Det er ikke kun Europa, der de seneste år har oplevet en stigning i antallet af flygtninge. Og mange af dem, der flygter, oplever, at sikkerhed og stabilitet ikke nødvendigvis er garanteret, bare fordi de har forladt deres konflikthærgede hjemstavn. Det forsøger et firma fra New York at lave om på. Eat Offbeat er et cateringfirma, der tilbyder tiltrængt beskæftigelse til flygtninge. Og flygtningene laver ikke bare mad eller leverer den til byens sultne masser. De er også med til at forme firmaets eklektiske menu, der både byder på nepalesisk momo og irakisk kibbeh.

Vi talte med journalist Sebastien Malo og filmproducent Liz Mermin, der fornyligt besøgte Eat Offbeat for at berette om firmaet og dets ansatte på vegne af Thomson Reuters Foundation.

MUNCHIES: Hej Liz og Sebastien. Hvordan fik i nys om Eat Offbeat? Liz Mermin: Fra vores vedholdende og snarrådige New York-reporter, Sebastien.

Sebastien Malo: Jeg var på udkig efter steder, hvor flygtninge i USA blev værdsat for det, de har bragt med sig fra deres hjemland, istedet for at de bliver anset for at være en byrde. Da en ven fortalte mig om Eat Offbeat, var jeg med det samme interesseret i konceptet – folk fra hele verden, der finder sammen om madlavning? Jeg var vild med det.

Hvorfor synes I, at deres historie er så betagende? LM: Det er virkelig vigtigt at fortælle historier, der viser, hvordan virkeligheden ser ud for en majoritet af flygtninge: de står over for voldsomme udfordringer og er nødt til at genopfinde deres tilværelser i et nyt land, på et fremmed sprog, langt væk fra deres familier og uden særligt meget støtte. De fleste af dem vil bare gerne kunne forsørge sig selv og deres familier og leve normale liv. Eat Offbeat tager det, der gør flygtningene anderledes, og gør det til en styrke. Når man bruger tid sammen med kokkene, er det umuligt at føle sig truet af dem. Og i disse tider med fusionskøkkener er det en strålende idé at kombinere irakisk, nepalesisk og etiopisk madlavning.

SM: Der er en tendens til, at man over hele verden undervurderer det, immigranter bringer med sig. Til tider er det en forståelig reaktion, da der altid går noget tabt i oversættelsen. Jeg er selv udlænding og søn af en indvandrer – mine rødder ligger dog ikke så langt herfra; jeg er fransk-canadier, og min mor er fra Peru – men jeg er alligvel meget bevidst om mit ophav. På nogle punkter ser jeg Eat Offbeat som en klassisk amerikansk underdog-fortælling: nødlidende mennesker flygter fra forfølgelse og krig, og i mod alle odds klarer de sig ved at udnytte den viden og de evner, de har med sig i baggagen.

Havde grundlæggerne af Eat Offbeat oplevet nogen former for fjendtlighed, siden de startede firmaet? SM: Jeg tror, at Eat Offbeat primært har modtaget ros og hyldest fra omverdenen. Men som jeg har forstået det, så har firmaet uheldigvis også modtaget en håndfuld ubehagelige emails.

Stødte I på nogle forhindringer, mens I lavede historien? Var flygtningene tilbageholdende? LM: Nogle af dem var, og de ville ikke give os detaljer om hvorfor og hvordan, de havde forladt deres hjemlande, eller de familiemedlemmer der var blevet tilbage. Det er altid en af udfordringerne, når man fortæller historier om flygtninge. Man vil gerne kunne give så mange detaljer, så folk tror på dem og føler empati, men man vil heller ikke forårsage problemer for nogen. Det er derfor, en historie som denne er en fantastisk mulighed for at tale med flygtninge om noget andet end deres lidelser, men forhåbentlig får man fortalt lidt af deres historier alligevel.

SM: Sprogbarrieren var lidt af en udfordring. En af de ansatte, vi talte med, talte kun arabisk og en smule engelsk. Fotografen og jeg selv taler ikke arabisk, så vi var nød til at have en oversætter ind over postproduktionen.

Hvad var det mest rørende, I oplevede, mens I filmede Eat Offbeat? LM: Det rørte mig, at både mænd og kvinder i filmen følte sig hjemme i New York. Det mindede mig om, hvor fantastisk en by det er.

SM: Jeg blev rørt over, hvor stolte de ansatte var af deres arbejde. Og da jeg smagte på maden tænkte jeg bare, ‘gudskelov for at vi fik mulighed for at fortælle denne historie‘.

Socialtbevidste virksomheder som Eat Offbeat skyder op både i New York og i resten af USA. Hvorfor er det vigtigt i disse tider? LM: Det er enormt vigtigt med alle former for beskæftigelse, der giver flygtninge mulighed for at forsørge sig selv, for at blive integreret, og som giver ordinære mennesker mulighed for at lære flygtninge at kende personligt. Særligt i disse tider, hvor xenofobi er for opadgående, og verden oplever en stigning i antallet af mennesker på flugt.

SM: Den slags tilbyder folk et alternativt narrativ i en tid med stigende xenofobi. Det betyder ikke, at den nuværende historiske flygtningekrise ikke giver os en masse udfordringer. Men at diskutere den anden side af et mere alsidigt samfund og de potentielle fordele er også en vigtig del af debatten. En enkelt positiv historie kan ikke ændre debattens generelt hårde tone, men flere af den slags historier kan forhåbentligt være med til at gøre tonen mere positiv.

Hvordan smagte maden? LM: Fortræffeligt.

SM: Det, jeg fortryder mest, er at I endnu ikke har smagt deres blomkåls manchuria.