​Andy Warhol i Burger King-reklamen fra årets Super Bow
Andy Warhol i Burger King-reklamen fra årets Super Bowl. Billede via Burger King/Andy Warhol Foundation
burgerkunst

Jørgen Leths Warhol-film var det bedste ved årets Super Bowl

Burger King-reklame brugte klip fra film, hvor den danske instruktør får Andy Warhol til at spise en hamburger.

Super Bowl, den store finale i den amerikanske fodboldliga NFL, bliver altid solgt som en fest. Et hyperpatriotisk sammenskudsgilde af touchdown, militærfly, nipplegate, musiklegender i manegen og afsindige kampe, der bliver afgjort på kast i sidste sekund.

Derfor virker årets udgave også som en decideret fuser: New England Patriots vandt 13-3 over Los Angeles Rams, hvilket lyder som en fin score i almindelig fodbold, men i NFL-sammehæng er det ren sovemedicin. På musikfronten gik der politik i det ellers så eftertragtede halftime-show, så folk måtte tage til takke med en topløs Adam Levine og Maroon 5.

Annoncering

Men på én front skuffede Super Bowl ikke. Blandt reklamerne, som er blevet en lige så stor del af showet, var der nemlig en hyldest til et af de vigtigste øjeblikke i dansk filmkunst: Burger King havde premiere på en reklame, som er baseret på et klip fra Jørgen Leths film 66 Scener fra Amerika.

I klippet – som i Burger King-reklamen bliver ledsaget af hashtagget #eatlikeandy – spiser den amerikanske kunstner Andy Warhol en burger fra Burger King, mens han sidder alene ved et bord og kæmper med at få ketchup ud af flasken.

Ifølge en historie på det amerikanske medie Today – som i øvrigt refererer til den "svenske instruktør Jørgen Leth" – har Burger King sikret sig rettighederne til brug af klippet via The Andy Warhol Foundation.

"Det her spot skal bryde igennem den traditionelle Super Bowl-reklamepause, som er fyldt med eksplosioner, platte vittigheder og kendisser, med et næsten lydløst og alligevel kraftfuldt kunstværk," skrev Burger King i en pressemeddelse.

Jørgen Leth har tidligere fortalt MUNCHIES om, hvordan han optog scenen med Andy Warhol i et studie i New York i 1980. Det var Andy Warhol selv, der valgte maden fra Burger King, da der ikke var nogen burger fra McDonald's, men undervejs begik den danske instruktør en fejl. Jørgen Leth havde nemlig glemt at give Warhol et glas vand eller en cola til at skylle burgeren ned med.

"Jeg var jo nervøs," fortalte Jørgen Leth. "Det var ikke sådan, at jeg kunne nå at tænke klart om alting. Derfor lavede jeg den fejl, som jeg først opdager, når han er i gang. Det gør han jo også. Vi er begge to kunstnere, der arbejder med strenge spilleregler. Det kunne jeg genkende i ham, og han kunne genkende det i mig. Jeg tænkte: Hold da kæft. Hvor har jeg været et dumt svin. Men der er kun en ting at gøre i den situation, og det er at køre det igennem og holde sin disciplin. Man kan ikke afbryde. Det er umuligt. Så falder det hele til jorden."

Super Bowl 53 faldt til jorden, men Warhol-reklamen viser, at nogle gange er stilhed og en saftig burger stadig den bedste form for underholdning.