TV

10 grunde til at 'Boogie' var det bedste musikprogram nogensinde

Vi ringede Boogie-Mikkel op til en nostalgisk snak om eftermiddagsmekkaet, der opfostrede en hel generation af danskere.
Foto bringes med tilladelse fra Danmarks Radio

Overvej dig selv lige nu. Tænk over, hvordan du sidder der og læser om musik på internettet, imens du sikkert har Spotify kørende i baggrunden og skifter mellem den her artikel og dit Insta-feed. Bemærk, hvordan du automatisk tagger dine venner, når du falder over en sjov video med Post Malone eller et klassisk skovl-i-hovedet-klip på Worldstar.

Det er der selvfølgelig ikke noget galt med, men lad os lige stoppe og tænke over, hvordan vi er endt her. Lad os mindes fænomenet musik-tv. Altså musikstof – formidlet via fjernsynsudsendelser. Verden havde MTV – ikke den gravide-teenager-befængte rodebutik, du måske kender fra deluxe Fibernet-pakken i dag. Nej, MTV som i Music Television. Danmark havde Boogie.

Annoncering

Året var 2002. Programmer som Okay tone og PULS havde godt nok allerede beriget os med ungt dansk musik-tv, men de var nøje tilrettelagt og kom i en tid, hvor seerne ikke sad med fjernbetjeningen i den ene hånd og mobilen i den anden. Med andre ord blev Boogie det længe-teasede drop i en EDM-koncert – og hele den danske musikindustri var det stakåndede, svedende publikum med armene allerede forventningsfuldt dinglende i luften. Det faldt med andre ord på et tørt sted, på det helt rigtige tidspunkt. For alle: kunstnere, seere og pladeselskaber.

I dag har jeg ikke den fjerneste ide om, hvad den klasselærer, jeg havde i 2003, hed. Men jeg kan huske Boogie, der blev sendt hver dag efter skole. Men hvor kommer den intense, nostalgiske kærlighed fra, som hele vores generation af en eller anden grund har for det lettere pinlige, pangfarvede musikprogram? For at blive klogere på os selv og den danske musikelskers DNA anno 2017, har vi splittet atomerne i Boogieverset (læs: stenet virkelig mange gamle, legendariske klip på YouTube og forstyrret Boogie-O.G. Mikkel Herforth i sit nuværende arbejde på produktionsselskabet Mastiff for at snakke om Boogie) for at finde frem til, hvad der gjorde Boogie til Boogie.

I sagens natur har vi naturligvis valgt at præsentere resultaterne af vores fortidsforskning for jer i form af 10 overskuelige punkter. Altså, en liste. Om Boogie. See what we did there?

Annoncering

Det var musik. På TV.

Det var ikke, fordi Boogie-sendefladen var hjernekirurgi. 80 procent af tiden var det bare musikvideoer. Men det var hele pointen – det var musikvideoer. På dansk fjernsyn. Forestil dig, hvis du kan, en verden, hvor 50 Cents "In Da Club" video ikke er noget, du bare kan se, når du har lyst. I en tid, hvor vi var så sultne efter at få musikken tættere på, at vi overbeviste os selv om, at polyfoniske ringetoner var nice, og gerne fyrede hele frikvarterer af på at overføre én af de tre sange, der var plads til på vores mobiler til hinanden via en sketchy infarød-forbindelse, skulle der simpelthen ikke mere til.

"Lige da vi startede, havde alle pladeselskaberne det meget sådan, at endelig skete der noget," siger Mikkel Herforth til Noisey, da vi ringer ham op for at sludre om det Boogie-univers, som han var med til at støbe. "Det var første gang, DR skulle sende live hverdagsunderholdning til unge mennesker med fokus på musik. Der var rigtig mange penge på det tidspunkt, og pladeselskaberne hungrede efter et sted, de kunne vise musikvideoer og komme ud med deres kunstnere."

Ja, Boogie er den eneste grund til, at jeg ved, hvordan videoen til Daniel Beddingfields "Wrap My Words Around You" ser ud. Men selv det er bedre end at vokse op under grå, musikvideoløse, DDR-agtige tilstande.

Brugeraktivering

Kan du huske kæde-SMS'er? De der "Brug dit dyrebare, begrænsede(!) antal SMSer på at sende den her generiske spøgelseshistorie videre til 30 af dine venner og familiemedlemmer, ellers dør du en smertefuld død"-seancer, der var uundgåelige for alle og enhver med en Nokia 3510i og et Debitel-abonnement? Det er vigtigt at huske på, hvor teknologisk uskyldigt Danmark stadig var i de tidlige 00'ere. Det var stadig sjovt at sende en SMS. Fuck, hvem den var til, eller hvad der stod i den. Man kunne sende små tekstbeskeder. Fra sin telefon. Syyyyygt. Derfor er der heller ikke noget at sige til, at det var så let at føle sig inkluderet i Boogies "SMS til 1212"-dikterede univers. Boogie Listen var hele Danmarks crowdsourcede musikvideoplayliste.

God tid til vigtige indslag

Havde man behøvet at give rockerdrengene fra Angora så skamløst lang tid på skærmen, som de får i det her næsten kvarter-lange indslag? Nok ikke. Men gav Boogie en flyvende fuck for dine forventninger til banebrydende, dansk musik-tv? Hell no. Det hele var pinligt, ærligt, eksperimenterede og akavet på en dejlig, ufiltreret dansk måde. Indslag med god tid til danske kunstnere, som du ikke fik på MTV, udført med iveren af en forælder, der hænger sin 3-åriges objektivt set dårlige tegning af en "dinosaur" op på køleskabet.

