nynazister

24-årige Heidi voksede op med nynazister

”Jeg var omkring 19, før jeg forstod, at holocaust rent faktisk skete.”
20.10.17
Photo by Annette Hauschild, courtesy of Ostkreuz.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland

Heidi Benneckenstein er 24 år, lærer og mor til en lille dreng. For lidt under et år siden hed hun Heidrun Redeker og var nynazist. Hun blev født ind i en familie fra den ekstreme højrefløj i München, hvor hun blev opdraget i henhold til "völkische" værdier, der kredser om disciplin, ærbødighed og fanatisk patriotisme.

Da hun var syv år gammel, besøgte Heidi for første gang den sommerlejr, som hun vendte tilbage til de næste mange år. Lejren var arrangeret af "Heimattreuen Deutschen Jugend" (HDJ) og havde til formål at forme den nye generation af nazi-eliten. I 2009 blev den lukket ned af den tyske indenrigsminister.

Annoncering

Heidi har netop udgivet bogen Ein Deutsches Mädchen (En Tysk Pige), som er en autobiografisk indblik i det tyske nynazistiske miljø. Vi mødte hende til en snak om at være holocaustbenægter og fejre Hitlers fødselsdag.

VICE: Hvordan var din barndom?
Heidi Benneckenstein: Min far var meget striks – vi skulle spørge om tilladelse til alt. Når vi spiste aftensmad, måtte min søster og jeg kun tale, hvis vi blev spurgt om noget.

Det lyder meget striks, men ikke bestemt nazistisk.
Nej, men det er alt sammen baseret på nazistiske værdier.

Hvornår gik det op for dig, at din familie var nazister og ikke bare anderledes?
Da jeg startede i skole, kunne jeg allerede mærke, at vi ikke var som de andre familier. Jeg kan huske, at jeg engang lærte en af mine venner, hvordan man tegnede et hagekors. Dengang vidste jeg ikke, at det var en højrefløjsting. Jeg troede bare, jeg delte noget interessant med min ven.

Din far er en nynazist og holocaustbenægter, som fejrer Hitlers fødselsdag. Hvordan er din mor?
Jo mere jeg tænker over det, jo mindre ser jeg hende som en ekstremist – i hvert fald, i forhold til min far. Selvfølgelig har hun bare set til, mens min far fortalte alle sine racistiske jokes. Men jeg havde et meget tæt og kærligt forhold til hende. Hun prøvede at beskytte mig fra min far, så godt hun kunne.

Din første direkte kontakt med det nynazistiske miljø, var da du blev sendt på en moderne Hitler Jugend-lejr som syv-årig. Hvordan var det?
Den første aften var det rigtig sjovt, for det føltes bare som en almindelig spejderlejr – vi legede og havde det sjovt. Men det ændrede sig de næste dage, da der kom flere regler, og lederne blev mere barske.

Annoncering

Hvordan det?
De vækkede os for eksempel klokken syv om morgenen og tvang os ud for at lave motion i minusgrader. Sådan en morgen blev en af drengene straffet for ikke at stå oprejst nok. De tvang ham til at lave armbøjninger, mens de råbte af ham. Et par af lederne tæskede endda de børn, som ikke makkede ret.

Hvad lavede I ellers i lejren?
Pigerne skulle mest øve sig i at sy og brodere, mens drengene byggede ting eller boksede. Der var fast undervisning om store nazister, som for eksempel Hitlers yndlingspilot Hanna Reitsch, og inden vi gik i seng, sang vi sange fra det tredje rige. De opdragede os virkelig til at blive en nynazistisk elite.

I bogen skriver du, at politiet holdt øje med lejren. Blandede de sig nogensinde?Efterretningstjenesten hang altid ud lige udenfor lejren, men de kom aldrig derind. I lejren fik vi at vide, at politiet var vores fjender. En aften fik vi at vide, at politiet havde ransaget lejren, og at vi skulle løbe ud i skoven. Da vi kom frem til en lysning, var der intet politi overhovedet. I stedet var der et grisehoved på en pæl. Jeg tror, det skulle være en form for test, men jeg aner ikke, hvad meningen med øvelsen var.



Hvordan blev man medlem af HDJ?
Man fik kun en invitation, hvis organisationens leder mente, at man var værdig. For det meste var det akademikerne og andre overklassefamiliers børn, kun sjældent var det andre samfundslag.

Er den skaldede nynazist i Doc Martens en kliché?
I 90'erne fandt højrefløjen ud af, at de blev nødt til at få sig et nyt image for at appellere til de unge. I dag kan man se nynazister med hipsterskæg. Men de går i bestemte tøjmærker eller har badges, så de kan identificere hinanden.

Annoncering

Hvor meget ved unge nazister egentlig om politik?
Hvis du forsøger at have en diskussion om komplekse politiske problemstillinger, finder du hurtigt ud af, at deres viden er meget begrænset. For det meste gentager de bare ting, som de har læst i bøger og lært udenad. De forstår ikke rigtig, hvad det er, de siger.

Du er vokset op i en striks højrefløjsfamilie. Hvordan ender teenagere i det miljø?
Det er faktisk meget sjældent, at folk ender der på grund af deres familier, ligesom jeg gjorde. De fleste er omkring 15 eller 16, når de bliver en del af miljøet, og tit er det en slags oprør. Ideologien er meget nem at forstå og fordøje, så det er nemt at konvertere folk. Mange af dem er kun midlertidige nazister, som går rundt og mobber folk i et par år, før de lægger det fra sig igen.

