stoffer

Vi fik rigtige mexicanske pushere til at anmelde ’Narcos: Mexico’

"Der er en scene i serien, hvor de holder kæmpefest – folk sniffer coke og boller i jacuzzien. Den scene bed jeg mærke i, fordi jeg oplevede noget lignende i sidste uge."

af Jorge Damián Méndez Lozano; oversat af Yeiry Guevara
13 december 2018, 12:18pm

Foto via Carlos Somonte/Netflix

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE en Español

Sæson fire af Netflix’ Narcos foregår i 80’ernes Mexico, hvor man følger det spirende Guadalajara-kartel og hændelserne, der indledte den årtier lange mexicanske narkokrig. Mens Miguel Ángel Félix Gallardo (Diego Luna), bedre kendt som El Padrino (”The Godfather”) og DEA-agenten Kiki Camarena (Michael Peña) legede katten efter musen på skærmen, kom jeg til at tænke på, hvordan rigtige mexicanske narkogangstere reagerer på det filmiske portræt (hvis de overhovedet har en holdning til det).

Jeg var nysgerrig og lagde en føler ud. Jeg bestilte nogle af deres varer, bød dem indenfor, stillede et par bajere på bordet og fik en sludder. Mens vi snakkede om deres illegale aktiviteter, overvejede vi også, om der var specifikke scener eller afsnit i serien, der af nostalgiske eller andre personlige årsager, fremprovokerede reaktioner. Her er, hvad de sagde.

Navnene er ændret for at beskytte kildernes identitet.

Lalo, 35

Jeg voksede op i den tid, hvor Amado Carrillo Fuentes, bedre kendt som El Señor de Los Cielos ("The Lord of the Skies"), var den største narkobaron i Mexico. Jeg var ti år gammel dengang. Min mors familie er fra Mazatlán i Sinaloa, og jeg voksede op med historier om narkosmugling. En af min onkels venner blev kastreret, efter en handel gik helt galt, men det er den eneste voldsomme historie, jeg husker fra den tid. Fra dengang var jeg fascineret af tanken om at smugle narko. I forhold til Narcos: Mexico er jeg ret vild med billederne, historien og Caro Quinteros accent. Det er en accent, der minder mig om havet og bølgerne, rigtig chinola (autentisk sinaloansk, red.). Den minder mig om min bedstemor.

For et par år siden droppede jeg ud af min uddannelse, jeg læste kommunikationsvidenskab, og begyndte at sælge brugte bøger og cd'er i stedet. En af mine veninder var venner med en fyr, der arbejdede som sikkerhedsvagt i et safehouse, og han tilbød mig et kilo cannabis til billige penge, så jeg solgte det til 100 pesos (32,50 kroner, red.) per pose og tjente tre gange så meget, som jeg havde givet. I dag sælger jeg to kilo almindelig cannabis hver 20. dag og omkring 280 gram morada de Tecate (purple kush) fra Baja Californien. Jeg ser ikke mig selv som en narkosmugler – jeg er mere som en dørsælger. Bare ring, så kommer jeg med varerne.

Den colombianske version af Narcos er vild, men ikke lige så vild som den mexicanske udgave. Når man er pusher, har man masser af tid til at se tv. Jeg gad godt have været venner med El Cochiloco. Han er en rigtig stodder i serien. Mine onkler fortalte mig altid, at de festede igennem til karneval i Mazatlán. Cochiloco, mand, han kunne fandeme feste! Jeg var på besøg hos min bedstefar, da min onkel kom og fortalte os, at han var blevet dræbt.

El Gordo, 29

Jeg sælger coke, men jeg prøver at gøre det på en intelligent måde. Jeg er født i Culiacán i Sinaloa. Jeg boede i Los Angeles, til jeg var teenager, men så stak jeg af, da politiet fik fat i en forsendelse methamfetamin, på grund af en fejl jeg havde begået. Inden jeg fik problemer med mine chefer, flyttede jeg ned til den mexicanske grænse. Jeg har solgt stoffer i ti år. Jeg ser Netflix, fordi min kone godt kan lide det, og så fangede serien min interesse.

