Der er en madscene i København væk fra Nørrebros bohemebazar af surdejspizza og sur øl, væk fra Refshaleøens gourmet paradis og Vesterbros moderigtige italienere.
Der er nemlig også Strøget, som suger turister ind i et sammenkog af kongeligt porcelæn, vikingefigurer og tricktyve. Du kan hade Strøget eller foragte det, men faktum er, at der er virkelig mange mennesker, for hvem det her er hovedpulsåren i vores hovedstad, og som derfor også skal spise og drikke på den kilometerlange gågade. Men hvad kan man egentlig spise på en strøgtur i København?
Videos by VICE
Yonas El Omari er 15 år og fra Odense, og så har han været erhvervspraktikant på MUNCHIES. Vi sendte Yonas en tur op og ned ad Strøget for at teste maden på gaden. Og vi snakker ikke sushi-smørrebrød fra Royal Smushi Cafe eller latte i varmen inde på Europa. Vi snakker Strøgets version af gademad, som kan købes for under en 50er og tages med i hånden, mens man overvejer at investere i et par Wrangler fra Deres.
Læs her, hvad Yonas mødte på sin vej:
Burger King, veggie guacamole burger

Alderspræsidenterne på redaktionen har fortalt mig, at Burger King’en på hjørnet af Rådhuspladsen og Strøget var epicentret for dansk hiphop i 80’erne. Stedet var synonymt med amerikansk popkultur, der var folk, der breakede ude foran, og det var her Mc Einar, Rockers og Gert K gik hen, når de skulle være ægte hiphop. I dag har jeg svært ved at se, hvad der adskiller den her Burger King fra de andre filialer, der ligger rundt omkring i København, men personalet virker, som om de rent faktisk godt kan lide at være her.
Tidens trend kalder på avocado, så jeg kalder efter en veggie-burger med guac, der er mere “nuanceret”, end jeg havde regnet med. Burgeren ser ikke specielt appetitlig ud, da jeg først pakker den ud af æsken, men det er helt omvendt, da jeg tager en bid. Veggie-bøffen lavet på sojabønner smager godt, der er spice i chilimayo’en, sprøde nachos, cremet guacamole, og det hele hænger sammen. Jeg vil nærmest mene, at man ikke behøver at være vegetar eller guldalder-hiphopper for at spise her.
Marrakesh, brændte mandler

Det er noget dejligt universelt ved brændte mandler. Ligegyldigt om du står på Strøget i -5°, slingrer over Tower Bridge i London eller sveder på en markedsplads i Marrakech, vil der altid være brændte mandler. Der vil altid være duften, der rammer dine næsebor og hypnotiserer din hjerne til at købe en håndfuld mandler, som du overhovedet ikke har brug for. Det samme sker for mig, da jeg står et sted foran Helligåndskirken og ikke kan mærke spidserne af mine fingre. Mandlerne er sukkersprøde, lune nok til at man kan føle livstegn igen, og så får du gratis musik og stemning fra kirkeklokkerne i baggrunden.
Mr. Chen’s China Box, ris med forårsruller

København er fuld af restauranter, som hedder alle mulige navne, jeg ikke rigtig forstår, men på “Chinese Restaurant” ved siden af Kultorvet er man ligesom ikke i tvivl om, hvad vi skal spise. Selvom asiatisk fusionskøkken er noget af det hotteste lige nu, har en ‘China box’ tilsyneladende været synonymt med en strøgtur i snart et kvart århundrede. Takeawaybiksen Mr. Chen’s China Box ligger ved indgangen til restauranten, som både serverer wok, sushi og buffet. TripAdvisor skal man jo ikke lytte for meget til, men de to anmeldelser, jeg kunne finde, stikker i vidt forskellige retninger. Den ene proklamerer, at det er “fantastisk til frokost buffet”, mens den anden anmelder er stødt over videoer på tv’et med nogle “kinesiske mænd, der rev hårene af kyllinger”. Jeg kan ikke se hverken tv-skærme eller plukkede kyllinger, men for 35 kroner får jeg en lille boks med perfekt tempereret ris, halvsprøde forårsruller og en sursød sovs, som ikke fornærmer nogen. Det er et godt måltid på farten, ligegyldigt om det så er -2°.
Døp Pølsevogn, vegansk/vegetarisk hotdog

Den Økologiske Pølsemand er ikke ligefrem nogen døgnflue. I 2010 blev DØP kåret af Politiken som Københavns bedste spisested, og vognen står stadig her ved siden af Rundetårn. Alt er sundt: økologisk, laktosefrit, vegansk, vegetarisk og så videre. I stedet for Cocio og håndværkere, der fortæller jokes om Side 9-piger, er der økologisk hyldeblomst og woke forældre, der prøver, at få deres familier til at leve sundt. Min servering – en vegetarisk hotdog med det hele undtagen rå løg – koster måske lidt mere end pølsen ved Odense Banegård Center, men man kan jo ikke sætte en pris på sundhed. Okay, det kan man åbenbart godt: 35 kroner.
Gelato Rajissimo, vaffelpind med Oreos

Turister og sukkersøde desserter er to af Strøgets essentielle elementer. Hvis du leder efter en sund snack og et sted, som ikke er propfyldt, skal du holde dig fra Gelato Rajissimo. Kan du lide dekadente isdesserter og et skud hiphop, er du kommet til det rette sted. Da jeg går op til disken, bliver jeg næsten nødt til at råbe til den søde medarbejder, fordi de spiller YG for fuld blæs. Det er softice, italiensk vaffel-is og mexicanske churros. Jeg snupper en “stick”, som er en juletræsformet vaffel på pind, dyppet i hvid chokolade og drysset med Oreos. Det lyder næsten for sødt, men det er det overhovedet ikke. Jeg slipper 49 kroner inklusive toppings, men når en crepe med Nutella og banan længere nede ad gaden koster 45 kroner, så er det lidt sjovere med sådan en Oreo-dyppet vaffelpind.
Grill House, pita med shawarma
Jeg forestillede mig, at Strøget ville være for pizza slice, hvad Las Vegas er for gambling. Men selvom jeg finkæmmer hvert et gadehjørne, kan jeg simpelthen ikke opstøve et ærligt, slattent, pepperoni-slice på den lange gågade. Heldigvis er der shawarma, og det har der været i snart 40 år. Siden 1980 har Grill House serveret kebab til turister og ministre, og for under 30 kroner kan man få et pitabrød fuld af saftigt lammekød, sprød salat og dressing. På væggen hænger der billeder af Anders Fogh og Lars Løkke, der i fællesskab guffer sig gennem en durum, så det er svært ikke at mærke historiens vingesus, når man øser ekstra chili i rullen.
Mere
fra VICE
-

Photo: PeopleImages / Getty Images -

Photo: FG Trade / Getty Images


