Denne artikel bringes i VICE Magazine – The Music Issue 2016, der udkommer på fredag. Kom med til releasefesten her.
For fire år siden stod Saint af toget i den svenske by Malmø. Det eneste han havde med sig var tasken over skulderen og en masse beats i hovedet. Han var 15 år gammel og havde forladt sit hjemland Gambia for at tage på en farefuld tur over Middelhavet og op gennem det europæiske kontinent. En rejse som han kun kom helskindet igennem takket være spanske pusheres barmhjertighed og smuthullerne i det bureaukratiske kaos, som det er at søge asyl.
Videos by VICE
Det er svært for mig at forstå, at han er den samme kølige, fattede fyr, der åbner den røde dør til studiet i Malmø, hvor han arbejder – indtil jeg har tilbragt fem minutter sammen med ham. Saint har et mildt og roligt udtryk, men er lige så skarp og eftertænksom, som han er legesyg. “Jeg har aldrig været den store taler. Jeg er ikke god til at tale med mennesker,” siger han. “Jeg er en iagttager.”
På lydstudiets vægge hænger der guldplader fra den svenske popstjerne Günthers pseudo-kultklassiker “Ding Dong Song”. “Jeg bor her stort set også. Jeg har en lejligheden i byen, men jeg har sovet her de sidste tre dage,” siger Saint og peger hen imod et baglokale. Han smider armene opgivende i vejret, da han viser os to umiddelbart identiske mikrobølgeovne i køkkenet. “Jeg aner ikke, hvorfor vi har to! Jeg har undersøgt det – de har præcis samme størrelse! Det giver ingen mening,” forklarer han på vores spontane MTV Cribs-agtige rundvisning i studiet.
Der var ikke rigtig nogen plan. Vi steg sådan set bare på toget og… endte her. Vi strandede næsten i Danmark.
I marts måned havde Saints debutalbum The New Funky Dread – en mixtape-agtig guldgrube af vildt forskellige lytteoplevelser – premiere på Noisey. Saints lyd vakte øjeblikkelig opsigt i Skandinavien, hvor han blandt andet høstede ros fra SVT og svensk P3.
Nok ligger lyden tættest på hip-hop, men den eksisterer i en form for genreløst vakuum, der fusionerer jordnær reggae, melankolsk R’n’B og bombastisk funk med intelligent, ærlig og letflydende rap. Funky Dread strækker sig fra den hoftevridende party-banger “Lefunkyintro” til de lo-fi, concrete schoolyard-agtige grooves i “Holly”.
“Tanken var at skabe det mest dope mixtape, Sverige nogensinde havde hørt,” siger han. “Ingen genre. Jeg ville bare gerne lave et fedt tape. Da jeg kom hertil var alt det, jeg hørte, meget ensformigt. Jeg fandt den her lyd, som jeg gerne ville lave noget med – og det var funk. Så ville jeg tilføje noget groove, så folk ville kunne være nede med musikken, også selvom de ikke kunne lide rappen.”
Saint lyder det borgerlige navn Mohammed Sillah, men alle kalder ham Saint, siger han. “Jeg fik der her øgenavn af en eller anden random dude hjemme i Gambia, da jeg var barn. Det er lang tid siden – længe før alt det her. Han mente, at jeg var en lusket lille satan, der bare spillede sød på overfladen. Og så hang det bare ved.”
Det var i 2012, at Saint forlod Gambia sammen med sin fætter. Drengene brugte de penge, de havde fået af deres onkel til at smugle sig ud af Afrika via nabolandet Senegal. Ombord på en overfyldt båd lykkedes det dem at komme til Spanien, hvor de undveg asylsøgningshelvedet ved at crashe i en lejlighed i Barcelona. “Jeg havde det svært med hele systemet. Lejrene, teltene – det var mærkeligt. Vi mødte den her fyr, der boede til leje i Barcelona sammen med nogle andre – de var ikke ligefrem lovlydige typer. Men de havde to sofaer, så der sov min fætter og jeg. Vi lavede mad til dem. En af dem var sådan en ordentlig pusher-type, han solgte en masse cannabis. Nogle gange gemte jeg det, han skar af sit stash – bunden af planterne –jeg tog det med mig og gik ned i den lokale skatepark – ikke for at sælge, bare for at chille og ryge.”