I Narcos: Mexico er der et afsnit, hvor politiet brænder hele Caro Quinteros cannabismark af. Det kan jeg relatere til. Politiet har også taget røven på mig, det var dog mere direkte for penge. Min kone og jeg var engang ude og køre. Vi blev stoppet af politiet for at køre for stærkt – men alle ved, at den her del af politiet selv er aktive i narkohandlen. De tvang mig ud af bilen, skubbede mig indover bagagerummet og fik min kone gelejdet ind i patruljevognen. De spurgte mig, hvad jeg arbejdede med, og jeg svarede, at jeg arbejdede ”i marken” – i landbruget i Californien – og så undersøgte de mine hænder. Betjenten sagde, ”Du har hverken hård hud eller vabler på hænderne, de er helt bløde. Du er dealer.” Det vidste de allerede, da de stoppede mig. De spillede dumme for at dække over, at nogen havde bedt dem stoppe mig. Folk er altid efter hinanden i den her verden.

Betjenten tog min telefon og begyndte at kigge den igennem, og pludselig ringede den. Han tog den og udgav sig for at være mig, og kunden i den anden ende sagde noget i retning af, ”Jeg skal bruge 300 stykker papir.” Det bekræftede deres mistanke. De ransagede bilen og fandt en lille æske med poser med kokain i, som jeg plejede at sætte fast til motorblokken med en magnet. De kendte godt mit skjulested – de vidste, hvad de ledte efter. Da det gik op for mig, at de var ude på at tage røven på mig, fortalte jeg, at jeg havde 15.000 pesos (4.800 kroner, red.) derhjemme, de kunne få i bestikkelsespenge.

De endevendte hele hytten og fandt yderligere 60.000 pesos (19.500 kroner, red.), som jeg ikke havde planlagt at give dem. De endte med at tage 75.000 pesos (24.300 kroner, red.) i alt. ”Bare behold varerne, så du har noget at sælge,” sagde ham der bestemte. ”Men hvis du bliver ved med at sælge her, skal du betale 15.000 pesos om måneden, ellers snupper vi dig, hver gang vi ser dig.” Senere den uge flyttede jeg ind i en ny lejlighed og malede min bil. De tog røven på mig ligesom de gjorde med Caro Quintero – eller jeg er i hvert fald sikker på, han havde det, ligesom jeg havde det. I dag, hvis politiet er ude i weekenden, sender jeg min kone ud med varerne, eller også gør vi det sammen og tager vores etårige søn med. Børn holder politiet på afstand.

Gisela, 35

Jeg blev ret spændt, da jeg så reklamen for Narcos: Mexico. Jeg sælger svampe, som min kæreste selv dyrker, og medicinsk cannabis, som han har med ned fra San Diego i weekenderne. Jeg sælger kun til mine venner, og det er meget sjældent, jeg forlader huset for at sælge. Jeg så første sæson af serien med Pablo Escobar, men det var en morbid oplevelse. Jeg brød mig ikke om den, men jeg så den alligevel, fordi jeg var interesseret i at finde ud af, hvordan den type organisation opererede i Columbia, og hvordan de slap af sted med at begå terrorangreb. Jeg har læst Narcoland af Anabel Hernández, og jeg tænkte, det ville være fedt at se serien, hvor jeg sikkert kunne identificere mig med en karakter som El Mexicano.

Jeg fik lidt en nostalgisk længsel efter den tid, hvor Arellano Félix-brødrene kørte Baja Californien. Güero Palma-karakteren var sej, og Cochiloco var et dumt svin – det var altid dem, der optrådte i aviserne. Jeg hørte også en ballade om narkobaronerne af Tucanes de Tijuana køre i baggrunden. Diego Luna er en dygtig skuespiller.

Mit første indtryk var, at serien mindede meget om andre narco-sæbeoperaer på Telemundo, men den er helt sikkert bedre. Det er selvfølgelig ikke Sopranos, men jeg kan godt lide den alligevel. Jeg identificerede mig også med en af karaktererne i serien, Isabella, som dog er sejere end mig – hun ser sig selv som en dronning. Hun er født i Mexicali ligesom mig.

