pølsevogne

Kradseren er en dansk pølsevognsklassiker, og den lever stadig

Hotdoggen uden pølse var vegetarisk, før vegetarisk var cool, og selvom den er røget af menuen, kan du stadig få den hos de fleste pølsevogne.

af Simon Espholm
08 december 2017, 8:47am

En kradser fra Jeanettes Pølser. Billede af artiklens forfatter.

Da jeg blev gammel nok til at forlade skolegården i spisefrikvarteret, markerede det startskuddet til mit småproblematiske forhold til fastfood.

Når der ikke var råd til frokostpizza med pepperoni eller kanelbrød fra bageren, fandt jeg i stedet vej til pølsevognen på den anden side af gaden. Ikke for at få en super fransk eller en pølse i svøb, men for at bruge mine sidste småmønter på en kradser: et pølsebrød serveret på en paptallerken med dertilhørende garniture. Remo, sennep, ketchup og, vigtigst af alt, ristede løg.

Kradseren var vegetarisk, før vegetarisk var cool, og med en pris på blot et par håndører er det da underligt, at den ikke får mere kærlighed i disse grøntsagsfikserede tider.

Jeg har ikke sat tænderne i en kradser i mindst 15 år, men minderne om den kan stadig få blodet til at boble i mine årer som en varm kilde af nostalgi. Spørgsmålet er bare, om man stadig kan bestille en kradser? Er den gået fuldstændig i glemmebogen? Eller har den måtte lade livet til fordel for sojapølser til en 50’er?

LÆS MERE: Vi besøgte pølsevognen i Ballerup for at smage traditioner og 80'er dressing

Jeg bevæger mig ned ad Strøget gennem den silende vinterregn og ser til min store skuffelse, at Peter Christiansen fra Peters Pølser på Kultorvet er ved at lukke ned. Jeg spørger ham, om han sælger kradsere. “Selvfølgelig gør vi da det,” siger han. “Den koster en femmer, men vi sælger næsten ingen. Måske to om ugen.”

Jeg lader Peter lukke sin pølsevogn og bevæger mig videre mod Rundetårn. Der finder jeg Døp – Den økologiske pølsemand – hvor Niels Andersen er på arbejde. Jeg gør mig ingen forhåbninger om, at jeg kan få stillet min nostalgitrang, da vognens udvalg byder på både tofupølse og stuvet kål, men mine fordomme bliver hurtigt skudt ned.

“En kradser? Ja, det kan du godt få. Det bliver otte kroner.” Niels griber et letristet pølsebrød og en paptallerken og giver mig derefter frit valg i tilbehørsbuffeten. “Jeg har måske solgt to i løbet af den måned, jeg har arbejdet her,” fortæller Niels. “Men jeg spiser faktisk selv flere kradsere end pølser, når jeg er på arbejde. Det er særligt godt til morgenmad.”

En kradser fra Den økologiske pølsevogn. Billede af artiklens forfatter.

Niels spiser som regel sin kradser som en traditionel ristet hotdog, hvor pølsebrødet er flækket på midten og fyldt med alverdens tilbehør.

Jeg bevæger mig 100 meter videre hen til Amagertorv, hvor Louise Jensen er på arbejde hos Jeanettes Pølser.

Da jeg bestiller en kradser, får det vognens andre kunder til at spærre øjnene op. Det lader til, at jeg ikke er den eneste, der savner kradseren. “Dem der plejede vi at spise mange af hjemme i Odder,” lyder det fra en fyr, inden han henvender sig til sin ven: “Har du set den dér?”

“Den plejede at koste to kroner,” siger vennen, der lige har bestilt en fransk hotdog. “Hvad koster den i dag?”

“Den koster otte kroner,” svarer Louise. “Men bestiller man den som ekstra tilbehør til sin pølse, kan man sommetider få den med, uden at det skal koste ekstra.”

Louise hiver et pølsebrød ned fra risteren, flækker det og fylder det. Selvom den ser yderst indbydende ud er meldingen fra Louise den samme som hos Niels. Hun fortæller, at hun nok sælger fire kradsere om måneden, og at det som regel kun sker, “hvis en kunde har en vegetar-ven med sig”.

Til gengæld spiser hun dem ligesom Niels ofte selv. “Man godt kan blive lidt træt af pølser,” siger hun, “når man arbejder i en pølsevogn.”

LÆS MERE: Jeg gik på jagt efter sandheden om den franske hotdog

Det lyder usandsynligt, men jeg vælger at tage hende på ordet. Det lader altså til, at der stadig er lidt liv tilbage i kradseren, men inden jeg smutter, fortæller Louise, at det ikke er alle pølsevogne, der er lige glade for den.

Foran den pæne side af Københavns Hovedbanegård holder pølsevognen Johns Hotdog Deli, der er ejet af John Michael Jensen, og også han kan fortælle, at der er flere pølsevogne, der har bandlyst kradseren: “Der er mange, der ikke vil sælge den," siger John, "fordi man ikke tjener noget på den.”

Hos John kan man godt få en kradser, hvis man spørger efter den. “Vi startede med at have den på menuen i pølsevognen, men turisterne blev forvirrede, når de bestilte den og så, at der ingen pølse var med til den. Så vi har taget den af menuen.”

John har har slået fast overfor sine medarbejdere, at de skal servere kradseren, hvis der bliver spurgt efter den, så nostalgikere har mulighed for at introducere kradsertraditionen til en ny generation af pølsevognskunder. “Hvis der for eksempel kommer en bedstefar med sit barnebarn og fortæller om dengang, han selv fik kradsere som barn, skal vi selvfølgelig kunne lave den,” fortæller John.

Men han har faktisk ikke kun haft gode oplevelser med kradseren.

“Der var engang to pæne damer, der kom hen til vognen og spurgte, om jeg lavede kradsere. Jeg svarede, ‘Ja, selvfølgelig, de koster 12 kroner,’ hvorefter det gik op for mig, at de to havde 52 sultne unger med på tur. Så måtte jeg jo lave kradsere til dem alle, men det betød så til gengæld, at jeg ikke havde brød nok til resten af dagen. Der tog de sgu røven på mig”

På trods af det er kradseren stadig til at finde på menuen på Johns hotdog-restaurant i Kødbyen.

“Det er i stedet for at have en vegetarpølse. Dem sælger vi alligevel ikke nogen af. I stedet kan man bygge sin egen kradser for 25 kroner med så meget af vores hjemmelavede tilbehør, som man har lyst til,” fortæller John.

Og hvorfor skulle man dog også sælge kedelige kødfri ersatzprodukter, når der jo allerede findes en dansk pølsevognsklassiker der i sagens natur er fuldstændig vegetarisk.