Denne artikel er oprindeligt bragt i VICE Magazine – The Music Issue 2017
Nanna.B har ikke internet i sin lejlighed. I den her tid i verdenshistorien får sådan en information selvfølgelig en til at tænke over, hvordan en 33-årig dansk kvinde kan træffe sådan et valg. Har hun behov for at isolere sig fra omverdenen? Er hun direkte imod internettet af principielle årsager? Ingen af delene, viser det sig.
Videos by VICE
”Egentlig er det dejligt at have internet i sit hjem, men for mig betyder det også, at så kan jeg se Netflix og alle mulige andre ting, og jeg prøver at læse bøger og at lave sange færdige. Så jeg har fundet ud af, at det er meget godt for mig, at hvis der er noget, jeg gerne vil se, må jeg gå et sted hen og se eller bootlegge det. Jeg kan godt lide den ro, det giver, ikke at have internet derhjemme. I starten var det et økonomisk spørgsmål, men nu synes jeg faktisk, det er meget fint.”
For at lave interviewet er Nanna gået 10 minutter fra sin lejlighed til en café et andet sted i Los Angeles’ Korea Town, hvor hun kan bruge deres gratis internet. Der når lige at komme et grynet glimt af hende med et par store hørebøffer på og det lyse hår sat op bagved i Princess Leia-agtige knolde frem på min computer, før hun forlader cafeens larm og går ud i den californiske sol. Samtidig går hun også ud i elendig wifi-modtagelse, så resten af Facetime-interviewet må foregå uden visuel kontakt.
Ud over internetudfordringen har den stakkels, fattige musiker lidt bøvl med sin iPhone, som hun købte brugt og nu ikke kan få repareret. Men hun er ikke hvilken som helst fattig musiker. Hun er derimod en ekstremt talentfuld fattig musiker, der befinder sig i et usædvanligt blomstrende musikmiljø i Los Angeles. Tidligere på året udgav hun ep’en Golden, hvis titelnummer er produceret af Anderson .Paak og som også bød på en feature fra det gamle Odd Future-medlem Hodgy.
Ingen ender i sådan en situation uden først at have været nogle mellemregninger igennem. Heller ikke en chill og übermusikalsk ung, dansk kvinde – og Nanna har masser af mellemregninger at fortælle om. Før hun endte her, var Nanna.B, med det borgerlige navn Bjerregaard, på en rejse, der sendte hende i knæ, rejste hende op, tog modet fra hende og inspirerede hende.
Hendes musikalske fascination af beat og funk samt evnen til at være komfortabel på en scene startede på Aarhus Friskole, der havde fokus på især afrikansk og sydamerikansk musik. Efter friskolen tog hun et år på efterskole og så gymnasiet, hvor hun lagde musikken fra sig.
”Jeg gik ned med en depression, den dag jeg blev færdig på gymnasiet. Når jeg tænker tilbage på det, græd jeg mig i søvn hver nat, de første tre måneder jeg gik i gymnasiet. Så lærte jeg at leve med det, men da jeg stoppede tre år efter, kom det hele ud.”
I forhold til, at den ultra-personlige historie bliver fortalt via en skrattende Facetime-forbindelse, og vi kun har talt sammen en gang før, taler Nanna ærligt og uden at tøve. Hun tager sig i det helt taget tid til at overveje sine svar, og når hun går i gang med at tale, sørger hun for at forklare sig ordentligt – også selv om emnet er noget så ømtåleligt som en depression, der naturligt nok blev et afgørende nedslagspunkt i hendes liv.
Nogle år på Odense Kunstakademi hjalp hendes sind i en god retning, men det viste sig at være en ayahuasca-kur i den colombianske jungle på en tur med sin daværende kæreste, der sendte hende tilbage til musikken og ud af depressionen.
”Vi tog ind i junglen og fandt et af de oprindelige mennesker derfra. Han tog os på en tur, hvor han i syv dage i junglen forklarede om planterne og dyrene, og det gav mig oplevelsen af, at alting kom fra naturen, og ayahuasca er jo også en naturlig ting, så jeg begyndte at stole på planten og sagde ja, da vi blev tilbudt en kur,” siger hun. ”Umiddelbart efter tænkte jeg ikke, det havde haft den store effekt, men jeg begyndte at være mere frygtløs. Og jeg vidste, at jeg skulle hjem og lave musik. Så da jeg kom tilbage, begyndte jeg at lave min plade.”
Debutalbummet, Vitaphone, udkom i 2012, men fik ikke den store opmærksomhed. I stedet for at lade frustrationen tage over efter en skuffende modtagelse (eller mangel på samme) besluttede den unge dansker sig for at tage til Los Angeles året efter, hvor det lod til, at hun havde bedre mulighed for at finde ligesindede musikalske sjæle. Hun skrev derfor mails til Flying Lotus og Shafiq Husayn, to højt profilerede producere, hun gerne ville arbejde med, og sidstnævnte svarede, at hun bare kunne komme forbi hans studie.
Hun købte en billet, lejede et værelse på Airbnb og tog afsted. Hun endte dog med at sove på gulvet i Shafiq Husayns studie i en uge. Mens de lavede musik, havde de knyttet et kunstnerisk bånd. Nanna begyndte at optræde med producerens band og mødte en masse andre musikere, hun i dag betegner som sin musikfamilie, som hun arbejder sammen med på kryds og tværs. Blandt andet Anderson .Paak, der et par år senere blev et af de mest hypede navne overhovedet på den amerikanske urbanscene.
”Vi skrev begge to kontrakt med Adrian (Miller, manager, red.) i slutningen af 2013, og så satte vi os ned og lavede Golden 2014. Der var han stadig ret broke og arbejdede i et lille lortestudie. Han var i en periode, hvor han arbejdede otte til otte hver dag og havde det sådan: Det skal være nu. Jeg har kendt ham i fire år, han har gjort det i ti. Men så begyndte alting at eksplodere for ham for to år siden, og nu ser jeg ham kun indimellem, fordi han er travl mand, der altid er på tour.”
Anderson producerede førstesinglen ”Golden” fra ep’en af samme navn, der udkom tidligere i år. Pladen har en smooth lyd af jazz og lo-fi hiphopbeats under Nannas luftige vokal og blev også samlet op af forskellige internationale medier, mens der kun var marginal omtale i Danmark. Det er Nanna dog ikke bitter over, forsikrer hun mig om, fordi hun efterhånden er vant til det. Og nu er hendes udgangspunkt blevet LA. Efter at have brugt et par år på at flyve frem og tilbage på turistvisum, har hun snart har boet i byen i et år på et musikervisum. Til februar skal hun søge igen, og selv om det er en svær proces, har hun ikke skænket risikoen for et afslag en tanke endnu.
”Der er nogle ting i livet, jeg er meget sikker på, og én af dem er, at et år i LA ikke er nok.”
Håbet er, at hun begynder at fange amerikanernes opmærksomhed og får regelmæssige spillejob. Nøglen til det kan ligge i en af de to plader, hun allerede har færdiggjort, og som hun i samarbejde med sit management skal afgøre hvornår skal ud. Den ene er et album, med varme produktioner af en række forskellige producere. Den anden, Lapis, er en egenproduceret ep, der har en mere minimalistisk og abstrakt lyd uden at give slip på hendes soulede intonation, med singlen ”Where’s the $$$”, der allerede er udkommet, som et perfekt eksempel.
Indtil spillejobbene begynder at komme ind på stribe, eller en af udgivelserne kommer ud, fortsætter hun med at producere, synge og tage småjobs for venner rundt omkring for at få økonomien til at hænge sammen. Livet i den lille, internetløse lejlighed i Korea Town er altså ikke uden udfordringer – men hun er stålsat på at blive.
Da jeg spørger hende, hvordan hun kan være sikker på, at det død og pine skal være musikken, der er hendes livs absolutte midtpunkt, tøver hun. Eller. Jeg er faktisk ikke sikker på, om pausen skyldes den dårlige internetforbindelse eller almindelig eftertænksomhed. Lidt efter siger hun:
”Det var musikken, der fik mig helt ud af min depression. At lave musik gør mig glad. Det er en af mine livliner og en form for meditation, når jeg laver den, hvor jeg mister fornemmelse for tid og rum. Og hvem vil ikke gerne leve af at lave den form for magi?”
