Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK
Da Avril Lavigne offentliggjorde videoen til det kawaii-inspirerede katastrofe-track ”Hello Kitty” i 2013, var den altoverskyggende reaktion fra fans total forvirring. Udover at Avril blev beskyldt for kulturel tilegnelse – Billboard var et af flere magasiner, der påpegede, at sangen klemte ”Gwen Stefanis Japan-fetich ned i en endnu mere upassende pakke” – så præsenterede nummeret også verden for en helt ny side af Avril, sammenlignet med den version hendes fans hidtil havde kendt. Hvor var de røde striber i håret blevet af? Hvad skete der med “Sk8er Boi”? Var det der dubstep?
Videos by VICE
Nu, kære læsere, lader det til, vi endelig har svaret. Den Avril Lavigne, der står bag det hæslige børnehit ”Hello Kitty”, er ikke den samme Avril Lavigne, der lavede “Sk8er Boi”, “Complicated” eller selv “Mobile” – en single, der blev udgivet i Australien og New Zealand og inkluderet på soundtracket til Hollywood-blockbusteren Wimbledon. Sagen er nemlig den, kære læsere, at den Avril Lavigne, vi kender og elsker fra “Sk8er Boi”, er død. Hun blev faktisk erstattet med en skuespillerinde kort tid efter udgivelsen af gennembrudsalbummet Let Go.
Det er en stor mundfuld at sluge. Det ved jeg godt. Men det er under alle omstændigheder den teori, der blev luftet på et brasiliansk Avril Lavigne-fansite for et par år tilbage, og det er vigtigt, at vi tager den seriøst. Ligesom alle gode konspirationsteorier – Tupac er i live og bor på en øde ø, katte nedstammer fra rumvæsner og yoga er en form for djævletilbedelse – så bakkes Avril Lavigne-teorien op af en imponerende mængde oplysninger, der, såfremt de passer, vil betyde en grundlæggende omvæltning af vores verdenssyn og opfattelse af virkeligheden.
Så sæt jer godt til rette, mens vi gennemgår bevismaterialerne, som det brasilianske fansite har fremlagt:
DEN RIGTIGE AVRIL LAVIGNE KOMMER TIL VERDEN
I 1998 vandt den rigtige Avril Ramona Lavigne en sangkonkurrence. Derfor droppede hun sine venner, som man kan se på billedet her, og kastede sig ud på en musikalsk rejse mod berømmelsens tinder. Men tragedien starter faktisk ikke her. Det gør den først i 2001, da den 17-årige Avril Ramona Lavigne underskriver en millionkontrakt med musikmogulen LA Reid.
Her fra går det kun fremad for Avril Ramona Lavigne. Debutalbummet Let Go var det næstmest sælgende album i verden. Aktier i accessory-giganten Claire’s Accessories steg med raketfart. Videoen til ”Complicated” fik teenagere over hele verden til at praktisere “crashing the mall”.
For den udenforstående kørte alt på skinner. Men hvis det var muligt for os at astralprojicere ind i Avril Ramona Lavignes sind under den eksplosive del af hendes karriere, så ville vi erfare, at – som alle fra Johnny Depp til Lauren Conrad fra The Hills sidenhen har bekræftet – det er nedtur at være berømt. Det er en utrolig byrde, der koster dyrt på den personlige konto. Der gik ikke lang tid, før Avril gik i Britney “at være berømt er bare et arbejde” Spears’ fodspor og ansatte en look-alike, som skulle distrahere de paparazzifotografer, der konstant var i hælene på hende.
Avril Ramona Lavignes dobbeltgænger hedder efter sigende Melissa Vandella, og de to udviklede hurtigt et nært venskab. Er det bare et tilfælde, at Melissas navn er skrevet på Avrils hånd med tusch under en fotosession?
AVRIL LAVIGNES MØRKE DAGE
Let Go er et svært album at følge op på. Men spids lige ører engang: kort tid efter Avril Ramona Lavigne begynder at skrive sange til opfølgeren, dør hendes bedstefar. I tiden derefter bliver presset for at lave en ny succesplade, berømmelsens pris og tabet af bedstefaren for meget for Avril Lavigne, der falder ned i en dyb depression. Kort tid herefter finder man hendes lig i hjemmet, og familien, pladeselskabet og alle andre, der kender til dødsfaldet, aftaler ikke at offentliggøre det.
Avril Ramona Lavignes dobbeltgænger tager nu Avrils plads. Men meget belejligt for konspirationsteorien så skjuler dobbeltgængeren små ledetråde og spor i teksterne til sangene, i CD-indlægget og promomaterialet til pladen – helt konkret i sangene “My Happy Ending” og “Nobody’s Home”. I 2004 kommer Under My Skin på gaden. Og det er her fans – især dem der bor i Brasilien – begynder at spotte ugler i mosen. Prøv bare at se de her screenshots, der viser henholdsvis den rigtige Avril Ramona Lavigne og dobbeltgængeren.
Rimelig overbevisende, ikke? Når man lige husker på, at bumser bliver siddende permanent resten af livet, så er ovenstående et tydeligt, utvetydigt bevis på, at den rigtige Avril Lavigne er blevet erstattet af en dobbeltgænger.
Men sagen ender ikke her. Hvis du stadigvæk ikke er helt overbevist, så tjek det her: i 2014 blev den ”falske” Avril Lavigne spurgt i et tv-interview, om hun i virkeligheden var en klon. Og surprise, surprise: hun blev totalt forfjamsket. Videoen er desværre blevet fjernet, men Gawker har siden delt en udskrift af det brasilianske interview, som man kan læse her (“when she’s called a clone, she stays quiet. Then there’s a pause and the interviewers change the subject”).
Det her er bevis nok til mig. Jeg tror godt, vi alle kan blive enige om, at “Boyfriend,” “Hello Kitty” og “Here’s to Never Growing Up” ikke er sange, der er skrevet af den Avril Lavigne, vi kender og elsker. Fyren bag den brasilianske konspirationsteori har selvfølgelig i mellemtiden udtalt, at ”Avril Lavigne ikke er død” og ”hun blev ikke erstattet af en dobbeltgænger”, og at teorien var et forsøg på at demonstrere, hvor let det er at manipulere med folk på internettet, men hey, vi har alle ret til vores drømme, ikke? Hvorfor skulle han også lige gøre det hele så complicaaaa-ted?