Michelinguiden delte for første gang stjerner ud på det kinesiske fastland, da den i sidste uge gjorde sit indtog i Shanghai og kviterede med 35 stjerner til byens restauranter.
Men befinder du dig i Shanghai, og har du lyst til at spendere lidt moneter på gastronomi, har du i dag kun 34 stjerner at gøre godt med. Taian Table, en af restauranterne der modtog en stjerne, lukkede dagen efter, fordi den ikke havde sikret sig de nødvendige tilladelser.
Videos by VICE
Ifølge Shanghai Daily havde restauranten hverken en forretningstilladelse eller et næringsbrev. Taian Table, der blev drevet af den tyske kok Stefan Stiller, og som serverede europæisk mad, lå i en beboelsesejendom og havde været åben siden april. Selvom restauranten havde søgt de rette tilladelser, må restauranter i Shanghai ikke ligge i beboelsesejendomme, og derfor fik man ikke godkendt tilladelserne.
“Da min ven og forretningspartner Ki Wen Yuan og jeg startede det her projekt tidligere i år, var vores ide og koncept at skabe et lille sted, hvor vi kunne underholde vores venner og få besøg af nogle foodies og nogle af vores kokkevenner, der kunne få lov til at hænge ud og skabe nye retter,” fortalte Stiller til Shanghai Daily. Han understregede, at det ikke var deres intention at bryde loven. Stiller er nu i gang med at sikre sig et større lokale i en anden bygning.
Shanghai Daily sendte en journalist hen til ejendommen og fandt ud af, at beboerne havde været utilfredse med restaurantens tilstedeværelse. “Restauranten har været et flere måneder langt mareridt,” fortalte en beboer. Hun tilføjede, at larmen fra udsugningen holdt hende vågen om natten, og at lugten af madolie og røg “forurenede luften i høj grad”.
Michelinguiden har udvidet i Asien de seneste syv år og lanceret guides til Singapore, Taipei, og Hong Kong. Men i Shanghai har der været en del modstand fra lokale kokke og gourmander, der har klaget over, at guiden belønner flere kantonesiske steder end restauranter, der sælger mad fra Shanghai.
Guiden forsvarede sig med, at det næstmest repræsenterede køkken var det fra Shanghai. Der er også forskel på restauranternes eksklusivitet: Shanghais eneste trestjernede restaurant, T’ang Court, har kun seks borde, hvorimod den tostjernede destination Canton 8 har en fast menu til cirka 45 kroner, hvilket gør den til den billigste tostjernede michelinrestaurant i verden. En anden af byens tostjernede restauranter byder på en radikalt anderledes spiseoplevelse: Ultraviolet er en “fordybende” restaurant, der pumper parfume på de spisende og gør brug af både lyd og visuelle effekter.
LÆS MERE: Nu kan du få michelinbelønnet ramen i Japans kiosker
Shangahaiist bemærker, at ikke alle i byen var tilfredse med, at en ny restaurant som Taian Table modtog en stjerne, sandsynligvis på bekostning af andre etablerede kinesiske restauranter. Mediet citerer en kinesisk hjemmeside, der antyder, at tvangslukningen måske ikke var helt tilfældig — Taian Tables modstandere kan have stukket dem til myndighederne.
Det er en skarp påmindelse om, at alle kneb gælder i restaurationsbranchen.