Aarón, 28

Jeg flyttede op til grænsen fra Cosalá i Sinaloa, da jeg gik i gymnasiet. Mine onkler dyrkede cannabis. Jeg sælger kokain. På et tidspunkt arbejdede jeg i en 7-Eleven for at holde lav profil, så mine naboer kunne se, jeg havde et almindeligt job. Folk bliver mistænksomme, hvis man har familie og penge, men intet job. Det gjorde jeg i et års tid, indtil jeg blev træt af det. Nu sælger jeg bare coke. Da jeg arbejdede om dagen og solgte coke om natten, led jeg af et voldsomt søvnunderskud.

Der er en scene i Narcos: Mexico, hvor de er på besøg hos en cubaner (Sicilia Falcón, red.), som holder kæmpefest – folk sniffer coke og boller i jacuzzien. Den scene bed jeg mærke i, fordi jeg oplevede noget lignende i sidste uge.


Se også:


Filete, 33

De af os, som bor ved grænsen kender kun alt for godt de mange historier om narkosmuglerne. Enten kender man selv en, som har smuglet narko ind i USA, eller også har man et familiemedlem, som gør det, og selv om man joker med det, så ligger det hele tiden i luften.

Jeg er ikke fan af Narcos-serien, men der var enkelte afsnit af sæsonen i Mexico, som jeg syntes om. Jeg har ikke så meget kritisk at sige, den var meget underholdende. Jeg kendte til historierne fra nyhederne og genkendte karaktererne fra narco-balladerne, som jeg har hørt – eller fordi min familie fra Sinaloa og Jalisco tit taler om dem.

Jeg gik i skole i Calexico (den californiske by, der grænser op til Mexicali i Baja Californien, red.). Jeg krydsede grænsen hver morgen og lavede lektier på Camarena Memorial Library om eftermiddagen. Nu hvor jeg har set Narcos: Mexico, forstår jeg historien om Kiki Camarena. Han blev født i Mexicali, men boede også i Calexico. Jeg sælger kokain og cannabis. Jeg er en klovn sammenlignet med narkobaronerne i serien, men der er visse lighedspunkter – eller jeg ser i hvert fald mig selv i nogle af dem. Jeg sad engang fire måneder i fængsel, fordi jeg blev taget med 50 kasser Rivotril – clonazepam, som er ulovligt – jeg solgte det fra mit bagagerum. Jeg sælger narko, så jeg ikke behøver at tage et eller andet lortejob. Det er det mest inspirerende aspekt ved serien.

Ulises, 29

Jeg sælger kokain, cannabis og LSD. Jeg så engang nogle karakterer ryge fed i en film, og så var jeg senere til en fest og fik lyst til at prøve det og sælge det selv. Det var ret harmløst, men da jeg begyndte at lytte til elektronisk musik, begyndte jeg også at tage hårdere ting. Det førte mig videre til LSD – som jeg så også kom til at sælge i sidste ende.

Jeg synes, serien Narcos: Mexico er interessant, fordi den sætter ansigter på de her historier, vi er vokset op med. Min bror havde en masse CD’er med El TRI (et mexicansk rockband, red). Jeg var vild med en sang, de havde skrevet, som hedder ”Sara”. Jeg har lyttet til den så mange gange, men det er først nu, det går op for mig, at den handler om Caro Quintero. Det var gennem musikken, jeg lærte om Don Neto og Miguel Ángel Félix Gallardo. Jeg ved, at narco-balladen ”El Jefe de Jefes” af Los Tigres del Norte handler om Félix Gallardo.

På et tidspunkt tog jeg selv LSD for 1.000 pesos (320 kroner, red) om ugen. Men jeg var ved at miste forstanden, lidt ligesom Caro Quintero i det der afsnit, hvor han prøver at vænne sig af med at tage kokain. Min hjerne var helt kogt. Jeg begyndte at opleve flashbacks og hallucinere. Selv når jeg ikke var på LSD, så jeg dæmoner og uhyrer.


Mere fra VICE Danmark: