Realityserien, der bildte kvinder ind, at de konkurrerede om prins Harrys hjerte
Foto: Daniel Smith / FOX

FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

Realityserien, der bildte kvinder ind, at de konkurrerede om prins Harrys hjerte

I anledning af den britiske prins Harrys forlovelse har vi været i reality-arkivet for at gense "I Wanna Marry Harry" fra 2014, hvor 12 amerikanske kvinder fuppes til at tro, at de konkurrerer om Harrys hjerte.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Som tiden går, ændrer vores opfattelse af kulturprodukter sig, og ting, vi for længst troede var et overstået kapitel, får pludselig ny relevans. Det er i hvert fald tilfældet med I Wanna Marry Harry, et amerikansk realityprogram fra 2014, der kun udkom i fire afsnit, før det blev trukket fra sendefladen. I Wanna Marry Harry er fremragende trash-tv. Det er et stærkt eksempel på, hvordan et tv-program kan systematisk narre sine deltagere. På den måde er det egentlig der, reality-tv når sit absolutte højdepunkt.

Annoncering

Som anti-royalist var min reaktion på nyheden om, at prins Harry skal giftes med den amerikanske skuespiller Meghan Markle, en blanding af apati og foragt – det er sådan, jeg reagerer på det meste. Men jeg elsker til gengæld at se reality-tv og lade, som om det er arbejde, så da min redaktør foreslog, at vi på Broadly skulle prøve at gense I Wanna Marry Harry i den anledning, så jeg mit snit.

Den centrale præmis i I Wanna Marry Harry er meget enkel: 12 amerikanske kvinder, særligt udvalgt på baggrund af deres udseende, alder og godtroenhed (ingen af deltagerne er over 26), indlogeres på en britisk herregård, som de fejlagtigt bliver ved med at beskrive som et ”slot”. Efter ankomsten introduceres de for den mystiske ”Sir”, der arriverer i en helikopter sammen med en flok livvagter. Selv om det først bekræftes senere, antydes det kraftigt fra starten af, at ”Sir” er prins Harry. Dukkeføreren, der trækker i trådene, er butleren Kingsley, der er programmets egentlige stjerne.

I løbet af I Wanna Marry Harry ses deltagerne konkurrere i skønhedskonkurrencer. De viser sig frem i bikinier og konkurrerer i at twerke – alt sammen for at få chancen for at vinde Harrys hjerte. Kvinderne er under den opfattelse, at de konkurrerer om en plads i det britiske kongehus ved siden af manden, der på daværende tidspunkt var nummer tre i arvefølgen. Men i virkeligheden er ”Harry” faktisk Matt Hicks, en miljøkonsulent, der har farvet sit hår og lært nogle facts om Harry udenad til ære for programmet.

Annoncering

Jeg er ti afsnit inde i I Wanna Marry Harry, og jeg hader mig selv, men jeg er også underligt draget af programmet. Det er svært at se mere end to afsnit ad gangen – det er reality-tv, når det er allermest kynisk, men det er også grusomt appellerende; lidt som at se folk presse monsterbumser ud på YouTube.

Programmet begynder med at introducere seerne for Hicks, der egentlig ikke ligner prins Harry særlig meget, men mere er sådan en type, der går rundt i loafers uden strømper indenunder og beskriver kvinder som ”søde piger” eller ”trunter”. Det værste ved Hicks er, at han altid slikker sig om læberne, hver gang han har leveret en klam scorereplik til en af pigerne. Han siger ting som, ”du har et frækt, lille smil”, eller ”jeg kan godt lide en pige med funklende øjne”, helt fladt, monotont og uden følelse, og resultatet er ikke så meget sexet, som det er Patrick Bateman, der bestiller en escortpige, eller en pervers gynækolog, der står og ifører sig gummihandsker inden en bækkenbundsundersøgelse. Utroligt nok bliver pigerne ikke frastødte over den falske prins’ ulækre tilnærmelser. De kaster sig ind i kampen om hans hjerte med iver og stort gåpåmod.

Karina Kennedy sammen med "prins Harry" (Matt Hicks). Foto: FOX

Som så meget andet reality-tv, så er I Wanna Marry Harry grundlæggende kvindefjendsk. Kvinder sættes op i mod hinanden, bedømmes på deres udseende og opmuntres til barnlig opførsel og teenageadfærd. ”Jeg synes ikke, Rose er god nok til prins Harry,” siger en af deltagerne på et tidspunkt. Deltagerne er også efter den 25-årige sælger Maggie Toraason, som de synes drikker for meget. (”Jeg drikker ikke for meget, jeg drikker lige tilpas,” lyder det halvfulde svar.) I en særligt tåkrummende scene beordrer kvinderne Chelsea Brookshire, programmets eneste sorte deltagere, til at lære dem alle at twerke – efterfølgende går de øvrige deltagere sammen om at mobbe Brookshire ud af huset.

Annoncering

Men det allerværste aspekt ved I Wanna Marry Harry er ikke de sexistiske eller racistiske undertoner. Det er det faktum, at programmet mere eller mindre narrer en hel gruppe kvinder – som Hicks selv, meget rammende, ved flere lejligheder beskriver som værende ”uopnåelige under normale omstændigheder” – til at se en bleg brite som en attraktiv partner og ikke bare en klovn med solbriller, der siger ting som, ”skal vi lige tage en slapper efter maden?”

