“IT’S FOOTBALL-DAY!” var det første, der blev råbt uden for mit telt, da varmen tvang mig op søndag morgen. Det blev starteskuddet til en lang dag, hvor “Re-Sepp-ten” blev den ubetinget mest spillede sang på Roskilde Festival.
Fra morgenstunden var det ikke bandnavne, men derimod Delaney, Sisto og Lord, der stod skrevet på Roskilde-gæsternes festivaluniformer. Selv dem, der ikke havde investeret i en landsholdstrøje, havde fundet deres mest rød-hvide tøj frem fra bunden af teltet og malet Dannebrog på deres støvede kinder.
Videos by VICE
Klokken 16 spillede Spanien mod Rusland, og de mest dedikerede roligans havde allerede slæbt stolene op foran festivalens eneste storskærm, som om de var en delegation fra Ældresagen, der var kommet for at høre en genudsendelse af en gammel Cliff Richards-koncert. Der blev heppet på både Spanien og Rusland, men frem for alt blev der heppet på Danmark. Uanset om det var spanierne eller russerne, der scorede, kvittererede publikum med at synge om Delaneys lækre hår og lyse fremtid.
Da klokken nærmede sig kick-off for Danmark – Kroatien, bevægede folkemængden sig kun én vej. Tilsyneladende havde hele Roskilde Festival samme plan om at bruge et par timer på at råbe “FISSE, KUSSE – SCHMEICHEL ER EN MUR!”, mens solen gik ned over festivalpladsen. Dem, der ikke kunne få et glimt af den perverst underudviklede storskærm (jeg har set fladskærme større end den storskærm) fra jorden, var klatret op på bakker, i træer og på tage af lydsystemer for at følge med i kampen.
Nationalsangen var aftenens første musikalske højdepunkt. Kroatiens nationalsang blev kort forinden overdøvet af Sofie Lassen-Kahlke, men alle anlæg bliver kollektivt slukket, så snart det var Danmarks tur. I en form for anarkistisk kanon blev forskellige dele “Der er et yndigt land” råbt igen og igen, indtil spillerne så ud til at være færdige med at synge om bølgen blå.
Herefter valgte min sidemand at live-dj’e hele kampen fra sin soundbox. Hans mix stod på at skift mellem “Re-Sepp-ten” og “Danmarks drenge” i to gange 45 minutter, og så fik vi også lov til at høre “Vi skal have sejren i land” et par gange i pausen. “Åh jeg gider ikke høre den sang igen,” sukkede en mand bag mig, men kunne alligevel ikke holde sig fra at skråle med på omkvædet 20 sekunder senere.
Kort efter scorerede Danmark, og selv om jeg ikke kunne se skærmen, var jeg under øl-regnen ikke i tvivl om, hvad der var sket. “Hvem scorede, hvem scorede?” spurgte jeg ophidset ud i mængden, men det var underordnet, for det var Danmark, der scorede. De kastede øldåser nåede dog nærmest ikke at ramme jorden igen, før Kroatien udlignede.
Resten af kampen var som bekendt målfattig, men heldigvis havde publikum ikke problemer med at beskæftige sig selv med fællessange. En lyn hurtig meningsmåling blandt mine med-roligans viste ikke overraskende, at “Re-Sepp-ten” var den foretrukne slagsang. Et par gange nåede vi også forbi Nephews “Danish Way to Rock” og Humørekspressen og Kandis’ uofficielle VM-sang, “Så er der mål”, men ikke én eneste rådden gang fik Thomas Helmig hele Roskilde op at stå.
Og mens det stadig så lyst ud for det danske landshold, var der bred enighed blandt publikum om at uanset, hvordan kampen endte, så skulle “Re-Sepp-ten” fortsat spilles natten lang. Det løfte blev der dog lange udsigter til, da det efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence stod klart, at Danmark var slået ud af VM.
For første gang i næsten tre timer var det muligt af høre, hvad Henrik Liniger og Lars Jacobsen havde at sige om kampen. Lige så larmende, som forsamlingen var for få sekunder siden, da de sang for Eriksen, Schöne og Schmeichel, lige så tyst blev der nu i mængden foran skærmen. Ikke mere fisse og kusse, ikke mere fællessang, ikke mere “Danmarks drenge” – bare stilhed.
Med bukkede hoveder traskede folk så småt tilbage mod deres camp, mens et nærliggende anlæg lod Rihanna-balladen “Take a Bow” sætte ord på den fælles skuffelse:
// That was quite a show / Very entertaining / But it’s over now / Go on and take a bow //.
