Den feministiske fight club, hvor kvinder får afløb for deres vrede gennem wrestling

Hvis du går rundt med en masse frustrationer og ikke har et sted at komme af med dem, så er wrestling-klubben "Femme Feral" i London måske noget for dig.

|
31 januar 2018, 9:33am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Hun havde brug for et godt slagsmål. Det var i hvert fald Phoebe Patey-Fergusons udgangspunkt, da hun stiftede Femme Feral, en feministisk fight club, der kombinerer proteststemning, performance og punk i en stor øresønderrivende, ribbensbrækkende cocktail.

Den London-baserede kunstner og Ph.d.-forsker grundlagde gruppen i dagene, der fulgte Storbritanniens beslutning om at forlade EU. Anna Smith, en veninde, som Patey-Ferguson delte atelier med, var lige så vred over situationen.

I Storbritannien er kvinder kommet under angreb fra den konservative regering, der styrer landet. Nedskæringer truer mange af landets opholdscentre for voldsramte kvinder, fattigdom blandt kvinder stiger hurtigere end blandt mænd, og manden, der af mange ses som de konservatives store håb, har indrømmet, at han er modstander af abort selv i tilfælde af voldtægt.

Men Patey-Ferguson og Smith havde ikke tænkt sig lade håbløsheden overvælde dem. I stedet for besluttede de sig for wrestle med hinanden i deres atelier i Østlondon.

”Det var en måde at komme af med vreden på og kanaliserer den ud i noget produktivt,” forklarer Patey-Ferguson. ”Vi havde brug for at finde en måde at dele vreden på og give den plads til at udfolde sig. Det er en reaktion på den fordom, der siger, at kvinder og piger skal være flinke, søde og fredelige – at de skal sætte sig ned og holde mund.”

Det kan godt lyde som en ukonventionel måde at slippe af med stress på, men det virkede. Sammen med de blå og gule mærker kom en følelse af opløftelse. Der er gået flere måneder siden da, og Femme Feral har udviklet sig til det Patey-Ferguson kalder en ”queer-feministisk kampstyrke.” Enhver, der identificerer sig som kvinde, kan tilmelde sig. Manglende wrestlingerfaring er ikke et problem, men en styrke.

”Det vilde (deraf navnet "feral", red.) aspekt går på, at vi alle har en instinktiv opfattelse af, hvordan vi kæmper. Det er med vilje, når vi ikke udvikler træningen til et højere niveau, fordi alle skal kunne være med,” siger Patey-Ferguson. ”Man finder vreden i sig selv, og så kaster man sig ud i det. Vreden er dybfølt, og den kommer helt instinktivt… det skal ikke være ligesom en forestilling. Det hele foregår i øjeblikket, og det ligger dybt i én.”

Femme Ferals tilbagevendende wrestlingaften, THERESAMAYSMACKDOWN, er på Facebook annonceret som en ”queer, feministisk, antifascistisk, støjdrevet dødskamp [mod alt-right]”. Hvert arrangement byder på en række korte kampe, hvor wrestlere møder hinanden enkeltvis. Sidst på aftenen er der gruppekamp. Modsat professionel wrestling er kampenes udfald ikke arrangeret på forhånd. De har optrådt ved musikfestivaler som Latitude, på klubber i London, kunstudstillinger i Glasgow og sågar til en konference afholdt af Labour-partiet.

Foto: Rowan Wigley via Femme Feral

Broadly havde kameraet med ved Femme Ferals sidste arrangement på VFD, en queerklub i London. I kælderen under klubben står en håndfuld wrestlere og klæder om og varmer op. (På samme måde som GLOW, Netflix-dramaet, der er baseret på den sande historie om en kvindelig wrestlinggruppe, så går Femme Feral meget op i farverige kostumer – jo vildere, jo bedre. Tænk Borat-agtige mankinier, elefanthuer og hullede tights).

Mens publikummer strømmer ind i kælderlokalet begynder wrestlerne at kravle rundt over måtterne på gulvet i midten. Over et live soundtrack af tung, statisk støj og lyden af bækkener, der bygger op til et crescendo, skriger en stemme: ”Fuck Theresa May! Fuck Theresa May!” To wrestlere indtager måtterne. “Fight! Fight! Fight!” lyder det.

Få dage efter fortæller Patey-Ferguson os, at en af wrestlerne har brækket et ribben under kampen. Men det var det hele værd, siger hun. ”De fleste af de steder, vi holder vores arrangementer, er queerklubber, og derfor er det ikke steder, hvor man tidligere har haft mulighed for at få sin vrede og aggression ud. Så folk er ofte taknemmelige over, at vi giver dem mulighed for at opleve det sammen med andre… Man sidder ikke bare på sit værelse foran computeren og føler sig alene. Man kan finde en indre styrke i det, fordi det er noget, vi giver udtryk for sammen. Der er håb for forandring.”