I det store hele er deltagerne ovenud lykkelige på en meget ynkelig måde, hver gang kameraerne giver dem mulighed for at træde ind i rampelyset. ”Det var mit livs bedste date,” siger Andrews, efter Hicks har taget hende med på en amerikansk diner for at spise. Hun tror fuldt og fast på prins Harry-nummeret; hun bagtaler Jones overfor Hicks, så Jones ryger ud, og forsøger at stikke en kæp i hjulet for Kennedy, konkurrencens spidskandidat, ved at fortælle Hicks, at Kennedy stadig har et billede af sin ekskæreste i pungen.

”Jeg ville elske at få chancen med dig,” siger Andrews til Hicks. ”Jeg har opført mig majestætisk hele vejen igennem. Jeg vil gerne være pigen i dit liv, der gør, at du kan være prins Harry fuldt ud.” Da Andrews, efter et fejlslagent forsøg på at sabotere en anden deltager, sendes hjem, er det oprigtigt forstyrrende.

Når man ser bort fra Andrews, så behandler I Wanna Marry Harry sine deltagere med en rystende foragt. Deltagerne bliver hele tiden opmuntret til at se igennem fingre med de åbenlyse spor, der truer med at afsløre sandheden. Som en slags George Orwell-inspireret øvelse i groupthink baserer I Wanna Marry Harry sig på et intrikat net af løgne og selvmodsigelser. For det første skal deltagerne være så naive, at de rent faktisk tror på, at prins Harry – der engang har klædt sig ud som nazist og er medlem af kongefamilien og derfor et produkt af indavl – er værd at date og altså ikke den type mand, man for enhver pris skal undgå. For det andet er det meningen, at de skal se på Hicks – som hele tiden ser lidt bange ud og generelt er lige så karismatisk som en mursten – og overbevise sig selv om, at han ligner Harry.

Annoncering

I et interview med Splinter News afslørede skuespilleren Kimberly Birch – som endte med at vinde – nogle af de taktikker med karakter af decideret hjernevask, som programmet brugte for at overbevise kvinderne om, at Hicks var prins Harry. Sammenlignet med andre realityprogrammer, der generelt ikke holder en høj standard, præsenterer I Wanna Marry Harry et nyt lavpunkt.

”Man gik hele tiden og konfronterede folk bag kameraet med sin tvivl, og deres svar var bare ’Ja, okay. Du er skør,’” siger Birch og fortæller, at hun var i tvivl lige fra starten af. Producerne stod sommetider uden for deltagernes værelser og hviskede til hinanden, ”Han skal tilbage til Buckingham Palace. Kongehuset er ikke glade for det her. Det er helt nyt for dem – de har aldrig prøvet det før. De prøver at følge med udviklingen.”

Birch påstår også, at producerne hyrede falske terapeuter til at komme og tale med deltagerne om deres problemer. ”Du bliver nødt til at stole på folk her. Det er ikke godt, hvis du bliver ved med at stille spørgsmålstegn ved alting,” sagde terapeuten, der i virkeligheden var del af filmholdet.

Kimberly Birch med "Harry." Foto: FOX

I Wanna Marry Harry er en af de mest forskruede ting, jeg nogensinde har set på tv, og jeg har engang set en mand blive kneppet af en hest på nettet. Jeg mener det ikke som en kritik af serien – der er masser af gode ting ved programmet, som da en af deltagerne spiller på et gulvklaver iført høje hæle under en dyst, Torassons frostblå øjenskygge eller den scene, hvor de alle sammen spiller Twister under en toga-fest. (”Jeg fatter slet ikke, at vi fester med prins Harry,” udbryder Copeland. ”Han er en festabe!”) Men når man ser bort fra alle de vidunderlige øjeblikke, så sidder man tilbage med en følelse af at have spist en hel familiepizza alene, når man er færdig med programmet. Man er mæt, men også oppustet på en rigtig klam måde.

Annoncering

Programmet rundes af med en sidste ondskabsfuld afsløring. Hicks sender Kennedy hjem, da der kun er to deltagere tilbage. Hun tager afvisningen i stiv arm, selv om hun virker oprigtigt ked af det. ”Jeg var lige begyndt at tro på kærligheden, og nu er det bare pinligt, fordi jeg lod mig rive med,” græder hun. ”Hvad havde du regnet med? Han kunne jo ikke lide dig. Det er forfærdeligt, når det går op for en, at man tog fejl. Jeg troede på noget, der kun eksisterede i mit hoved.” Ved synet af den stortudende Kennedy, går det op for mig, hvor dybt sindssygt det her program er.

Det eneste, der mangler nu, er den store finale. Hicks fortæller vinderen Birch, at han ikke er prins Harry, men bare en helt almindelig fyr med en slap accent. Producerne har dog et sidste trick oppe i ærmet. Hvis Birch alligevel vælger at date Hicks, venter der dem begge en stor pengepræmie. Birch, der er skuespiller, formår at virke overbevisende, da hun fortæller verden, at det ikke gør noget, at hun er blevet narret og manipuleret med hele vejen igennem programmet.

”Jeg kan godt lide dig, som du er,” siger hun og modtager 250.000 dollars, som hun skal dele med Hicks.

”Jeg er så glad for, at du har vist dig at være den person, jeg troede du var,” siger Hicks. Han er tydeligvis glad for, at han valgte en deltager, der var godtroende nok til ikke at stille alt for mange spørgsmål.

”Den her historie ender ligesom et eventyr,” hviner Birch, mens hun og Hicks tager en pause fra at stå og kysse i et snedækket vinterlandskab, og hun har helt ret. Eventyr er altid helt fucked up, og I Wanna Marry Harry er kirsebærret på toppen af den kage.