vegetarisk mad

Mænd synes, det er pinligt at bestille vegetarisk mad, viser undersøgelse

Ifølge ny britisk forskning er kulturelle forventninger rodfæstet i psyken, fordi mænd typisk ses i rollen som slagter eller barbecue-mester.
Foto: Getty Images / 10'000 Hours

Artiklen er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

Hvis man overvejende spiser vegetarisk, gør man efter sigende naturen en tjeneste. Det skulle også være langt bedre for helbredet at skifte oksebøfferne ud med linser for slet ikke at tale om sædkvaliteten. Alligevel er vegetarianisme fortsat et tabu blandt mænd. Det er det i hvert fald, hvis man tror på en ny undersøgelse foretaget af University of Southampton.

Annoncering

The Man Food Project, som er oprettet af forskerne Emma Roe og Paul Hurley, har samlet 23 mandlige forsøgspersoner, som kun spiser begrænsede mængder kød. I undersøgelsen omtales de som henholdsvis ”grønne mænd”, der udforsker en vegetarisk livsstil på grund af miljømæssige årsager, som ”fysisk aktive mænd”, der vil opbygge muskelmasse uden at spise kød, og mænd, som får det meste af deres mad fra food banks og derfor ikke har en kødrig kost. Roe og Hurley konkluderer, at mændene finder det udfordrende at bestille vegetarisk mad på restauranter, når de er i selskab med andre mænd.

”Flere af dem fortæller om oplevelser, der på en eller anden måde har været skamfulde, pinlige eller potentielt konfliktskabende, hvilket har gjort, at de har valgt retter med kød i eller tilbudt middagsgæster kød,” siger Roe til MUNCHIES.

I takt med at mere og mere landbrugsjord i dag bruges til kvæg eller til at dyrke foder til landbrugsdyr, hvilket bidrager til udledningen af drivhusgasser og fremskynder klimaforandringer, er der flere eksperter, som anbefaler, at man skærer ned på forbruget af kød. Der er i dag bedre mulighed for at bestille vegetariske eller veganske retter end nogensinde før, men til trods for den udvikling, så lader det globale kødforbrug bare til at stige, ifølge Roe. Holdet bag The Man Food Project ønsker at udforske de sociale og kulturelle udfordringer forbundet med at vælge en vegetarisk livsstil – især når det drejer sig om mænd.

Annoncering

Roe og Hurley har samlet forsøgspersonerne til en række uformelle workshops, hvor forskerne og deltagerne sammen har lavet vegetariske, veganske og kødrige måltider, mens de snakker om kost, og hvordan det opfattes af andre. Forskerne havde en ide om, at de afslappede rammer kunne fordre en åbenhed blandt deltagerne, som man måske ikke ville se, hvis eksperimentet var udført under kliniske omstændigheder.

”Det var lidt ligesom en sludder, man har, når man står og tager opvasken sammen," siger Roe. "Her taler man mere åbent og frit fra leveren."

Mens deltagerne spiste måltiderne, de havde tilberedt, drejede samtalen ind på, hvordan mændene havde det med at holde sig til den vegetariske kost. Helt ud af det blå spurgte en af de ”grønne mænd” – som har været vegetar gennem 27 år – resten af gruppen, om ”I nogensinde føler skam over at være vegetarer?” Mange af de øvrige deltagere svarede, at det gjorde de.

Vegetarianisme – og veganisme i højere grad – ses som noget feminint. En undersøgelse foretaget i 2016 af Storbritanniens Vegan Society konkluderede, at 63 procent af de adspurgte veganere var kvinder, mens kun 37 procent var mænd. Som Roe forklarer, er mænd kulturelt stigmatiserede i den sammenhæng, fordi de typisk forbindes med rollen som slagtere og barbecue-mestre.

”Det har altid været en hjørnesten i den menneskelige evolutionshistorie, at vi spiser kød,” siger hun. ”Det, der adskiller os fra dyreverden, er, at vi kan spise de andre. Mænd har traditionelt været dominerende i den menneskelige civilisation. Derfor associeres de også i højere grad end kvinder med det at spise kød”.

Selv om undersøgelsen vurderede mændenes individuelle forhold til mad, siger Roe, at det har politiske konsekvenser på en større skala. Mænd skal dominere deres madkilder, men også selve miljøet.

”Det er blevet mere tydeligt i takt med at politikken har taget et populistisk sving," siger hun. "I USA og Europa ser man tydeligt, hvordan sexisme, racisme og artsdiskriminering bruges til at konsolidere magt."

I sidste ende håber holdet bag The Man Food Project på, at de kan bruge resultaterne sammen med producenter, så vegetariske og veganske produkter kan markedsføres på en hensigtsmæssig måde i forhold til mandlige forbrugere og på den måde komme skammen til livs.