Dagbog med prøver på øjenskygger
u/cowboyprincess12345 via Reddit
Feminisme

Folk går i makeup-afvænning for at gøre op med masseforbrug

På Reddit støtter folk hinanden i at holde op med at købe ny makeup konstant, og en trendforsker mener, bevægelsen vil påvirke fremtidens produkter.
13.12.18

Artiklen er oprindeligt udgivet af i-D UK

Skønhedsindustrien er bygget på masseforbrug. Den trives på Instagrams flatlays (du ved, de her billeder oppefra) af kæmpe makeupsamlinger, mæsker sig i #shelfies af bugnende badeværelseshylder og drives frem af den der uimodståelige følelse af at stikke fingeren ned i en frisk fugtighedscreme. Mere er mere er mere. Men hvad hvis forbrugerne, der køber foundation i spandevis og står i kø for at få det nyeste lipkit, pludselig beslutter sig for at sige stop? Det er faktisk lige præcis det, der er ved at ske på Reddit lige nu.

Annoncering

Her kommer r/MakeupRehab ind i billedet. Forummet på Reddit, der er inspireret af den voksende bevægelse af bevidste forbrugere, som har indflydelse på alt fra vores modesmag til vores indkøbsvaner, når vi køber fødevarer, fungerer som et helle for tidligere storforbrugere af kosmetiske produkter, der gerne vil udvikle mere bæredygtige vaner til gavn for pengepungen såvel som klimaet.

De fleste af dem har tidligere slået deres folder i r/MakeupAddiction og i årevis hyldet makeupmærker og nye produktlanceringer. Skønhedsækvivalenten til at stå i kø og vente på den seneste lancering fra Palace er de her makeupbesatte væsner, som tilmelder sig mailinglister og forudbestiller den nyeste, skarpe øjenskygge og lipgloss, bare så de kan (efter egen indrømmelse) have det på en enkelt gang eller to, inden de ryger i glemmeskuffen. Men i takt med at samtalen om masseforbrug og overflod er begyndt at omfatte kosmetikverden, har mange taget deres vaner op til genovervejelse.

”Når man er fanget i forbrugsspiralen, ser man det ikke rigtigt, eller også ignorerer man det for at købe videre med god samvittighed. Men der er jo ingen, der har brug for mere af det lort,” skriver en bruger på r/MakeupRehab.

For at bryde spiralen sætter Reddit-brugerne grænser for deres eget forbrug eller kører en kold tyrker med shopping og hjælper hinanden med at komme igennem den første, hårde tid. Målet er at lære sig selv at bruge det, man har, i stedet for at købe nyt hele tiden. Rådene, der cirkulerer på forummet, går fra det helt praktiske, som hvordan man hacker skønhedsprodukter og anvender dem til forskellige formål, til de mere psykologiske aspekter, som hvordan man genvinder kontrollen, når man først er havnet i en købsspiral. For eksempel fik forummets brugere for nylig talt en bruger fra at shoppe amok i Sephora.

Annoncering

Men enhver, som har prøvet at lægge en dårlig vane på hylden, ved, at det ofte kræver mere end bare viljestyrke og et par opmuntrende ord med på vejen, og derfor har Reddit-brugerne fundet på kreative, og i nogle tilfælde drastiske, løsninger på problemet. Tag for eksempel brugeren u/Leiasedai. Hun har valgt at blokere skønhedswebsites, hvor hun tidligere har shoppet, for at undgå at blive fristet, mens u/cowboyprincess12345 har lavet prøver med alle sine forskellige øjenskygger i sin dagbog, så hun ved, om hun har en bestemt type i forvejen, når hun står nede i forretningen. Andre brugere har oprettet sindssygt detaljerede oversigter for at holde styr på, hvilken makeup de bruger hvor og hvornår. Først når u/sociallizzy har brugt tilstrækkeligt af et produkt til, at prisen, per gang hun bruger det, falder til tre kroner, er hun tilfreds.