I din bog skriver du, at du kæmpede mere mod punkerne end mod udlændinge. Er alle nynazister racister?
Det kommer an på, hvor man er vokset op. I Østtyskland er der ikke lige så mange indvandrere, og dermed er der mindre kontrakt og mindre sandsynlighed for sammenstød. Der er flere racister i multikulturelle storbyer som Berlin eller München. Jeg prøvede ikke engang at få udenlandske venner, for de var ikke mine værste fjender.

Hvem var dine fjender så?
Politiet, autoriteterne og venstrefløjen. Også alle de politisk korrekte – dem som altid ville fremstå perfekte og gøre det rigtige. Folk, som altid er positive, og som går til demonstrationer mod højrefløjen.

Annoncering

Siger du, at nynazister aldrig er hverken positive eller glade?
Hvis du er en del af miljøet, er det ikke cool at give folk indtryk af, at du er et godt menneske. Man afviser bevidst folk og har en negativ attitude omkring verden. Vi afskyede folk, der havde en anden holdning end os. Jeg var ikke særlig glad i den periode. Jeg var meget frustreret.

Var din første kæreste også nynazist?
Ja. Jeg var 14, da vi mødte hinanden. Vi var til en koncert og var begge fulde. Som du måske kan forestille dig, er nynazister ikke de mest romantiske mennesker. Der var engang en fyr, der spurgte mig, om jeg ville se hans hagekorssamling. Selv for en nazist var det ret kikset.


Læs mere: Sådan blev jeg nynazist


Højrefløjen er domineret af mænd. Hvordan er det at være en kvinde i det miljø?
Det kan være rigtig svært, for seksuelle overgreb er meget udbredte. Nogle gange er det kun en hånd på dit lår, men jeg kender også piger, der er blevet voldtaget. Selv når historier om seksuelle overgreb blev kendt, var der ingen, der gjorde noget for at straffe mændene. Kammeratskabet mellem mændene er meget vigtigere end kvindernes ve og vel. De fleste kvinder prøver bare at opføre sig som mænd ved at påtage sig en meget hård og aggressiv facade.

I den nazistiske ideologi er kvinden underlagt manden. Hvorfor er den kønsorden så udbredt blandt nynazister?
Der er mange kvinder, som desværre er endt i miljøet, og som har problemer med selvtilliden. Det er nemmere at gøre, hvad man får besked på, i stedet for at skabe problemer for en selv.

Annoncering

Du skabte problemer for dig selv og kom ud på den anden side. Hvordan gjorde du det?
Det var en proces, der tog flere år. Jeg begyndte virkelig at gøre oprør, da jeg mødte min mand Felix. Vi begyndte at tale om ting, som ingen af de andre talte om: Hvordan kvinder blev behandlet, hvordan nazister lever, og hvad de gør. Han boede i Dortmund dengang og var blevet udstødt af miljøet, fordi han hang ud med venstredrejede nazister.

Er venstredrejede nazister ikke stadig meget højreorienterede? Er det nemt at blive uvenner med miljøet?
Selvfølgelig er de stadig meget højreorienterede, men så snart man begynder at stille spørgsmålstegn ved tingene, eller hvis du kritiserer Hitler – det er mega tabu – så bliver du betragtet som en forræder.

At opsige sit medlemskab er én ting - hvordan ændrer du det syn på verden, du har fået dunket ind i hovedet?
Jeg blev nødt til gøre det lidt af gangen. Så snart jeg begyndte at være i tvivl om ideologien, fik jeg virkelig dårlig samvittighed over, hvad jeg var en del af. Felix og jeg flyttede til München og boede i et meget multikulturelt område, hvor vores udenlandske naboer var meget venlige. Men det krævede mere end bare at blande sig med andre racer for at bryde fri. Jeg havde for eksempel været holocaustfornægter i så lange tid, at konceptet var indgroet i min hjerne. Det tog lang tid, før jeg kunne se på det med kritiske briller.

Hvornår fandt du ud af, at holocaust var virkeligt?
Jeg var omkring 19. Jeg blev nødt til at genoverveje hele historien, og indrømme overfor mig selv, at jeg tog fejl. Det var det sidste stykke naziideologi, der var tilbage i mig.

Hvorfor er der ikke flere, der forlader miljøet?
Hvis man skal flygte, kræver det, at man stiller spørgsmålstegn ved alt, hvad man står for og har gjort. Du er så optaget af ideologien – det er en kæmpe del af din identitet. Der er mange, som ikke tror på, at de nogensinde kan blive accepteret af mainstreamsamfundet igen eller få hjælp. Du skal starte et helt nyt liv, og det er selvfølgelig meget hårdt.

Forventer du en hævn fra miljøet?
Ja, men det er en naturlig konsekvens af at forlade det. For nylig var der nogen, der malede et kæmpe hagekors med ordene "Vi kommer efter dig" på væggen ved togstationen, hvor vi bor.

Føler du dig som en del af samfundet nu?
Jeg fødte min søn for lidt over et halvt år siden, og jeg er lige blevet færdig på lærerseminaret. Jeg har ærligt talt været i tvivl, om jeg skulle vælge den karriere, med den baggrund jeg har. Men jeg ved også, at jeg ikke er min far, og jeg har et helt andet syn på, hvordan man opdrager børn. Så alt det føles som om, at jeg langsomt bliver en del af samfundet, ja.