Jeg spiste mig gennem Københavns mest Instagram-venlige restauranter

Jeg forstår ikke Instagram. Altså ikke fordi jeg ikke kan se det fede ved det. Jeg har bare utroligt svært ved at tage billeder af noget, der er værd at dele med resten af verden. Min Instagram har i flere år været domineret af nogle uskarpe koncertfotos (til mit svage forsvar skal det lige siges, at jeg aldrig brugte blitz) og et par billeder af solop- og nedgange.

Men det skal være slut. Selvom min sans for æstetik er så godt som ikke-eksisterende, har jeg besluttet mig for, at jeg skal begynde at tage billeder af min mad og dele det på Instagram. Men de skal selvfølgelig se godt ud. Og derfor må jeg selvfølgelig spise pænere mad. Jeg besøgte derfor fire af Københavns mest Instagram-venlige restauranter for at lære lidt om at spise pænt. Første sted jeg besøger er Atelier September i Gothersgade. Avocadomaden på Atelier September er den ukronede konge af dansk foodporn. Den er faktisk så populær, at caféen har sin helt egen avocadomadpyramide – en plakat med ordet “avocadomad” – hvor bogstaverne er stablet så de, ja, danner en pyramide.

Det hvidmalede plankegulv er slidt på den der helt rigtige måde, og sammen med det lettere patinerede interiør og bordet af lyst, brunt træ, jeg sætter mig ved, sørger Atelier September for at jeg umiddelbart har rigtig gode og rustikke arbejdsbetingelser. Træborde er et hit på Instagram.

Jeg bestiller en avocadomad og sætter mig til at vente. En kvinde beder sit barn om at sidde stille, inden hun vender ryggen til og tager et billede af en buket blomster og en tebirkes. Jeg føler mig virkeligt på dybt vand. Hvordan hun formår at spotte noget instagrammable poesi, hvor jeg ser en tynd buket blomster og en ganske prosaisk tebirkes er mig ubegribeligt.

Lettere rystet kigger jeg mig over skulderen. To plakater med ordene "Attend More Events" og "Look At Me" pryder væggen. Norah Jones’ stemme vibrerer i min øregang.

Avocadomadden ankommer. Den smager virkelig godt. Jeg finder min telefon frem og famler mig frem til kameraet. Rolig nu, det her bør være piece of cake. Jeg starter ud med at skyde ovenfra, for ved at studere billeder af mad på Instagram (og ved at læse tips fra folk, der har forstand på de her ting) har jeg lært, at fugleperspektiv er den sikre vej til succes.

Derefter skyder jeg min avocadomad skråt fra siden for at indfange lidt stemning fra caféen. Det ser egentlig meget godt ud, men ummidelbar insta-guld er det ikke. Jeg prøver at få lyset til at blive så koldt som muligt, og billedet bliver meget bedre.

Da jeg er i gang med pakke mine ting sammen, løber det mig pludselig koldt ned ad ryggen. Det går op for mig, at de mange stykker moderigtigt genbrugs keramikservice og bloggerplanter (til deres kredit var der dog ingen monstera) selvfølgelig skulle være blevet brugt som rekvisit på den ene eller anden måde. Den fejl har jeg ikke i sinde at begå to gange. Det kan godt være, at eksperterne påstår, at jeg skal keep it simple, men hvis jeg ikke inkluderer lidt af mine omgivelser, kunne jeg jo ligeså godt have siddet derhjemme. Derudover er der ikke noget som en rekvisit, der kan hjælpe kompositionen på vej.

Da jeg har spist min rugbrødsmad (faktisk var der to) med avocado (der var moden på den der måde, man aldrig selv formår at ramme, når man spiser avocado derhjemme), purløg, olivenolie, salt og piment d'espelette, er jeg stadig sulten. Der skal mere til at holde mit korpus i gang.

Jeg tager metroen til Christianshavn og restaurant Organic Boho i Prinsessegade.

Organic Boho er den mest instagrammable restaurant, jeg nogensinde er stødt på. Alt er økologisk. Alt er vegansk. Og folkene bag arrangerer “retreats” til Ibiza. Hvad end det så betyder. Desuden er deres retter ekstremt farvestrålende. Restaurantens instagramprofil er som et kaleidoskopisk syrehav af pangfarver. Jeg bestiller en radiant bowl med açaí.

Jeg sætter mig på en gammel havestol og suger mine omgivelser til mig. Der står “Living the dream” på væggen, der hænger en fjerret dreamcatcher i loftet, og på bordet ved siden af mig står en neonlampe-kaktus.

Min bowl ankommer. En flot lilla grød, belagt med sirligt arrangerede, skiveskårne stykker af jordbær og banan, müsli, ristede kokosflager, peanutbutter, frugter og blomster. Jeg tager mit første billede. Det ligner lort. Der er slet ikke lyst nok, og min mad bliver badet i et mystisk gult skær.

Jeg fanger en kaktus (eller er det en sukkulent?) og stiller ved siden af bowlen. Jeg trækker min telefon tættere på mig og forsøger mig fra en ny vinkel. Jeg fanger det hele lidt skråt fra siden, og får på den måde også inkluderet et fyrfadslys i en flaske.

Det ligner overhovedet ikke billederne fra restaurantens profil. Det lilla bliver nærmest sort. Sådan noget lort. Bowlen smager til gengæld helt udemærket, men fungerer slet ikke på kamera. Jeg bliver oprigtigt trist, da først jeg har smidt min ske i den, og det smukke pynt forsvinder i et hav af mørkelilla frugtsuppe. Jeg skulle nok have valgt en lysgrøn matchabowl eller den måske endnu mere oplagte “rainbow brunch”.

