Når du tænker på mennesker, der diskuterer øl, tænker du sikkert på ølentusiaster, der bruger timevis på at tale om bitterhed i humle. Eller skæggede hipstere og deres “aromatiske” IPA’er.
Men der findes et andet redskab, man kan bruge til at uddybe sine meninger om ale-typer med sprøde tropiske noter. Og så er det også meget sjovere.
Videos by VICE
Her taler vi selvfølgelig om Lego.
Vi talte med Tom Delcourt, som er manden bag instagramkontoen Beer Farts, der bruger klodser til at anmelde øl.
MUNCHIES: Hej Tom. Hvorfor kastede du dig over det her projekt? Tom Delcourt: Det er sjovt, du kalder det for et projekt! Jeg ser det ikke som et projekt. Det er bare mig, der fjoller lidt. For cirka tre år siden, lige efter Lego-filmen fik premiere, fik jeg et sæt Lego i gave som en spøg. Jeg postede allerede billeder af øl, når jeg drak en, der var god, og så en dag samlede jeg noget Lego og inkluderede det i en Instagram-opdatering. Mine venner syntes, det var rigtig sjovt, og så udviklede det sig derfra.
Jeg begyndte at købe mere og mere Lego og drikke mere og mere øl. Før jeg vidste af det, var det blevet til Beer Farts.
Hvorfor tror du, kontoen er blevet så populær? Jeg tror, at Lego er lidt af en guilty pleasure for mange voksne, og så er mikrobryg bare eksploderet de seneste år. Flere og flere mennesker er begyndt at interessere sig for, hvad de drikker, og hvor øllet kommer fra. Der er mere historie bag, da det ikke bare er masseproduceret sprøjt. Jeg supplerer som oftest også billederne med en skæv lille historie, så det bliver en smule mere interessant.
Selvom historierne ofte er åndssvage eller langt ude, linker de til, hvad øllen kan, til bryggeriet og til navnet.
Hvad kommer først, øllet eller Legoet? Jeg finder helt sikkert øllet først, men det sker også, at jeg ser noget Lego og forestiller mig hvilken øl, der kunne passe til. Men som oftest kommer øllet først. Jeg anskaffer mig en ny øl, og afhængigt af hvilken type det er, og hvem der har brygget den, forsøger jeg så at koble det sammen med Lego. Det afhænger også af den historie, jeg vil fortælle.
Hvordan skruer du dine posts sammen? Det kan være frustrerende, fordi jeg bare gerne vil drikke øllet, og ofte kan jeg ikke hælde den op, fordi jeg skal have Lego klar. Så 20 minutter efter har jeg alle mulige legomænd spredt ud på bordet, og så skal de stilles op. Derefter kan jeg endelig hælde øllet op, men først når jeg har fået taget billedet, kan jeg drikke den. Så snart jeg har åbnet en øl, begynder jeg at tænke på den næste, og hvordan billedet skal se ud.
Hvordan finder du øllene? Jeg er en kæmpe ølnørd. Jeg er sælger for et mikrobryggeri fra det sydlige London, så jeg har styr på hvilke nye øl, der er på vej, og hvornår de bliver sendt ud af bryggerierne. Det gælder særligt øl fra Storbritannien.
Og så bor jeg jo i London, og her er et par rigtig gode ølbutikker. De får altid nye øl fra hele Storbritannien. Der sker så meget med mikrobrygscenen. Selvom jeg poster hver eneste dag, kan jeg slet ikke følge med mængden af øl, der udkommer.
Var det din intention at gøre op med noget af seriøsiteten, der sommetider omgiver mikrobrygget øl? Det var virkelig bare ment som en spøg. Ølverdenen kan være omgivet af lidt for meget seriøsitet og snobberi. Ligesom med vinverdenen kan folk godt være nedladende og en smule fordømmende. Øl skal være sjovt!
Etiketternes grafik spiller også en rolle. Hvordan har det ændret sig i takt med, at mikrobryg er blevet mere populært? Etiketterne spiller en stor rolle i ølverdenen idag. Jeg synes, en flaske eller dåse fortæller en historie i sig selv. Før i tiden fik man bare en dåseøl, åbnede den, hældte den op i et glas, og smed dåsen væk. I dag holder folk dåsen op i luften, læser hvad der står på den og beundrer illustrationerne. Og samtidig drikker de så en øl, der forhåbentlig kan leve op til emballagen.
Øllet i sig selv er kunst, så det giver mening, at der også er et kunstværk udenpå.
Hvilken af dine Lego-opdateringer er du mest glad for? Det er vildt svært at vælge! Men jeg lavede en post med Camden Town Brewery’s Strawberry Hells Forever-pilsner. Det er en særudgave af deres Hells-pilsner, der blev blandet med jordbær og Beatles-nummeret “Strawberry Fields Forever”. Jeg byggede The Beatles i Lego, og det var jeg meget tilfreds med. Og så var det også en fed flaske.
Kan næste skridt være en Lego-inspireret øl? Det er sjovt, du lige nævner det. Jeg er lidt usikker på, hvor meget jeg kan sige, men jeg skal til at samarbejde med et bryggeri, og resultatet kommer forhåbentligt ud om en måneds tid. Mere kan jeg ikke sige nu.