Quantcast
seksuelle overgreb

Der blev lukket ned for mig, da jeg spurgte ind til rygterne om Louis C.K.

For et par år siden tog jeg til en comedy-festival for at spørge komikere som Dave Chappelle, Kevin Hart og T.J. Miller, hvordan de havde det med anklagerne mod Louis C.K. Det gik ikke særlig godt.

Megan Koester

Megan Koester

Louis C.K. photo via Creative Commons

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Jeg har hele tiden vidst, at Harvey Weinstein var et klamt røvhul. Det ved alle, der ikke har haft skyklapper på.

Folk som Harvey Weinstein slipper afsted med deres opførsel, fordi magt er lig med beskyttelse. Man kan argumentere for, at den eneste grund til, at Weinsteins årelange overgreb ikke har haft konsekvenser før, er, at det først er nu, hans magt er falmet nok til, at det ikke længere er karriere-selvmord at anklage ham. Folk begyndte også først at tale om Bill Cosbys overgreb, da han ikke var den samme stjerne som tidligere, og han ikke længere blev betragtet som et komisk geni, men mere som en savlende gammel tosse, der brugte sin tid på at fortælle sorte mænd, at de skulle droppe hængerøven i bukserne. Men nok om det.

Lad mig fortælle dig en historie.

I 2015 tog jeg til comedyfestivalen Just for Laughs i Montreal som journalist for Gawker. Arrangørerne af festivalen vidste ikke, at mit ærinde var at undersøge de rygter, jeg havde hørt om Louis C.K., der opførte sig seksuelt upassende. Hvis de havde vidst det, havde jeg helt sikkert ikke fået lov til at deltage. Det forholder sig nemlig sådan, at Louis er en "ven" af festivalen.

Jeg fandt en plads langs den røde løber til prisuddelingen. En efter en spurgte jeg den lange række af komikere, som alle var mænd, hvordan de havde det med anklagerne mod Cosby. De påstod alle meget insisterende, at de var rystede over mandens opførsel. Bagefter spurgte jeg dem: "Hvordan har du det så med anklagerne mod Louis C.K.?" De lod alle sammen, som om de ikke anede, hvad jeg talte om.

Jeg var netop blevet færdig med mit tredje interview, Kevin Hart (som reagerede med vantro, inden en vagt gennede ham væk), da en kvinde med et clipboard hev fat i mig. Hun sagde: "Vi har fået klager over Louis-spørgsmålene", selvom ingen af dem, jeg havde talt med, virkede synderligt chokerede, da jeg snakkede med dem.

En høj mand i et jakkesæt kom hen til mig og tog over fra kvinden, der i første omgang havde talt med mig. Han var rasende, kan man vist roligt sige. Rød i hovedet forklarede han mig, at festivalen var en stor "familie", og at Louis var en del af den "familie" – så jeg kunne stille den slags spørgsmål, når jeg var på "mit eget territorium", men det har var "deres territorium". Det var ikke "den slags" rød løber, sagde han. Her skulle der være en venlig stemning. Hvis jeg stillede stødende spørgsmål igen, ville jeg blive smidt ud. Men hvis jeg stillede "søde" spørgsmål, kunne jeg få lov til at blive. Hans aggressive attitude sagde med al ønskelig tydelighed, at han ikke havde tænkt sig at lade mig blive. Jeg kunne mærke tårerne presse på og undskyldte over for manden, der tronede ind over mig. Manden, som jeg senere fandt ud af var festivalens driftsleder Bruce Hills. Jeg sagde, at jeg nok skulle opføre mig ordentligt. Jeg havde kun stillet tre komikere det fornærmende spørgsmål, og mine planer om at spørge Patton Oswalt, T.J. Miller og Dave Chapelle, som jeg kunne se nærme sig, smuldrede mellem hænderne på mig.

(I en email til VICE forklarer Bruce Hills, at de kun havde et problem med forfatterens attitude og ikke med selve spørgsmålene. "Min intention var, at prisuddelingen skulle være en fejring," skrev han. "I den forstand har jeg hverken forsvaret eller været bevidst om de anklager, der er blevet fremsat. Hvis Koester ville have vores gæster til at svare på spørgsmål, håbede vi, at hun ville benytte de traditionelle, journalistiske kanaler, var imødekommende med sine intentioner og bad om et rigtigt interview. Vi sørger altid for, at vores gæster har mulighed for at forholde sig til spørgsmål på forhånd, så de kan beslutte, om de vil svare på dem eller ej.")



Jeg overvejede kortvarigt at blive stående og stille de mest forsigtige spørgsmål, man kunne tænke på (sådan noget som "Hvad elsker du ved latter?") men det hele føltes så akavet og pinligt. Jeg vidste, at de holdt øje med mig, og det virkede formålsløst. Jeg rystede. Jeg var rædselsslagen. Da hørte jeg min ven, komikeren Andy Kindler, råbe på mig. Jeg humpede over til ham (jeg gik med en krykke på det tidspunkt, fordi jeg var kommet til skade, og det fik mig kun til at føle mig endnu mere svag) og forklarede ham hviskende, hvad der foregik. Jeg spurgte, om jeg måtte liste ud sammen med ham, og han gav mig ret i, at det nok var en god idé.

I stedet for at blive hængende og til sidst "officielt" blive smidt ud, så gik jeg selv. Det var naturligvis ikke en rar oplevelse. Det var et forsøg på at true mig til stilhed, og det virkede. Jeg skrev aldrig artiklen.

Når jeg fortalte venner og bekendte, hvorfor jeg var til festivalen, spærrede de øjnene op. De havde alle hørt anklagerne. De ville også have nogle svar. De ville alle sammen gerne hjælpe mig så godt de kunne, så længe de ikke personligt blev blandet ind i det.

Sådan er det nemlig med den slags historier. Alle vil gerne udtale sig, men kun hvis de kan være anonyme. Ingen vil offentligt blive kædet sammen med dig, for de er bange for, at det vil ødelægge deres karriere at blive forbundet med hende, der stiller det spørgsmål, alle har på læberne. Folk, jeg kendte, respekterede og elskede – de støttede mig, men i det stille, og uden nogen opdagede det. En af dem stod sammen med mig og ventede uden for et spillested, hvor Louis C.K. skulle komme ud, når han var færdig. Hun sagde til mig, at hun elskede mig og støttede mig, men at hun blev nødt til at gå, inden han så hende sammen med mig. For hun ville gerne arbejde med ham igen. Så der stod jeg, alene i regnen, og støttede mig til min krykke, og ventede på en mand, der aldrig kom – jeg stod ved den forkerte udgang. Det hele var en filmisk farce.

"Jeg synes, du er rigtig modig," sagde en af mine venner dengang. "Jeg er så bange," svarede jeg. Det er jeg stadig.