Saint fik tiden i Barcelona til at gå med at høre så meget musik som overhovedet muligt. “Jeg kan huske, at jeg havde sådan en lille MP3-afspiller, og der var en af de der dudes, der havde en PC, som jeg brugte til at downloade ulovlig musik. Jeg havde hele Bob Marley diskografien, som jeg bare jammede til hele tiden. Beres Hammond var også på – og Busy Signal. Men det, jeg husker mest, er Bob Marley-samlingen, fordi jeg bare hørte den igen og igen og igen.”
Efter seks måneder sprang Saint og hans fætter på et tog med kurs mod nord. “Der var ikke rigtig nogen plan. Vi steg sådan set bare på toget og… endte her. Vi strandede næsten i Danmark – jeg tror faktisk kun, at vores billetter rakte dertil. Men da kontrollørerne kom gående gennem toget, sagde fyren, der sad ved siden af os: “Jeg har jer”. Og så betalte han for os. Vi var heldige.”
Stivfrosne og ludfattige i vildt fremmede omgivelser overlevede drengene igen takket være fremmede og frivilliges barmhjertighed. Første nat i Malmø tilbragte de på et gammelt hotel, som er blevet omdannet til et herberg for hjemløse. “Vi holdt os vågne hele natten. Om morgenen gik vi nedenunder for at spise morgenmad, hvor vi – ligesom på hele turen hertil – så de her små børn med deres mødre, og man fornemmede bare helt tydeligt, at de havde været igennem nogle virkelige hårde tider. Min fætter var så nervøs og bange, at han kom til at putte salt i sin te i stedet for sukker. Han kunne ikke engang få sig selv til at spise, så jeg stjal et par kogte æg for en sikkerheds skyld.”
Inden længe var de indkvarteret på et asylcentret i Malmø. “Her kan jeg nemt miste mig selv,” husker Saint, at han tænkte. Og det var det, han frygtede mest. At miste forstanden. Men så skete det.
“En fyr, der arbejdede på centret var venner med Reb [Rebstar, en anden kunstner, der også er på Saints pladeselskab Today Is Vintage, red.]. Vi snakkede en hel del sammen. Vi snakkede bare om musik, og så spillede han en af Rebs videoer for mig, så jeg spurgte, om han kunne introducere mig for ham. Jeg tog selv kontakt til ham bagefter og spurgte, hvornår jeg kunne komme forbi studiet – bare for ligesom at slippe væk. Og efter et stykke tid sagde de: “Vi vil gerne tilbyde dig en kontrakt.”
På det tidspunkt var han 17 år. Han opsummerer sin reaktion med en enkelt stavelse:“Wooord.”
“Saint står sjældent stille,” har jeg på forhånd fået at vide af Francis Cartier, der i dag er en del af Saints hold på pladeselskabet, da jeg under forberedelserne til interviewet spørger, hvad han kunne være interesseret i at lave. Jeg aldrig været i Malmø, og forslår derfor at Saint viser os rundt i sin svenske hjemby. Så efter en snak i studiet, spiller Saint nogle spritnye beats for os, før vi drager ud i den nådesløse kulde for at finde noget mad. Vi slentrer forbi et par kebabsteder, inden Saint skodder sin tynde Marlboro uden for et af dem. “Det her er stedet.”
Jeg kan godt lide Lisa Ekdahl – hendes gamle svenske ting. Hendes stemme, hendes soul – jeg går amok, hver gang jeg hører en af hendes sange.