Tingene tager et rimeligt vildt spring med u/deidresms datavisualisering af hele hendes samling af øjenskygge, som afholder hende fra at købe nye øjenskygger, hvis hun allerede har en lignende nuance stående på hylden. ”Jeg tænker meget over, hvad det er, jeg køber,” fortæller hun. ”Jeg fandt ud af, at når jeg brugte tid på makeup, havde jeg mindre tid til at programmere og omvendt, så det her er en måde at kombinere de to på.” Hun siger også, at hendes visualisering hjælper hende med at sætte et look sammen og sparer hende tid om morgen, når hun ikke længere skal stå og rode hele sin samling igennem efter den rette farve.

Det kan godt forekomme ekstremt, men det er en mentalitet, som udspringer af et voksende ubehag ved skønhedsindustriens overforbrug. Selv om Kimberly Clark lagde den første ud på nettet i 2015, så nåede ”Anti-Haul”-YouTube-videoerne helt nye højder sidste år. Formatet undergraver den typiske ”haul-video” ved at skrotte shoppeturen og i stedet fokusere på, hvad vloggeren ikke har købt – fordi det er et lorteprodukt, noget, de har i forvejen, eller bare ikke er pengene værd.

Annoncering

I kølvandet opstod ”Pan Porn”, en ret besynderlig skønhedsfetich fra det her Reddit-feed, hvor brugerne har optur over at bruge så meget af et givent produkt, at bunden (heraf ”pan”) af beholderen kommer til syne. Internettet fik et hjerteanfald, da influencere gjorde oprør og i underholdningens navn begyndte at smadre makeuppaletter og hakke læbestifter i stykker. Og sidste weekend i november, lige efter Black Friday, var der bred støtte til boykotbevægelsen International Buy Nothing Day. Det er derfor officielt: at købe mindre er det nye at købe meget.

”Det øgede globale fokus på bæredygtighed opmuntrer forbrugere til at overveje deres egne købsvaner,” siger Chrissy Hilton-Gee, som er trendmanager ved Trendstop, der forsker i markedstendenser. ”Det har motiveret en bevægelse mod overforbrug, som er blevet mainstream. Vi ser flere eksempler på, at spild har negative konsekvenser for dem, der står bag, fordi medierne har sat fokus på, at vi skal være mere bevidste omkring vores forbrug.” Ved at købe færre kosmetiske produkter afviser forbrugerne ikke kun forbrugerkulturen, de reducerer også belastning af miljøet, som affødes af overforbruget af kosmetiske produkter. Og enhver anden form for overforbrug for den sags skyld.

Chrissy ser også en forbindelse til ASMR-dillen. ”Der er intet mere tilfredsstillende end den fysiske fornemmelse af skrabe fingeren mod bunden af en tom sminkebeholder, og den sanselige nydelse ligger i direkte forlængelse af vores tiltrækning af makeup.” Hav det fedt, og red planeten ved samme lejlighed? Helt sikkert!

Men vil det så betyde, at makeupproducenterne vågner op til dåd og holder op med at overproducere varer til et i forvejen mættet marked? Chrissy mener i hvert fald, at de bør gøre det. ”Ved at fokusere markedsføringsindsatsen på funktion og formål fremfor æstetik, kan producenterne fremstille deres produkter som langtidsholdbare investeringer,” siger hun. ”Det er bæredygtig praksis at tænke langtidsbrug ind i sin produktudvikling, og det gør sig direkte gældende her.”

Mens vi venter på den udvikling, kan det være, at teknologien når at redde os i mellemtiden. Chrissy nævner skønhedsappen Nailbuff, der fungerer lidt som førnævnte oversigt og digitale visualisering i kraft af, at den ikke bare promoverer nye typer neglelak, men samtidigt registrerer lignende produkter for brugeren, som man allerede har købt. ”Det gælder selvfølgelig kun for neglelak, men det baner vejen for lignende, innovative tiltag på andre produktfronter.”