hvordan er du en god ven

Kvinder, der har fået en abort, fortæller, hvordan du er en god ven

"Jeg havde det egentlig fint med beslutningen, og så var det frustrerende, at der skulle komme begravelsesstemning, når jeg bragte det op."
26 november 2018, 8:35am
Sophie og Emilia
Foto: Marie Hald

Når en veninde bliver gravid og vælger at få en abort, er det for de fleste meget naturligt at tale om, hvad der kommer til at ske, hvordan hun har det, og hvilke overvejelser hun har gjort sig. Men hvad så bagefter?

Reaktionerne efter en abort er, ligesom det meste andet her i livet, meget forskellige fra person til person. Nogle får det meget svært, omkring 10 procent får alvorlige psykiske problemer, mens andre har det helt fint. Nogle har det egentlig ok, men oplever, at mødet med det sundhedsvæsen og samfund, der burde støtte dem, gør aborten til en rigtig dårlig oplevelse. En ting ved vi; på trods af at abort har været lovligt i Danmark siden 1973, kan det stadig være hamrende svært at tale om – for hende, der selv står i situationen, men ikke mindst når man står som kæreste, ægtefælle eller ven på sidelinjen og ikke aner, hvordan man skal forholde sig til det, og hvad man må spørge om.

Men hvorfor?

Da vi sidste år stillede Ulla Krogager, rådgivningschef hos Mødrehjælpen i Aarhus, det spørgsmål, var svaret ret enkelt:

"Abort er fortsat et tabu. Det er det," sagde hun. "Det ser vi blandt andet, når kvinder henvender sig og fortæller, at de kan have svært ved at tale åbent om deres oplevelser og overvejelser omkring abort. Det kan blandt andet skyldes, at de ved, de fleste mennesker har en holdning til abort."

Vi har derfor spurgt tre af de omkring 15.000 kvinder, der årligt får en abort i Danmark, hvordan man er en god ven til en, der aktivt vælger at afbryde sin graviditet.

Sophie, 25, journalist, København

Sophie sidder på en stol foran en hvid væg.
Foto: Marie Hald

VICE: Hej Sophie. Hvornår og hvordan fik du en abort?
Sophie Schlichtkrull Dalgaard: Jeg fik en medicinsk abort i januar 2017. Lige så sikker jeg er på, at jeg skal være mor en dag, ligeså sikker var jeg også på, at jeg skulle have en abort. Jeg var ikke kærester med ham, jeg var blevet gravid med, og det føltes bare forkert.

Fortalte du dine venner om aborten?
Både og. Før aborten sagde jeg det til nogle. Efter aborten fortalte jeg det til flere. Jeg prøvede at gøre det naturligt at tale om, men det var svært.

Hvordan reagerede folk?
Folk reagerede overordnet på to måder. Enten var de nysgerrige og spurgte ind, ellers var de undvigende og skiftede emne. Det var tydeligt, at mange blev utilpasse, når jeg sagde det. Faktisk var det især folk, jeg kender godt, der havde svært ved at tale med mig om det, og folk, jeg kender mere perifert, der spurgte ind.

Hvordan havde du det med det?
Det var frustrerende ikke at kunne tale frit om det. Jeg prøvede virkelig at bringe det op, men når folk reagerede undvigende, følte jeg næsten, jeg blev påduttet en eller anden skam, jeg faktisk ikke grundlæggende følte. Jeg var en af dem, der ikke fik det skidt efter aborten. Selvfølgelig ville jeg gerne have været den foruden, men jeg havde det egentlig fint med beslutningen, og så var det frustrerende, at der skulle komme begravelsesstemning, når jeg bragte det op. Jeg er sikker på, alt har været i god mening, sikkert fordi de var bange for at gøre mig ked af det. Men helt ærligt, når jeg havde det fint med det, hvorfor skal andre så gøre samtalen så ubekvem?

Hvordan ville du ønske, de havde reageret?
Jeg har en rigtig god ven, som begyndte at joke med det, da jeg havde fortalt ham, at jeg skulle have en abort og var helt cool med det. Det var på en kærlig måde og helt vildt befriende. Men det kræver selvfølgelig, at man har det godt med beslutningen, ellers kan det være virkelig upassende. Men i min situation var det befriende, fordi det var så anti-berøringsangst.

Men generelt vil jeg sige: Spørg. Det værste, der kan ske, er, at personen ikke vil snakke, men det er jo ikke slemt. Og så lad være med at være fintfølende. Hvis din ven gerne vil tale om aborten, er den ikke farlig at tale om. Man kommer til at virke dømmende, hvis man ikke griber samtalen eller ikke spørger ind.

Er der noget, man virkelig ikke skal sige?
Det handler mere om, hvad man skal sige, end hvad man ikke skal sige. Det handler selvfølgelig primært om at støtte sin veninde gennem en situation, der ikke er drømmescenariet for nogen. Nogle har brug for at tale en masse, nogle har brug for en skulder at græde ud ved, mens andre har brug for et godt grin. Så man skal støtte fremfor at lade sine egne meninger og følelser omkring emnet diktere. Lyt til din veninde, og mærk hendes behov – så kan du ikke gøre noget forkert.

Rosa, 43, billedkunster og radiodokumentarist, København

Rosa foran en sort væg
Privatfoto

VICE: Hej Rosa. Hvad skete der, da du fik en abort?
Rosa Marie Frang: Jeg var i slutningen af 30'erne og fik en kirurgisk abort i 12. uge.

Talte du med dine venner om det?
Jeg var grænseløst meget i tvivl, om jeg skulle have den abort. Jeg havde et barn i forvejen, og det passede bare ikke ind i mit liv. Men det var en ekstremt svær beslutning. Jeg har to rigtig gode venner, som jeg diskuterede det meget med inden.

Hvordan reagerede de, da du fortalte dem om beslutningen?
Jeg gjorde faktisk det, at jeg instruerede dem i, hvad de skulle sige, inden jeg fortalte det. Jeg sagde til dem, jeg havde brug for, at de fortalte mig, at det var den rigtige beslutning, og at jeg ikke var et dårligt menneske. Jeg havde været så voldsomt meget i tvivl, at jeg vidste, jeg ville knække helt sammen, hvis de satte spørgsmålstegn ved beslutningen, og det var der simpelthen ikke tid til, da der jo er den deadline, der hedder 12. uge.

Så jeg havde på en eller anden måde brug for syndsforladelse. Jeg er på ingen måde religiøs og går 100 procent ind for fri abort, men det er den beskrivelse, jeg bedst kan bruge, når jeg skal forklare det.

Hvad med efter aborten – talte du med dine venner om det der?
I dagene efter talte jeg med de to om det. Men ellers ikke. Jeg har ikke oplevet, at et eneste menneske fulgte op og spurgte, hvordan jeg havde det. Der var en eller anden usagt konsensus om, at jeg var videre, når aborten var overstået.

Et års tid efter jeg havde fået aborten, lavede jeg en radiodokumentar om forløbet, og i den forbindelse fik jeg masse opløftende kommentarer fra fremmede, men ellers ikke.

Hvordan havde du det med det?
Jeg syntes, det var underligt. Det synes jeg faktisk stadigvæk. Det føltes, som om der lå et pres på, at jeg skulle komme op på hesten igen, og det pustede til den skam, jeg følte i forvejen. Jeg havde det ekstremt dårligt efterfølgende og endte med at blive sygemeldt fra mit arbejde, så jeg kunne virkelig godt have brugt at tale om det.