You live and you learn. Eller nej, det behøver man faktisk overhovedet ikke. For det er her Instagrams filter- og redigeringsfunktion pludselig for alvor bliver nyttig.

Jeg fokuserer på "lysstyrke, kontrast, varme, farvemætning og skarphed" og får på en eller anden måde redigeret mig ud af det gullige skær. Pludselig ligner maden på mit billede den mad, jeg har spist.

Men hvordan undgår jeg at falde i samme belysningsfælde næste gang?

Anders Husa er erfaren Instagrambruger og madblogger, der fokuserer mere på Michelin end på avocadomadder, og han har nogle gode råd til, hvordan man skal bære sig ad i situationer som den her.

"Når man skal fotografere mad er det bare sådan, at man hele tiden er tvunget til at tilpasse sig dårlig belysning," fortæller Anders, som er fra Norge men også laver mange reportager fra Danmark. "Du skal ikke bruge blitz. Det er forstyrrende for restaurantens andre gæster. Spiser man sammen med en anden, kan man eventuelt bede sin ledsager om at belyse maden med baggrundslyset fra skærmen på vedkommendes telefon. Spiser man alene, kan man flytte maden til et sted, hvor der er bedre lys. Et godt råd er, at finde et sted med godt naturligt lys og så sætte sig, så lyset falder direkte på tallerknen. At lyset er rigtigt er så vigtigt for mig, at jeg hellere vil spise ved frokosttid end om aftenen, hvis menuen alligevel er den samme."

Næste destination er Acacia på Gammel Kongevej. Med min tidligere lysfiasko i baghovedet sætter jeg mig i marmorbaren i vinduet. Jeg er fast besluttet på ikke at begå samme fejl denne gang. Jeg hopper ind på instagram og tjekker Acacias profil ud. Jeg finder et billede af det mest instagrammable, jeg kan se, og viser det til den ekstremt venlige kvinde bag disken og bestiller det. Jeg får serveret butternut squash-pandekager med en klat ingefæris ovenpå, omgivet af mandel 'crumble' og havtorn. Det er den pæneste servering, jeg har set.

Det her kan ikke gå galt. Her er masser af lys, der er regndråber på ruden og udsigt til pænt parkerede cykler. Bag mig på en hvid metal reol står en monstera. Det er nu, det gælder.

Min kaffeglas er blevet serveret ovenpå en underkop i naturhvid keramik. Jeg skynder mig at stille den tættere på tallerkenen. I det ene hjørne af baren finder jeg en kaktus. Den ryger ud på tallerkenens ellers tomme højre flanke. Alt spiller.

Jeg skyder løs. Ovenfra, fra siden. Da jeg forsøger at tage et nærbillede, sker der dog pludselig noget. Ingefærisen begynder at røre på sig. De dampende varme pandekager får isen til at smelte og den glider ukontrollabelt ud over kanten og ned på blomsterne. Katastrofe. Min fotoseance afbrydes af kræfter, der er større end mig selv. Force majeure.

Også i situationer som denne har Anders Husa et par gode råd:

"Når der skal tages billeder af is, har man altid begrænset tid. Når der samtidig indgår et varmt element på tallerkenen, er tiden endnu mere knap," fortæller han. "Derfor skal man have sit kamera klar og indstillet korrekt på forhånd. Man skal ikke bruge tid på at finde det perfekte billede, men istedet fokusere på overhovedet at få taget et billede, før isen smelter. Hvis uheldet er ude, må man så vurdere, hvor vigtigt billedet er for én. Hvis jeg skulle bruge billedet til en historie på min blog kunne jeg godt finde på at bestille retten én gang til. Ellers kan man jo altid dele sin 'fiasko' som et sjovt indslag."

Jeg skynder mig at gå mine billeder igennem og ånder lettet op, da jeg ser, at jeg gudhjælpemig har formået at ramme det snævre window of opportunity.

Pandekagerne ryger hurtigt ned.

Indtil videre har jeg fokuseret på at tage billeder af mad, der er utroligt pænt, men i virkeligheden er det mest insta-venlige, jeg kan komme i tanke om, en slasket burger. En burger behøver nemlig ikke være æstetisk pæn for at se lækker ud. Så længe der er saftig bøf, letsmeltet ost og lidt grønt, er der ikke så meget at rafle om. Jeg går en tur på Gasoline Grill, der serverer Danmarks vel nok allermest hypede burger.

Jeg bestiller en classic og tilkøber en skive ost for at opnå den helt rigtige visuelle effekt. Der er bare alligevel noget, der ikke spiller. Jeg kan jo ikke tage et billede af den ovenfra? Overbollen er jo for helvede i vejen!

Jeg er nødt til at løfte overbollen, rotere lidt på salatbladet og forskyde lag af bøf, syltet agurk og grøn tomat for at få mit money shot. I processen ryger min tommelfinger gennem den bløde overbolle, og jeg må derfor dreje den beskadigede del væk fra linsens fokus. Det er ikke nemt, men jeg får taget et nærbillede og fanget burgerens komponenter.

Jeg giver den noget varme og hiver kontrasten fra den ene til den anden side. Jeg smider et horisontalt dybdefokusfilter på og sørger for, at ost og bøf bliver fremhævet, og dér var den! Min burger ser varm, saftig og super gigantisk ud.

Da jeg 15 minutter senere har spist burgeren, går det op for mig: jeg har ikke nydt en eneste bid. Jeg var alt for optaget af at lyssætte og komponere, og min spiseoplevelse endte med at være både halvlunken og uautentisk. Men da jeg kigger ned på min telefon, forsvinder min melankoli fuldstændig.

Jeg har givet mine Instagram-følgere et SoMe-minde for livet. Og det kan ingen tage fra mig.