Annoncering

"Indslagene var meget båret af, hvad vi synes var sjovt," husker Mikkel Herforth. "Jeg havde en lang fase, hvor jeg synes, det var sjovt at klæde mig ud hele tiden og lave gøglede sketches, ting med dværge, spandexdragter…Jeg tror, at vi blev savet ned af anmeldelser, lige da vi startede med at sende, fordi man slet ikke kunne forstå, hvad vi lavede. Vi var for smarte at høre på, var der nogen, der synes. Det gik lidt for hurtigt, og der var lidt for mange farver. Men det tænkte man jo ikke over, når man var en del af det. Jeg røg med på en rejse, hvor jeg tænkte: "Det er for fedt, det her.""

Ufiltreret gengivelse af den musikalske virkelighed i Danmark

Boogie Listen var ikke så meget en stillingstagen til, hvad der var fedt inden for ny musik. O Zones "Dragostea din tei"-video lå nummer et i 12 uger i træk eller sådan noget. Der var ingen reel stillingstagen, ikke nogen form for selvhøjtidelighed – nærmere bare en gengivelse af det, der blev råspillet hver fredag på din lokale ungdomsklub.

Fedt musik-tv i en tid, hvor meget musik ikke var specielt fedt

Før du langer ud efter Boogie-arven med en syrlig Generation Y-bemærkning om, hvor poppet og amatøragtigt, det var, så husk på, at musik generelt ikke var udpræget fedt omkring årtusindeskiftet. Tænk, hvor svedigt Boogie ville have været, hvis de havde haft noget bedre at vise end og Nik og Jays "Ka Du Høre Hende Synge" og Ataf Khawajas "Sommerfugl".

Hjertevarmende 00'er-æstetik

Hvorfor foregår det her Lars Ulrich-interview i køkkenet på Hotel D'Angleterre? Og hvem spikede kameramandens milkshake med hostesaft, før det gik løs? På en eller anden måde synes den grynede 00'er æstetik at harmonere perfekt med Boogies laissez faire interviewstil. Husk for øvrigt at sætte pris på den mulighed, du har for at skifte op i en højere videokvalitet end 144p, næste gang du surfer YouTube.

Annoncering

Lise Rønne i sin absolutte prime

Du ved, vi har ret.

Værterne generelt

Mikkel Herforth var tidligt i tyverne, da Boogie gik i luften i januar 2002. "Det gik så hurtigt for mit vedkommende. Jeg fik jobbet, og to måneder senere sendte vi live. Hele mit liv ændrede sig ret markant. I og med at man var det eneste sted, hvor unge mennesker så sådan noget, så blev man også lige pludselig kendt i den målgruppe." Sammen med Saseline Sørensen, Mads Lindemann og Andrea Rudolph var han en af programmets første fire værter. Huxi, Lise, Kristian Luc, Tatjana Haddow og mange flere ville følge, men tilfælles havde alle Boogie-værterne, at de endte med at blive nærmest lige så kendte og elskede hos den danske ungdom som de musikere, de præsenterede. "Af alle de programmer, jeg har lavet – og jeg har lavet alt muligt mærkeligt – der er det stadig det program, som jeg bliver spurgt mest ind til," fortæller Mikkel Herforth.

Det er faktisk dansk

"En af de ting, som Boogie gjorde, var at hjælpe med at etablere danske kunstnere. Og det synes jeg, vi var rigtig gode til," siger Herforth stolt. "Nephew, Nik og Jay, Burhan G, L.O.C., U$O…Mange af de kunstnere, der startede dér, er også nogle af dem, der er de største stjerner i dag. De havde et univers og et springbræt, som vi elskede at nurse. Det skulle musikinspirere og være med til at understøtte dansk musik hos unge mennesker."

I modsætning til de tyvstjålne familiefavoritter som X Factor og Talent, vi kender i dag, var Boogie en dansk opfindelse. Selv om programmets navn i sig selv symboliserede danskeres forhold til musik – en fejludtalelse af et sejt musikalsk fremmedord, som vi skamløst har raget til os – så var det licensfinansieret, dansk og vores.

Der var ikke andet

"Når jeg ser tilbage, var det ret vildt at være en del af. Fordi der var jo ikke andet. Det lyder, som om man er 80. Men der var ikke noget Facebook, YouTube…der var ikke engang MySpace. Der var ikke andre steder, hvor man kunne se det dér," husker Herforth om Boogies monopolistiske rolle i dansk musik-tv. Som at hænge ud med dine socialt akavede ældre søskende og deres venner var Boogie ikke perfekt – men det var der. Og det havde meget at sige i en tid, hvor alternativet var at hænge ud med dine forældre eller høre din Now That's What I Call Music! 58-cd, indtil du kunne recitere samtlige ord af Anastacias "Left Outside Alone".

Boogie var en daglig påmindelse om, at der eksisterede en relevant dansk musikvirkelighed, der udviklede sig, og at vi alle sammen kunne være en del af den, hvis vi havde lyst til det. Boogie slog for alvor fast, at ja, dansk musik vil altid emulere udlandet i alt fra genre til stil, og til tider på en pinlig måde – men det er okay. Tak, Boogie. Tak for listerne, grinene, tåkrummeriet…tak for Lise Rønne. Vi er, hvad I gjorde os til.