?” Præcis.

Der er noget barnagtigt over måden, cookingforbae for eksempel deler billeder af de værst udseende retter på Instagram. Ja, det kan da godt være, at vi griner lidt af de ynkelige serveringer af udkogte frosne grøntsager og mikrovns mac ‘n’ cheese, som et eller andet sørgeligt røvhul havde tænkt sig at spise. Men når de deler billeder af mad, som folk har spist udelukkende på grund af madens funktionelle kvaliteter, gør de også én opmærksom på, hvor absurd vores manglende humor omkring madlavning er blevet.

Man kan også finde guld andre steder. YouTube er for eksempel spækket med kanaler, der bugner med tre minutter lange “madprogrammer”. Jeg er virkelig af den opfattelse, at man bør se folk som Masaokis som et kærkomment alternativ til de madtermometerbrugende og stegdryppende horder af onlineeksperter.

Masaokis inviterer os regelmæssigt indenfor i sit køkken og giver os lov til at overvære hans madlavning, hvilket er en udsøgt fornøjelse – også selvom han har en tendens til altid at sætte ild til et eller andet (til stor fornøjelse for seerne bliver han lige overrasket, hver eneste gang det sker). Det kan være, han bruger sit badeværelse som en naturlig forlængelse af sit køkken: det jordslåede badekar er fyldt med pander, toiletkummen bliver brugt til optøning, og håndvasken? Den henter han naturligvis vand fra, din klovn. Men hans tilgang til madlavning er ærlig på en måde, man ikke kan anfægte.

Min personlige favorit er den omelet, han lavede i forbindelse med Obamas indsættelse som præsident i 2009. Jeg tvivler på, at Masaokis ejer en tallerken, men hvem har også brug for sådan noget, når man steger pølser med en lighter og derefter rengør den med et stykke sæbe? Og som alle store kunstnere improviserer han og peger insisterende kameraet mod et stearinlys i samme øjeblik, det går op for ham, at det også kan bruges til at tilberede pølser med.

Det bliver dog antydet, at Masaokis ikke er den, han udgiver sig for at være. For det første er han forsvundet. Hans YouTube tilstedeværelse udgøres nu af en håndfuld dedikerede disciple og en hedengangen “ny” kanal. Der verserer rygter om, at han rent faktisk er umådeligt velhavende – en rygte der understøttes af, at Masaokis refererer til sit “hjem” (omkring 8:30), og at hans kælderkøkken er en slags voksen legeplads, der udelukkende eksisterer, så han har mulighed for at opfører sig dumt med en stegepande i hånden. Derudover hævder Masaokis, at han er uddannet jurist. Men i en bekendelse, der er Patrick Bateman værdig, nævner han, at han konstant foregiver at være noget, han ikke er.

Virkelighed eller ej, så kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved mandens begejstring for madlavning. Masaokis er os. Han er mig. Han er et menneske, der ikke kan få mad til at fremstå pornografisk, uanset hvor hårdt han prøver, og jeg føler mig derfor tættere knyttet til ham end til “rigtige” kokke. Han er mærkelig, familiær og uskyldig. Og det er lige det, maden bliver frataget, når det bliver pyntet op og arkiveret under hashtagget ‘food porn’ på Instagram.

Denne artikel udkom oprindeligt på MUNCHIES USA i april 2014.