Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA.

“Det normale er ikke ligefrem vores stil,” siger Juno MacGuff i en voiceover i slutningen af Juno. Efter 90 minutters excentriske spidsfindigheder for at virke så sær som muligt, hænger citatet i luften, som lyden af en boremaskine, der banker løs på en skrue, der allerede er dybt gravet ind i væggen.

Det er 10 år siden, at Juno gik fra indiefilm til at trække fulde huse i biografer over hele verden. Det var samtidig, at film som Knocked Up og Waitress også tog abort op som deres tema, og det er trods alt også et eviggyldigt emne, som af en eller anden grund virkede endnu mere eviggyldigt i 2007. Hvis man skulle anklage Juno for noget, dengang den kom frem, så var det dens behandling af teenage-graviditet. Det var faktisk lige meget, om man var for eller imod abort: Den ene fløj sagde, at filmen var “et langt hårdere slag mod kampen for abortrettigheder end noget anti-abort-fløjen nogensinde selv kunne finde på,” og den anden fløj sagde, at “det var en film, der nok skulle glæde feministerne,” fordi den gjorde “det faderløse samfund acceptabelt.”

Junos moralske og politiske kompas blev et varmt emne i debatten efterfølgende, og dermed tjente filmen et vigtigt formål, men det var samtidig med til at fjerne fokus fra selve filmens klodsede DNA. Lige gyldigt om du bedst kan relatere til Junos stedmor, som ser graviditeten som “en dyrebar velsignelse fra Jesus i en helvedes situation,” eller til den kyniske butiksansatte, som sælger Juno en graviditetstest og siger, det er “en krusedulle som du ikke kan viske ud igen, homie,” så må du indrømme, at dialogen er ret frygtelig.

Det værste ved Juno er, at den prøver for hårdt på at være charmerende rodet. Det er en stener-film, som har taget sin hippie-poncho på til sit mondæne marketingsjob – den er lidt ligesom det der meme, hvor Steve Buscemi i en “Music Band”-tshirt siger “How do you do, fellow kids?”
Det er en film med en intro, der virker hjertevarm og hjemmelavet, men som i virkeligheden har taget otte måneder og krævet, at de kørte fotografier i høj kvalitet gennem en “dårlig kopimaskine til de næsten så håndtegnede ud,” ifølge instruktøren Jason Retiman. Juno er hovedpersonens ikoniske hamburgerformede telefon: Iøjnefaldende og sød, men som Juno selv siger, da hun taler i den: “Den er virkelig besværlig at bruge.”

Reitman og forfatteren Diablo Cody (som vandt en Oscar for bedste manuskript) gjorde alt, hvad de kunne for at få Ellen Pages karakter, og den verden hun lever i, til at være helt vildt ungdommelig og skæv. Det er aller mest tydeligt i dialogen, som er Myspace-tidens retorik (“Honest to blog,” “Douche packer”), forstadsudgaver af hiphopslang (“Forshizz up the spout,” “Tore up from the floor up,” “You’s a dick”), og kiksede udtryk fra gamle dage (“Go fly a kite,” “Damn skippy”) rodet sammen i den mest irriterende omgang lingvistisk sødsuppe.

Så er der alle de krumspring, Reitman og Cody gør for at vise, hvor hipster og unik Juno er: Hun render konstant rundt med en bedstefar-pibe, som hun ikke ryger på, hun bygger et alter på græsplænen for at fortælle Paulie Bleeker (Michael Cera), at hun er gravid, og hun forklarer Jason Batemans karakter, som er betragteligt ældre end hende, at han ikke forstår punk, fordi han ikke “var der” i 1977. Da Juno går glip af sin første ultralydsscanning, kunne hun ikke have lave noget mere teenageagtigt end at tage i biografen og sidde og brokke sig over filmen, for selvfølgelig er hun alt for cool til at nyde det, vi andre kan lide. Hvis nu du havde klaret dig gennem den første halvdel af filmen uden at lægge mærke til Junos uforklarlige spidsfindigheder, så kommer Bleekers mor i al sin “morgenmad til aftensmad”-normalitet og siger til sin søn, at hun ikke kan lide Juno: “Hun er så anderledes.“

Reitman fik ideen til at give DIY-singer/songwriteren Kimya Dawsons musik en fremtrædende plads i filmen ved at spørge Ellen Page, hvilken musik hun troede, at Juno kunne lide. Som den erfarne filmanmelder Jim DeRogatis så elegant skrev: “Her har vi en 29-årig manuskriptforfatter (Cody) og en 30-årig instruktør (Reitman), der brainstormer med en næsten 21-årig skuespiller (Page), og de kommer frem til at nogle bevidst primitive og infantile sange, indspillet af en 35-årig musiker (Dawson) er indbegrebet af den musik nutidens unge lytter til. Den slags omstændigheder passer ikke godt overens med den ærlighed og humor, som filmskaberne ellers har slået sig op på, og som mange anmeldere har rost.”

Filmens marketing fortsatte i samme rille. Efter Little Miss Sunshine året før var blevet en hidtil uset succes til trods for sit lave budget, tilhørte Juno en ny gruppe af film, som kunne gøre sig til Oscaruddelingen til trods for, at de var “designet til at blive populære blandt dedikerede filmnørder, og derefter sprede sig ved hjælp af mund-til-mund-metoden.” Derfor sendte Fox Searchlight hamburgertelefoner til anmelderne, som en del af reklamen for filmen. Alt gik som det skulle, og Juno blev den første af selskabets film, som indtjente over 100 millioner dollars (630 millioner kroner), og den fik den Oscarnominering, som PR-afdelingen havde hungret sådan efter.

Det er klart, at der er noget i Juno, som virkelig gav genlyd hos publikum. I sin essens er Juno en sød historie om familie og venner, der står sammen omkring en gammelklog hovedperson, og den har sikkert sat gang i nogle vigtige samtaler om prævention. Der var også nogle suveræne skuespilspræstationer i filmen, især fra J.K. Simmons og Allison Janney, som Junos støttende far og stedmor. Det siges, at man ikke kan polere en lort, men et forkert manuskript eller dårlig art direction kan til gengæld sagtens ødelægge et godt plot og cast.

Havde det ikke været for det karakteristiske soundtrack, de skrupskøre citater og hipster-særhederne kan det tænkes, at Juno slet ikke havde fået den helt store opmærksomhed. Ti år senere står filmen i hvert fald tilbage og ligner mere en kult-favorit end en rigtig storfilm.