Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Der er en del af mig – en stor del – som er rædselsslagen over at skrive det her. Jeg er usikker på, om I nogensinde kommer til at læse det, og hvis I gør, ved jeg ikke, om I bare synes, det lyder, som om jeg brokker mig og peger fingre. Endnu en kaskade af undskyldninger. Jeg ved, at jeg har givet jer rigeligt med grunde til at forvente den slags.

Men I må tro på mig. Jeg prøver ikke at opfinde flere undskyldninger eller løgne. Jeg forsøger ikke at manipulere med jer, selvom det gør mindre ondt, hvis man bare tænker, at det er manipulation. Jeg prøver helt oprigtigt at fortælle jer noget vigtigt. Vær søde at høre efter.

Jeg vil have, I skal vide, at på de morgener, hvor jeg vågnede med en følelse af, at min mave var fyldt med brændende gift – for når først man er afhængig, er det afvænningen, der føles som gift, ikke stofferne – så havde jeg ikke glemt det lille barn med det store potentiale, som jeg var engang. Hun har altid været der, også når hun var fanget i en rystende og syg persons krop. Jeg havde stadig mine drømme. Jeg ville stadig opnå noget med livet og gøre jer stolte. Jeg skulle bare stoppe med at føle mig syg først.

Ved I hvad, mig og mine venner mest talte om, når vi trippede? Hvad vi skulle, når vi ikke var på stoffer længere. Vi kunne slet ikke vente. Det føltes så tæt på – som om det var i morgen, at vi ville skrive den bestseller, vinde priser for at lave kostumer til Hollywoodfilm eller åbne et center for utilpassede unge. De drømme betød lige så meget, som da vi var børn, dengang I troede på os. Vi havde ingen anelse om, hvordan afvænning ville være.

Når jeg var allergrimmest – munden krænget op, hovedet lænet bagover, øjenlåg, der ligger dovent hen over øjne, der vælter rundt i hovedet – ville jeg mest af alt bare gerne have et kram. I stedet gik I fra mig. Det forstår jeg godt. Det var et afskyeligt syn, og det ved jeg godt. Måske ville det have hjulpet, hvis jeg kunne fortælle jer, at jeg gemte mig for noget. Når jeg var i det mørke, bløde sted inde bag det grimme ansigt, følte jeg ro og sikkerhed. Jeg var urørlig.

Susana Ferriera skriver i sin analyse af den relative succes, som Portugal har oplevet i forhold til opiat-relaterede dødsfald, at fremskridtet i landet kan tilskrives en række faktorer, og en af dem er, at samfundet anerkender, at ”en enkeltpersons usunde brug af stoffer ofte skyldes et flosset forhold til familie, venner eller verden omkring dem.”

I stort set alle de bøger og pamfletter, vi fik udleveret i afvænningen eller hos psykologer, læste vi om, at vi skulle reparere de forhold til venner og familie, som var gået i stykker. Men alt for ofte ligger byrden på den person, som er ved at komme sig. Denne ubalance i forholdet til andre, når et misbrug lægges på hylden, maskeres bag ord som ”accept”, ”selverkendelse” og ”skyld”.

Men I er også nødt til at forsøge jer med lidt selverkendelse. I skal acceptere, at I til dels er skyld i, at mit liv er endt som det er. I Al-Anon, som er narko-udgaven af Anonyme Alkoholikere, lærer de os følgende: ”Jeg er ikke skyld i min afhængighed, jeg kan ikke styre min afhængighed, og jeg kan ikke kurere min afhængighed.”

Det er sandt, at I ikke kan styre min afhængighed. Da først jeg blev afhængig, skulle der en del mere end min familie til at få det under kontrol. Men det er uansvarligt, hvis I ikke føler, at I bærer bare en lille smule af ansvaret. Da jeg som 14-årig ville tale om at være deprimeret, og I bare samlede en bog op for at ignorere mig i stedet for at snakke med mig, så var I med til at skabe min afhængighed.

Da I flippede ud over de blå mærker, min kæreste havde givet mig, da jeg var 17, og truede os begge, i stedet for at sige at I elskede mig og at jeg fortjente bedre, så var I med til at skabe min afhængighed. Da jeg sagde, at jeg næsten var blevet voldtaget, og I svarede, at det var noget, jeg fandt på, så var I med til at skabe min afhængighed.

Da jeg faldt i igen, og I skældte mig ud for det, så var I med til at skabe min afhængighed. Da I sagde, at jeg ikke måtte sove bare én enkelt nat hos jer, fordi jeg var utryg i mit eget hjem, så var I med til at skabe min afhængighed.

Det begynder at lyde som en anklage. Det ved jeg godt, at folk ikke bryder sig om, for det er svært at høre på. I et interview med Time taler afhængighedseksperten Gabor Mate om, hvordan forældre kan være med til at forårsage deres barns afhængighed helt ubevidst: ”Forældre behøver ikke være perfekte. I vores samfund er det ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt forældrene gør deres bedste eller elsker deres børn – problemet er, at forældrene er isolerede og stressede, eller for bekymrede over deres økonomi til at være til stede. Min pointe er, at manglen på følelsesmæssig støtte ligger til grund for alle former for afhængighed.”

Jeg plejede at være usigeligt vred på jer over alle de ting, I havde gjort for at smadre mit liv. I lang tid hadede jeg jer. Nogle gange, når det går rigtig dårligt mellem os, gør jeg det stadig. Men jeg kan se mennesket bag nu. Jeg forventer ikke længere, at I er en slags superhelte, der er helt perfekte. Det her handler ikke om skyld. Jeg forstår nu, at I gjorde jeres bedste dengang. Jeg vil bare gerne have, at I ved, at jeg også gjorde mit bedste.

Hvis jeg vil være i stand til at lægge min afhængighed på hylden, er jeg nødt til at gøre det samme med gammel nag og tage min behandling i egne hænder. Men I er også nødt til at forstå, at I ikke er med til at holde mig i afhængigheden ved at elske mig. For jeg har brug for, at I elsker mig. Jeg har brug for, at I for evigt og uden betingelser giver mig en chance til. Men det kræver, at I kigger direkte på mine grimmeste sider og stadig vælger at blive. Det kræver, at I lytter, når jeg siger: ”Det her er for meget, hjælp mig.” Det betyder ikke, at I skal give mig penge eller bukke under for andre krav, der tydeligvis kommer fra den side af mig, der kun tænker på stoffer, men det betyder til gengæld, at I dropper ideen om, at det hjælper mig, når I skruer bissen på. For hvis I er hårde ved mig, oplever jeg bare flere traumer, og det gør det kun sværere at komme mig over afhængigheden.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får modet til at sige direkte, hvad jeg har brug for. Indtil videre er det her så langt, jeg tør gå. Indtil videre har jeg skrevet det her, og så må vi se, hvad der sker.