Saint deler sin ultimative hip-hop top fem med mig over et velsmagende bjerg af kød og pommes frites: “Pac, selvfølgelig. Andre 3000, fordi jeg elskede The Love Below. Miss Lauryn Hill, fordi hun har vilde rim.Og Lil Wayne. Han rapper altid om det mest random shit. Det er fire. Hmm. Kanye. Musikken har altid været god. Jeg er ligeglad med, hvad han ellers render rundt og foretager sig,” siger han. “Jeg kan også godt lide Lisa Ekdahl – hendes gamle svenske ting. Hendes stemme, hendes soul – jeg går amok, hver gang jeg hører en af hendes sange – og så er det også funky. Hun minder mig om en svensk Erykah Badu.”
Saint forklarer, at musikken for ham altid har været form for eskapisme fra tilværelsens turbulens, og det er tydeligt, at han ikke er interesseret i at være en bitches ‘n’ bling rapper-klichée. “Hip-hop er overalt. Man kan ikke undslippe hip-hop. Men det var ikke det, jeg startede med. Min far havde sådan en gammel CD-afspiller, som jeg sad foran hver dag, når jeg fik fri fra skole. Jeg ville bare røre ved den. Til sidst blev han så træt af, at jeg rodede i hans ting, at han gav mig en Admiral Tibet reggae-CD og en CD med Whitney Houston,” siger han.
“Min egen første rap blev til hjemme i Gambia. Jeg var 12 eller 13 og skrev den derhjemme en aften. Jeg kan huske, at det regnede, og taget var helt fucked up, så der dryppede vand ned igennem, og madrassen blev så våd, at jeg ikke kunne falde i søvn i min seng. Så jeg skrev bare ting om regndråber og rappede oven på det.”
I dag er Saints tid ligeligt fordelt mellem hans skolegang på en musikskole og en håndfuld nye projekter. Han har planer om album nummer to og har netop startet et nyt band, der hedder The Unfunkwittables. Tre gange om ugen arbejder han desuden som frivillig med nyankomne flygtningebørn hos en lokal organisation. “De kommer ind, og så lader jeg dem indspille et nummer. Nogle gange producer jeg for dem eller lærer dem at producere – men for det meste chiller vi bare og snakker. Jeg vil gerne hjælpe dem med at tænke på noget andet, for jeg ved, hvordan det hele føles.”
Efter vi har spist, beslutter vi os for at spille noget lazer tag, men stedet Laserdome er desværre allerede blevet booket af nogen, der ligner en svensk polterabend eller et kontor på teambuilding-udflugt. Så vi får fat i nogle mønter og rammer den lokale arkade i stedet. “Det her er det største hustle,” sukker Saint, før han udfordrer det notorisk frustrerende og umulige spil, hvor man skal få en robothånd med tre fingre i et bur til at gribe fat i en præmie. Til sidst lykkes det ham at score en rulle rødt, syrligt karamelslik.
Tilbage i studiet spørger jeg Saint, hvorfor han egentlig valgte at forlade Gambia. “Det er indviklet,” svarer han lavmælt. “Vi var bare nødt til at komme væk fra det liv – og da vi først kom afsted, så vi os aldrig tilbage. Vi fortsatte bare. Og så tog Malmø imod os med åbne arme.”
Saints never perform miracles at home, lyder den engelske oversættelse af et gammelt brasiliansk mundhæld. Og dog virker saligheden i den unge gambiansk-svenskers øjne nærmest mirakuløs, som han sidder foran mig i en ergonomisk korrekt læderstol, her i hjertet af, hvad han i dag – helt lovligt – kan kalde sin hjemby, og fyrer op for de knivskarpe beats, som han har transporteret i sit hovede hele vejen hertil. “Jeg har bygget et liv her. Det er så dope. Jeg kan godt lide Sverige. Men jeg er stadig lidt genert omkring at tale svensk.”
Jeg spørger ham, hvordan han har det med ABBA.
“Øhh… jeg kender kun en sang. Den alle kender – “Dancing Queen”. Nogle gange siger jeg, at jeg godt kan lide ABBA. Bare så jeg ikke fornærmer nogen.”
Læs mere om musik på VICE Danmark:
VICE-interviewet: Thomas Fleurquin
De 16 mest spillede sange på Roskilde 2016
PÅ NOISEY DK: We Talked Riffs, Drugs and Absolute Bullshit with Tame Impala’s Kevin Parker