Ved dine venner, du havde det sådan?
Nej, det tror jeg ikke, de ved. Jeg bragte heller ikke aborten op selv. Nok af de samme årsager, som at de ikke spurgte ind. Jeg var bange for at blive ked af det, og jeg skammede mig. Jeg følte også, at det var lidt som at smide underlivet på bordet, fordi der er så meget kusse og slim og prævention forbundet med aborter – og de ting er jo i sig selv tabubelagte. Så jeg forstår, hvorfor det er svært at tale om, selv om det ikke burde være sådan.

Hvordan ville du ønske, folk havde reageret?
Jeg ville ønske, at mine venner og familie havde spurgt senere, hvordan jeg havde det. Om det stadig fyldte hos mig, selv om der var gået et år, og om jeg havde brug for at tale om det. Så kan man sige nej, hvis man ikke vil. Men det gav næring til min ensomhedsfølelse og min skyld, at det var noget, vi ikke talte om, fordi det på en eller anden måde fik mig til at føle, at det var forkert, at jeg ikke var kommet videre.

Men samtidig vil jeg gerne understrege, at det ikke er deres skyld. Jeg kunne jo heller ikke selv tale om det. Jeg tænker, at det bunder i, at vi som samfund har nogle forventninger til, hvad en rigtig kvinde er, som strider ret meget imod, at kvinder vælger at få abort.

Hvordan skal man virkelig ikke reagere?
Jeg har oplevet, at en talte nedsættende om kvinder, der har fået mange aborter, og det gjorde mig simpelthen så ked af det, fordi det understregede min følelse af, at der findes rigtige og forkerte grunde til at få det. Og den diskussion hører ingen steder hjemme. Det er altid fucking okay at få en abort. Vi er alle sammen forskellige, og der er ikke noget, der skal retfærdiggøres.

Emilie, 27, arbejder med kommunikation og grafik, København

Emilie foran en lyserød væg
Foto: Marie Hald

VICE: Hej Emilie. Hvornår og hvordan fik du abort?
Emilie Thomsen: Jeg fik en medicinsk abort i foråret 2017. Jeg blev gravid, mens jeg havde spiral, så vi havde virkelig gjort, hvad vi skulle, for at jeg ikke skulle blive gravid.

Det var en uheldig og tragisk situation, men det gjorde beslutningen lidt lettere. Jeg var helt afklaret med, at jeg skulle have en abort, og selv om det selvfølgelig fyldte meget, mens det stod på og i tiden efter, har det ikke fulgt mig siden.

Fortalte du dine venner om det?
Faktisk fandt jeg ud af, at jeg var gravid en fredag, og jeg fik den første pille, der sætter aborten i gang, samme dag. Den fredag aften skulle jeg have været til fest hos min veninde med alle mine venner, men der tog jeg ikke hen. Jeg var rystet. Jeg sagde, at jeg ikke havde det så godt den dag, og så i løbet af weekenden fortalte jeg dem hvorfor.

Hvordan reagerede de?
Jeg var helt OK, og der var ikke noget at være bekymret for. Mine veninder var især forskrækkede over, at jeg var blevet gravid med beskyttelse, og mange af dem fortalte mig, at de ville have gjort det samme. Det var rart, at de var forstående og støttede mig. Der var ingen, der var dømmende eller undrede sig.

Har du råd til, hvordan man bør reagere?
Man skal snakke om det og ikke gemme det væk. For mig var det en okay oplevelse, men det kan være tungt og ubehageligt for andre. Jeg forklarede, hvordan processen var, hvad der skete, og på den måde afdramatisere jeg det. Det, tror jeg, hjalp. På den måde blev det ikke en kæmpestor og skræmmende ting for andre at tale om. Det er rart, at man kan tale, og at vennerne viser bekymring, men også forståelse. Det var min krop, og det var min beslutning. Jeg ville have haft det mærkeligt, hvis nogen havde sagt, at det var forkert.

Hvad er det værste, man kan gøre?
At pointere det negative, der kan ske med aborter – det, der potentielt set er farligt. Og man skal ikke komme med scenarier, der ikke er urealistiske, men alligevel langt ude. Det er ubehageligt.