Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Canada
På en måde er ungdom det samme som at sige farvel til en fremmed med en krammer: det bliver kun mere akavet, jo længere du holder fast. Derfor bør du bare give din storhedstid en highfive og komme videre i livet, før det bliver mærkeligt. Tilbage i tidernes morgen hørte alle os, der er opvokset i 90’erne, en masse Marilyn Manson. Sange som “The Dope Show” og “The Beautiful People” ramte provo-nerven i vores teenagehjerner. Manson skabte det perfekte soundtrack til vores barnlige foragt for etablissementet. Den blege dæmon dukkede op på tv og skræmte vores forældre fra vid og sans med sin dildo-satanisme. De konservative kræfter hadede ham, mens vi i vores limsnifferrus elskede den rebelske ånd, Manson legemliggjorde.
Videos by VICE
Men er vi simpelthen blevet for nederen til 90’er-djævelen og hans oprør? Eller er Mansons rockstjerne-gimmick bedaget og problematisk i dag? Beskyldningerne om chikane og racistiske kommentarer kan i hvert fald godt pege på sidstnævnte. Manden, hvis borgerlige navn er Brian Hugh Warner, kunne engang forbløffe os med sine filosofiske guldkorn, som da han på The Phil Donahue Show i 1995 forklarede, hvorfor det er vigtigt for unge mennesker at moshe. Men i stedet for at blive glad i låget af at smadre rundt i et moshpit, som da jeg var 15, er det i dag langt mere ophidsende for mig, når Netto har tilbud på leverpostej, eller når jeg har mulighed for at opføre mig som et nogenlunde ansvarligt, velfungerende menneske. Brians chokerende udmelding til VMA i 1997, hvor han italesatte ”kristendommens iboende fascisme” var ret dyb, men det er en spand popcorn i biffen også i dag.
For at vurdere om min generation overhovedet kan håndtere Manson længere, har jeg sat en liste sammen bestående af hans bedste tekster. Gennem en yderst sofistikeret og videnskabelig analysemodel har jeg sammenlignet vores reaktioner dengang, med den måde vi reagerer i dag, hvor vi er røvgamle. Manson har i et interview med High Times 1994 sagt, at han har røget menneskeknogler. Så hvor tæt er vi i grunden på at være det støv, der bliver røget i chokrock-gudens pibe? Tjek listen herunder, og find ud af, om du er blevet for gammel til Manson.
“The Dope Show”
“There’s a lot of pretty, pretty ones
That want to get you high
But all the pretty, pretty ones
Will leave you low and blow your mind
We’re all stars now in the dope show”
I 1998 nægtede flere store pladeforretninger at sælge Mansons album Mechanical Animals, fordi coveret forestillede kunstneren iført en stram, androgyn latexdragt med falske bryster. Hvor provokerende! Ironien ved hele miseren kombineret med teksten til ”The Dope Show” fungerede perfekt som en metakommentar. Det er en sang, der handler om, hvor falske celebrities er, og hvordan popkulturen først bygger dem op for så senere at rive tæppet væk under dem. For de af os, der var outsidere i folkeskolen, blev ”the pretty ones who want to get you high” et billede på alle de populære røvhuller i klassen.
I dag finder man de største stjerner fra ”dope showet” på sociale medier. På den måde er teksten til sangen fortsat relevant. Der intet, der kan “leave you low and blow your mind”, som når de populære folk fra din gamle klasse poster kattememes på Facebook i dag.
Hvor gammel føler jeg mig efter endt lytning: I min tid tog vi skænderier over statusopdateringer på MSN Messenger. 45 år gammel.
“The Beautiful People”
Det er ren Shakespeare:
“The worms will live in every host
It’s hard to pick which one they eat the most
The horrible people, the horrible people
It’s as anatomic as the size of your steeple
Capitalism has made it this way
Old-fashioned fascism will take it away”
Skønhed er blevet, sådan dér, en vare, der bare handler om at nedgøre andre for at opretholde et kapitalistisk hierarki. Eller sådan noget. Sådan nogle ting spekulerede jeg meget over, da jeg var 14. I al hemmelighed holdt jeg håbet om spontant at udvikle et Brad Pitt-look i gymnasiet i live, så jeg selv kunne nå op i toppen af fødekæden. Det venter jeg sådan set stadig på.
Nu er jeg i det mindste blevet voksen nok til at anerkende “anatomic as the size of my steeple,” mine egne små behov og min trang til at domme folk. For eksempel så overskygges mit had til kapitalisme og skønhedsnormer af mit behov for likes på et billede af mit fjæs ved siden af kop kaffe fra Starbucks. “Old-fashioned fascism” via tech-innovation passer ret godt til Mansons tema her.
Hvor gammel føler jeg mig efter endt lytning: Jeg har slettet Instagram. 56 år gammel.
“This is the New Shit”
“Babble babble bitch bitch
Rebel rebel party party
Sex sex sex and don’t forget the violence
Blah blah blah got your lovey-dovey sad-and-lonely
Stick your STUPID SLOGAN in:
Everybody sing along.”
Sådan her havde jeg det med den her sang, da jeg var ung og dum: “Jeg er meget vred, og jeg har tænkt mig at kaste mig ud i samtlige af bemeldte aktiviteter.” Ser du, jeg magtede ikke at analysere noget som helst, der gik ud over min vrede teenagesfære. Dengang var der ikke noget med at være woke. Den eneste kilde til information, jeg havde, var min egen dumme, pubertetshjerne. Når jeg virkelig foldede mig ud, sad jeg og synkroniserede Tool-plader med afsnit af Hey Arnold!
Det viser sig, at “This is the New Shit” formodentlig er en ironisk kommentar på musicals og deres popularitet. Manson håner dem, når han synger: ”Everybody sing along”. “Rebel rebel party party/ Sex sex sex” kunne lige så godt være titlen på et Lil Uzi Vert-album. Det ville heller ikke komme som en overraskelse, eftersom Vert er kæmpefan af Manson og faktisk er gået så langt som til at bruge 1,3 millioner kroner på en halskæde, der forestiller rockikonets ansigt. Uanset hvad, så er Mansons tanke anvendelig i alle genrer, ikke bare hiphop. Historien gentager sig selv, og musikerne vil altid være der til at gøre nar af vores klamme vaner.
Hvor gammel føler jeg mig efter endt lytning: Det er alt for mange penge for en halskæde. 72.
“The Nobodies”
“Some children died the other day
We fed machines and then we prayed”
Jeg var 11, da den her sang kom ud tilbage i 2000. Det var året efter Columbine-massakren. Manson skrev teksten og gav også udtryk for sin holdning i dokumentaren Bowling for Columbine. Han forklarede, hvor absurd det var at give musik skyld for tragedien. Han appellerede til, at samfundet i stedet fokuserede på ofrene og lyttede til unge mennesker i stedet for at finde lette undskyldninger. Hans ord gav god mening dengang.
Og Manson har desværre stadigvæk ret. // Some children died the other day / We fed machines and then we prayed //. Det giver især mening i lyset af det seneste masseskyderi i Florida, hvor retorikken efterfølgende har gentaget et mønster, vi har set siden Columbine. Overskrifterne er fortsat de samme – politikerne og medierne bebrejder stadigvæk popkulturen og tilbyder deres velmenende tanker og bønner – den eneste forskel er, at vi er mere udmattede og vrede i dag. Kunstnere som Manson siger sandheden, og sandheden har ingen forældelsesfrist.
Hvor gammel føler jeg mig efter endt lytning: Jeg føler mig udmattet…
“mOBSCENE”
“Bang we want it
Bang we want it
Bang bang bang bang bang”
Sådan her oplevede jeg det inde i mit hoved, da jeg var ung og lyttede til “mOBSCENE”, som jeg hentede over Napster (jeg var meget kontrær): ”Sex er nice. Det kommer jeg sikkert til at bruge meget tid på.” Men det er slet ikke, hvad den her sang handler om.
Den her sang en kommentar på det faktum, at kvinder behandles som objekter. De skal ses og ikke høres. Med “Be obscene, baby, and not heard” i omkvædet troller Manson alle chauvinisterne i verdenen. Han har trods alt brugt hele sin karriere på at håne skønheds- og kønsnormer og på at gøre sex til en farvestrålende cirkusforestilling. Musikken holder stadigvæk.
Hvor gammel føler jeg mig efter endt lytning: Alt for gammel. Min krop er dybest set forstenet.
