Artiklen er oprindeligt udgivet af i-D UK
Det er et sikkert tegn på, at Justin Bieber på nuværende tidspunkt er den sejeste og mest velklædte mand i universet, når klummeskribenter sviner hans tøjstil. Som da The Guardians Hadley Freeman (forgæves) forsøgte at forstå konceptet streetwear og lod sig forarge over modetrenden scumbro, som Bieber står i spidsen for.
Videos by VICE
”Da Wall Street Journal for nyligt kørte en fotoserie med kendte scumbros,” skriver hun, ”informerede de også om prisniveauet på de enkelte beklædningsgenstande, der var tårnhøje til trods for, at de fleste af mændene så ud, som om de havde tabt en brydekamp med en teenagers vasketøjskurv”. LOL. Billedet, der er valgt til at illustrere udsagnet, forestiller Justin Bieber iført en Vetements x Tommy Hilfiger-hoodie og en neongul baseballcap. Det er alt sammen meget normalt og rimeligt modeforsvarligt.
”Scumbros går i alt for stort og alt for dyrt skatertøj lavet af mærker som Palace og Supreme, obskure t-shirts med tryk på, åndssvage sko og endnu mere åndssvage hatte,” fortsætter Hadley Freeman. ”De er også iført vildt dyre mærker som Gucci, Versace og Prada, men sørger altid for, at det ser hæsligt ud”. Vi beklager Hadley, men Justin Biebers stil, og den bredere scumbro-bevægelse indenfor moderverden, er noget af det mest spændende, vi har set fra den kant i lang tid.
Det er Vanity Fair, som har fundet på betegnelsen scumbro, der er sæsonens største trend blandt kendte mænd. Det er også et modestatement, som medierne har fået øjnene op for. Betegnelsen blev adopteret af små modemedier, dernæst hånet af de store magasiner for til sidst at havne i sladderbladene som en samlebetegnelse for en WTF?-vinkel på det underlige kluns, kendte mænd er begyndt at gå rundt i.
Scumbro er faktisk et destillat af et par forskellige trends. Det er primært et psykedelisk take på fuckboy-stilen. Det er den tilsigtede og samtidigt smukke ugly-fashion kombineret med normcorens nede-på-jorden-agtige-stil tilsat en masse neon. Tilføj hertil en portion LSD, og du har en scumbro. Det handler om cannabis-æstetik, batik og acid-wash-jeans. Scumbroens stilikon er Matthew McConaughey, mens attituden er rendyrket Patrick Swayze i Point Break. LA-hippie med en fed tegnedreng, et sundt ego og masse af kendisfaktor. Det er i sandhed et storslået fænomen.
Jonah Hill, Shia Labeouf og Pete Davidson var tidlige kandidater til titlen som scumbro-verdens skraldespandskonger. Men Jonah Hill er for selvbevidst, Shia Labeouf er for aggressivt normcore og Pete Davidsons ansigt er for interessant. Scumbroen er dybt afhængig af lige dele skønhed og snavs. Og det er lige præcis derfor, Justin Bieber er trådt i karakter som alfahan i reservatet. Jeg tror personligt, at det er overskæggets skyld. Det lille, tynde overskæg, han på det seneste er set med, ligner noget fra et billigt motel. Han har også ladet håret vokse til et punkt, hvor han nu ligner en lækker surfertype, som arbejder på en benzintank.
Der var engang, hvor Justin Bieber var superkedelig og dårligt klædt, som kun et teenagepopidol kan være det. Der var altid et eller andet helt forkert ved det antræk, hans kostumeafdeling satte sammen til ham. Butterfly og tophat. Røde jeans og leopardprikkede sneakers. Han var lige til slå i ansigtet. Men så gik han helt bananas, som mange unge stjerner har det med at gøre. Han begyndte at tæve fotografer. Han pissede i en spand, mens han skreg: ”Fuck Bill Clinton”. Han efterlod en abe i Tyskland.
Det var et stort øjeblik for Bieber og et stort øjeblik for kulturlivet generelt. Henover et enkelt hektisk år forvandlede han sig fra nuttet teenidol til en rigtig, voksen popstjerne. Han fik en ordentlig røvfuld sexede tatoveringer. Han datede modeller (og muligvis et par medlemmer af Kardashian-Jenner-klanen) og tilbragte et par år med at slå op med Selena Gomez.
I dag er han enten forlovet eller hemmeligt gift med Hailey Baldwin og har lagt stilen helt om – måske for første gang i sin karriere – og er blevet et vaskeægte modeikon. Under Purpose-æraen var han cool, men han var ikke på forkant. Han var hele tiden på jagt efter den næste trend, altid et skridt bag trendsætterne. Hvilket betød, at han udviklede sig synkront med masserne. Men i dag er han scumbro-bevægelsens fortrop. Jeg er overbevist om, at alle kommer til at gå klædt som ham næste sommer.
Det Bieber-look, jeg især er vild med lige nu, er et par uger gammelt. I LA blev han nemlig fotograferet iført en hawaiiskjorte med trekvartærmer, lange, hullede denimshorts og Adidas-klipklappere. Han ser fantastisk gennemsnitlig ud. Som en stoner fra 90’erne. Og han er en stjerne af et sådant format, at det antræk udløser et jordskælv i modeverden.
Senere blev han fanget på en løbetur i New York kun iført røde shorts, gule og pastelfarvede sokker og Vans-sko med røde og hvide tern. Den anden dag var han så i London, hvor han bar en batikhoodie og spillede guitar for Hailey Baldwin foran Buckingham-fucking-Palace.
Scumbro er en stil, som er ubønhørlig i sit afslappede udtryk. For gakket, for forkert, for ikke-flatterende, for meme-oplagt. Og det er let for The Guardian at gøre grin med. Men det vigtigste er, at Bieber lader til at have vristet sig fri af mainstreammodens tyranni og har valgt at gå sin egen psykedeliske vej. Det er behageligt og cool. Men det er først og fremmest fjollet og elskeligt. Justin Bieber ser ud til at more sig for tiden.