Hvorfor er vi så vilde med at se voksne spille teenagere på tv?

Der er ingen af karaktererne i 'Gossip Girl', som ligner rigtige teenager, og det er der en simpel forklaring på: De blev spillet af granvoksne mennesker.
Fem skuespillere fra Gossip Girl står på række
Foto: Gossip Girl

Artiklen er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Der er ingen af karaktererne i Gossip Girl, som ligner rigtige teenagere, og det er der en meget enkel forklaring på: flokken af gymnasieelever fra overklassen, som konstant var i totterne på hinanden, mens deres privatchauffører fragtede dem rundt på Manhattan, blev nemlig spillet af granvoksne mennesker. Blake Lively, som spillede skolens populære pige Serena van der Woodsen, var 20, da første afsnit rullede over skærmen, mens Leighton Meester, som spillede den onde, men geniale Blair Waldorf, og Penn Badgley, som portrætterede enspænderen Dan Humphrey, begge var 21.

Annoncering

I forhold til at snyde publikum med voksne mennesker i teenageroller er Gossip Girl faktisk ikke den største synder. I Glee var det meningen, at vi skulle tro på, at 27-årige Corey Monteith, 23-årige Dianna Agron og 23-årige Lea Michelle stadig gik i gymnasiet, mens Pretty Little Liars prøvede at bilde os ind, at 24-årige Troian Bellisario og 23-årige Shay Mitchell var forstadsteenagere på flugt fra en ukendt fjende.

Hollywoods mangeårige praksis med at caste helt og aldeles voksne mennesker i roller som teenagere er allestedsnærværende. Hvis et rumvæsen blev sat for at lære om menneskets aldringsproces gennem film og tv, ville hun få et chok, når hun landede på jorden og erfarede, at alle teenagere ikke er gudeskønne voksne mennesker, og at de fleste faktisk enten har dårlig holdning, fedtet hår, bøjle, akne eller alle fire. Faktisk er fænomenet så udbredt, at det har fået en betegnelse på internettet, nemlig ”Dawson Casting” – en reference til skuespillerne i Dawson’s Creek, der alle var meget ældre end deres karakterer.

Forklaringen på den besynderlige praksis er overraskende enkel, ifølge Todd Thaler, som har været casting director på film som Billy Madison, Because of Winn Dixie og Maid in Manhattan. ”Det handler om arbejdslovgivning. Det er meget begrænset, hvor lang tid mindreårige må arbejde. Det betyder, at de ikke kan være på settet ret lang tid af gangen,” forklarer han. Udover den begrænsede tid på settet skal instruktører også medregne tid til ”hvile, skolearbejde og faste spisetider.”

Annoncering

Det spiller også ind på castingprocessen, hvis man er usikker på, hvordan et barns opførsel og arbejdsmoral vil udvikle sig over årene, tilføjer han, men det er helt sikkert arbejdslovgivningen, der vejer tungest i den ligning. ”I mange tilfælde vælger man at caste en 18-årig, fordi de kan arbejde på settet i en 16-18 timer ad gangen,” siger Thaler. (Det er selvfølgelig noget andet, når karaktererne skal være væsentlig yngre. Da Thaler arbejdede på Because of Winn Dixie, en historie om en 10-årig pige og hendes hund, kunne man selvfølgelig ikke bruge en voksen skuespiller. Af samme årsag er alle skuespillerne i Stranger Things børn).

For at ære den bizarre tradition for gamle teenagere på film og tv har vi sat sig for at undersøge sammenhængen mellem virkelig og portrætteret alder i en lang række klassiske og højtelskede serier og film om teenagere, herunder Gossip Girl, Glee, Dawson's Creek, Pretty Little Liars, Buffy the Vampire Slayer, The OC, Gilmore Girls, Riverdale, Mean Girls, Clueless og The Breakfast Club.

why-actors-in-their-mid-20s-play-15-year-olds-on-tv-body-image-1493997565

Grafik: by Dana Kim

Serien med det suverænt største misforhold er Buffy the Vampire Slayer, hvor den gennemsnitlige alderskløft ligger på 8,25 år. Gossip Girl tegner sig for den mindste ulighed med kun 3,7 år. I Gossip Girl og Pretty Little Liars er der kun en skuespiller under 18.

Rigtige teenagere er fremhævede i den grafiske fremstilling herunder: