Denne artikel er oprindeligt udgivet af i-D UK
Hvis man spørger enhver med en internetforbindelse og bare en lille smule smag i 2018, hvem der har lavet de seneste års bedste musikvideoer, så lyder svaret The Blaze. De to franske fætre Guillaume – der kendt for at være producer og dj – og instruktør Jonathan Alric slog for nogle år siden pjalterne sammen, da sidstnævnte skulle lave en musikvideo i forbindelse med et uddannelsesforløb. Da de så resultatet af deres samarbejde, indså duoen, at de havde fat i noget, og der gik heller ikke længe, før resten af verden også fik øjnene op for det.
Videos by VICE
Det hele begyndte med ” Virile”. Tilbage i 2016 delte det parisiske label Bromance Records en utroligt smuk kortfilm på deres YouTube-kanal. På et sonisk bagtæppe bestående af langsom, følelsesladet dancemusik med forvrænget vokal henover, møder seeren to fyre i en lejlighed i et højhus, som ryger en joint, spiller musik og danser. Den er enkel og smuk i sit udtryk. Videoen er meget intim og efterlader seeren med en række spørgsmål: Hvem er gutterne? Er de venner? Brødre? Elskere? Gennem deres omfavnelser og kys på panden og kampsportsagtige dansetrin udforsker The Blaze temaer som maskulinitet og følsomhed, og det hele er gjort på et overraskende stramt budget. To år og næsten fire millioner visninger senere er det tydeligt, at deres succes står skrevet i stjernerne.
The Blaze forstod også at bruge tiden konstruktivt og udgav debut-ep’en Territory et år senere – i april 2017. Ep’en byder på seks ømme tracks, der læner sig op ad UK-bass-traditionen og er centreret omkring en video til titeltracket. Historien i videoen handler om en højtelsket søns hjemkomst til Algeriet, og som helhed er værket en meditation over gensynets glæde og kulturelle forskelle. Der bliver selvfølgelig også danset. Højdepunktet er et rave på en tagterrassen, mens solen gryr, og et øjeblik hvor hovedpersonens boksehooks i videoen er perfekt synkroniseret med trackets synth-hooks. Territory præsterede ikke alene at skrabe 14 millioner visninger sammen, den blev også betegnet som “The best piece of art I’ve seen in 2017 HOT DAMN!” af Moonlight-instruktør Barry Jenkins. Dommerne ved Cannes Lions var enige og gav ep’en en Grand Prix – en pris, der normalt er forbeholdt banebrydende reklamevideoer. Bravo!
Først i begyndelsen af 2018 udgav duoen en ny video, da kunstguderne skænkede os Heaven. Der var mindre aggression i musikken og mere æterisk skønhed. Videoen, der udspiller sig under et stort gammelt træ midt i den idylliske natur, viser venner danse, feste, elske og le i deres helt eget private paradis. Videoen var smuk, og seerne kunne efter endt afspilning bare håbe på, at der ikke skulle gå så lang tid igen, før duoen udgav noget nyt.
Vi havde i hvert fald stadigvæk krydsede fingre, da vi, inden duoens optræden ved årets Primavera, satte os ned for at tale med Guillaume og Jonathan. I løbet af en flaske spansk mousserende – på en blanding af engelsk og fransk – diskuterede vi deres yndlingsmusikvideoer, hvordan man finder det mest fotogene træ, og de nye temaer, de udforsker, i deres nye projekt.
Begynd at forberede dig mentalt og følelsesmæssigt på dit møde The Blaze.
i-D: Lad os starte ved begyndelsen. Havde I en mission eller en plan med jeres samarbejde?
Jonathan: Vi tænkte ikke så langt frem. Guillaume arbejdede på andre projekter, og jeg lavede stadigvæk film. Vi var meget nonchalante om det. Hvis det funkede, så funkede det.
Guillaume: Vi ville bare gerne lave elektronisk musik og videoer med følelser i. Vi ville bruge unge, marginaliserede personer, som samfundet typisk er ligeglade med. Vi har forsøgt at portrættere dem med poesi og følelse.
Jonathan: Ja, poesi er nøgleordet her, både i forhold til musik og videoer.
Læser I meget poesi?
Guillaume: Jeg elsker Pessoa. Jeg ved ikke så meget om ham, men jeg kan godt lide ham ud fra det, jeg kender. Men for os er poesi ikke bare noget i bøger, som er skrevet af digtere. Det er i alt.
Kan vi tale lidt om nogle af jeres yndlingsvideoer?
Jonathan: Romain Gavras’ video til Justices “Stress” i 2013 og Paulo Nutinis Iron Sky instrueret af Daniel Wolfe i 2014. Den handler om en narkoman, som danser, og det er pissefedt. Alle videoerne af Romain Gavras er vildt gode. Er der noget, jeg glemmer?
Guillaume: The Knifes “Pass This On” er rigtig god. Der er rigtig mange gode, men den, der startede det hele for os, var Romain Gavras’ video til Justice.
Hvad med instruktører?
Jonathan: Andrea Arnold som har vundet en pris i Cannes for American Honey. Den var virkelig sej. Så er der Alejandro González Iñárritu, den mexicanske instruktør, som lavede Babel og The Revenant. Hans første film hedder Amores Perros og var super god.
Guillaume: Hvad hedder ham, der lavede Les Valseuses?
Jonathan: Bertrand Blier?
Guillaume: Men kun Les Valseuses! Kun den film. Det er en gammel fransk film.
Kan I forestille jer at lave spillefilm på et tidspunkt?
Jonathan: En dag. Jeg tror, det er et meget logisk næste skridt. Vi bliver ikke trætte af at lave musikvideoer, men vi vil også udforske andre kunstneriske udtryk. Men det tager lang tid at lave en spillefilm.
I fokuserer meget på ungdom, frihed, maskulinitet og kærlighed…
Guillaume: Vi prøver at vise poesi, følelse og følsomhed steder, som folk ikke forventer det.
Jonathan: Men for at være ærlige, så var det ikke hensigten. Men vi er selv unge, vi er mænd, og vi elsker poesi, så det sker ligesom bare. Vi har meget at sige i den forbindelse. Vi kan godt lide at arbejde med kontraster. Fyre skal normalt ikke græde, så vi kan godt lide, at de græder.
Guillaume: Man føler sig fri, når man accepterer, hvem man er. Så kan man græde og vise verden, at man er følsom og skrøbelig. Man kan gøre lige, hvad man vil.
Vi har fået en smagsprøve på et track, der hedder ” She”. Jeg går ud fra, I har tænkt jer at udforske femininitet i videoen?
Jonathan: Ja. Vi vil altid sige noget om ungdom og om poesi, men vi vil også gerne udvikle os, så det ikke handler om mænd hele tiden. Det betyder ikke, at vi kun vil fokusere på kvinder fra nu af, men alle mulige: børn, de ældre, alle mulige slags mennesker. Det bliver interessant, selv om det også er nervepirrende at male med en større palet.
Tilbage til det med friheden. Hvornår har I sidst følt jer helt fri?
Guillaume: Jeg ved ikke, om det er frihed som sådan, men når man optræder på scenen, føler man noget i den retning. Man føler en indre glæde og lykke, og når koncerten er slut, er det ren adrenalin
Jonathan: Men også når vi arbejder på videoer eller musik generelt. Når vi er på samme bølgelængde, så synger og danser og smiler vi.
Guillaume: Det kalder vi for åbenbaringsøjeblikke.
Fedt! Her er et vigtigt spørgsmål: hvordan fandt I det smukke træ i Heaven-videoen?
Guillaume: Vi castede en masse træer.
Gjorde I virkelig det?
Jonathan: Ja, vi fandt det i videoen i Sydafrika. Det var et kæmpestort, smukt træ i Cape Town. Det var ligesom Livets træ – det var vores hovedreference. Vi så på billeder af træer fra Alabama – nogle store, smukke træer, som også optræder i Forest Gump. Det er første gang, vi har castet træer.
Men forhåbentlig ikke sidste gang. Hvordan ser jeres personlige udgaver af ‘heaven’ ud?
Jonathan: Det er lige netop det, vi gerne ville vise i den video. Der er masser af kærlighed, ungdom, frihed, natur, pot og folk, der finder sammen.
Guillaume: Det er heaven for os.
Kan I sige lidt om udviklingen fra ” Territory” til ” Heaven”?
Jonathan: Efter ” Territory” tror jeg, mange folk forventede at se noget lignende igen. Men vi tænker ikke bare i antal visninger, når vi laver noget. Vi lavede det, vi havde lyst til. ” Territory” handler ikke om følelser, den handler om kontemplation og indre ro. Med ” Heaven” ville vi vise en lille bid af vores personlige paradis.
Guillaume: Der er ingen kriminalitet, intet dårligt. Bare kærlighed og børn.
Hvis I aldrig kommer til at lave en spillefilm, hvilken film er så bedst egnet til at have jeres bagkatalog som soundtrack?
Jonathan: A Clockwork Orange.
I har allerede opnået en hel del. I har vundet ved Cannes med ” Territory” blandt andet. Hvad er I mest stolte af?
Jonathan: Jeg ville sige min fætter, men så begynder han bare at græde. Det har vi ikke rigtig tænkt over.
Guillaume: Det er svært at sætte en finger på, fordi vi hele tiden er meget kritiske over for det, vi laver under hele processen. Jeg er måske stolt over den måde, vi beskytter vores ting på? Det hele er gået så hurtigt, men vi har bevaret kontrollen og holdt den kurs, vi oprindeligt udstak.
Jonathan: Det er sandt. Vi har ikke en attitude, vi tager ikke stoffer, vi kan bedst lide at være anonyme. Det er kun kunsten, der betyder noget.
God svaret. Hvem drømmer I om at have med i en video?
Guillaume: Det tænker vi faktisk meget over for tiden, fordi der er mange seje mennesker, som har vist interesse for at være med i en video.
Jonathan: Ja, vi er heldige, fordi der er mange dygtige skuespillere, som opsøger os, fordi de har set ” Territory”. Vi gider ikke lave en video med en berømthed bare for at gøre det. Indtil videre har vi bare fundet personer på gaden, og vi vil også gerne bevare den realisme og ærlighed i vores arbejde.
