En hyldest til Flammen, jysk bøfbuffet og besindighed

Illustrationer af Erik Pontoppidan.

Mad skal tagges, før den tygges. Menneskets mest basale behov for overlevelse er blevet et identitetssymbol, som skal affotograferes, analyseres og beundres. På mærkeligste vis giver det mening for mig at poste symmetriske billeder af overdekorerede keramiktallerkener med dertilhørende beskeden tekst og geotag. Madfotografi er blevet en del af måltidet, en lille digital ceremoni, der erstatter bordbønnen.

Men der er områder, hvor hovedstadens smagsdommerhammer slår ned, hvis man bekender sin tilstedeværelse. Vi har opfundet skældsord som caféburger, buffet og turistfælder, hvor ingen københavner med respekt for sig selv vil sy digitale duelighedsbeviser på deres mad-uniform. Der er ikke meget ‘foodie’ over at tjekke ind på Jensens Bøfhus, Café Vivaldi eller den store trussel fra det praktiske Jylland: Flammen. Men hvad er det, de her frokosttilbud og “spis så meget du kan”-steder formår at give et stort publikum? For det kan umuligt kun være udkantsdanmarks stolte døtre og sønner, der besøger, når de gæster det smarte København.

Jeg er både jysk og praktisk anlagt, så i en rus af sult og amatør-antropologisk febervildelse begav jeg mig afsted for at spise på Flammen, de døde dyrs ambassade på H.C Andersens Boulevard.

Der er kø ud på gaden, da vi ankommer. Jeg taler venligt med tjeneren, forsøger at fyre en vittighed af, men jeg skal huske mig selv på, at det ikke er en picker eller dørmand, jeg snakker med. Det er en tjener, der er ligeglad med mine følgere på sociale medier. Så længe jeg har lidt under 300 kroner stående på kortet, som denne protein-safari vil stå mig i, skal han nok få klemt mig ind et sted. Et hold på otte kolleger står foran os i køen. De har bord i kælderen. I “bankboksen”. Der er bred enighed i gruppen om, at dette er lidt spændende.

Tjeneren leder os ind i dette jævnlighedens tempel og helt ned bagerst. Vi placeres ved et bord op mod en afskærmningsplade af samme slags, som opdeler åbne kontorlandskaber, dog her dekoreret med koskind. Jeg får lynhurtigt associationer til Excel-ark og kaffeånde, inden jeg bliver afbrudt: “Kender I til konceptet, og har I været her før”?

Vi får en tale om ufattelige mængder forskelligt kød og en salatbar i anselig størrelse. Vi nikker, vi forstår. Der er koldskål til dessert og “nye danske kartofler” med frisk persille i buffeten, forklarer tjeneren.

“Jamen, så kan I bare gå i gang, og så kommer jeg ned med jeres øl”. Der serveres Tuborg, det ternede flag er svunget, og løbet kan begynde. Mens vi tilbageholder en gejst som krigerne i kampscenerne fra Braveheart, rejser vi os roligt og går mod buffeten.

Det kører her. Det kører rundt og rundt om salatbuffeten og så over til grillen. Alt sammen foregår i god og rolig orden. “Der skal nok blive fyldt op, hvis der ikke er mere feta,” forsikrer en ældre dame. Hun er stamkunde, siger hun, og hun har endnu ikke haft grund til at brokke sig over noget. Det er som et uendelig guldbryllup, dag efter dag den samme buffet og de samme mængder kød. Rundt og rundt. Der er ingen ventetid, kun en smule kø ved sovsestationen med bearnaise, whiskey og vildt. Grillmestrene er rundhåndede både med pulled beef, pulled pork og pulled hvad-ved-jeg. Det er vigtigt, man “ikke mangler noget”. Der er også pølse.

Jeg tvivler på, at der i hele Flammens historie har været en gæst, der kunne spise for de 199 kroner, det koster at spille på kødrouletten. Huset vinder altid. Vi nikker til hinanden ved vores bord, mens vi tygger, og der ånder en gennemgående ro i restauranten. En ting er, at der er isoleret med så mange akustikplader, at lyden i rummet er mere død end dyrene på grillen, men de andre gæster er også stille. Måske er det den jyske sindsro, der er blevet manet ind i lokalet af heksen fra området omkring Fole Høkerkro i Sønderjylland, hvor Flammen stammer fra.

Og lige der rammer det mig, midt i anden portion, og samtidig med at kødsveden springer frem fra min pande: Det er denne umiddelbarhed omkring måltidet, som gør, at huset fyldes dag efter dag. For mad-hypen er alle steder, i gaderne, på Instagram, i det ældgamle medie de kalder fjernsynet, og selvfølgelig når vi sætter os ved bordet for at spise. Vi skal analysere smagen, fremstillingsmetoder, det visuelle, og ikke mindst fortællingen om den kulinariske rejse, vi er påbegyndt.

Men ikke her på Flammen. Her spiser man, og man spiser så meget, man kan. Og man ved, hvad man får. Der er intet ønske om udfordringer (med mindre man er til krokodille og kænguru) eller blomster på maden. Det er en magelig disciplin, et komfortabelt ritual, et uforpligtende måltid, hvor ingen står af i Roskilde.

Der sidder vi så, skamfulde og svedige i duften af kød og sender en lille bøn om, at man vil opfinde fortrydelsespillen til kødbabyer. Skamfulde for både at have spist for meget og samtidig for ikke at have spist nok, men det føles på en mærkelig måde zen. Det er nærmest befriende her på restauranternes Lalandia. Her kommer der ikke en lille dreng og råber: “Men han har jo ikke noget tøj på.” For den her kejsers kappe er ornamenteret med både steg og pølse, der glinser af fedt og salt i aftenlyset.

Jeg forsøger af ren refleks at tage et billede, men min hvide porcelænstallerken med henslængte kødstykker og flødekartofler gør sig ikke ret flatterende affotograferet med blitz. Og det er netop pointen: hvad der sker på Flammen bliver på Flammen. Og du skal ikke skamme dig, min over-konsumerende ven, for her er vi alle i samme båd. Skulle du tippe overbords, er du ikke den første, der er druknet i sovse-havet.

Det må man gerne, det er faktisk meningen. Bare du ikke siger det til nogen.

Eller tagger et billede på Instagram.