Annoncering
psykisk helbred

Sådan er det at være bange for døden... Hele tiden

Thanatofobi er frygten for det eneste i livet, som helt sikkert kommer efter dig: Døden.

af Violet Rusu
07 februar 2018, 10:12am

Foto: Shutterstock 

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Det er lørdag aften, belysningen er dæmpet, musikken er høj, og restauranten er pakket med mennesker. Jeg kæmper mig gennem menneskemængden med en bakke fyldt med store lyserøde martinier. Bakken glider ud af hånden på mig og falder på gulvet. De tynde martiniglas går i tusind stykker. Jeg mister balancen og falder med hovedet først ned i bunken af blendet jordbær og knust glas. Et glasskår går gennem huden på min hals og skærer min halspulsåre over, så blodet fosser ud gennem mine fingre og ned på gulvet.

Jeg griner lidt for mig selv, og den indre film stopper. Ekstreme, hypotetiske situationer opstår altid for mit indre blik, hvis jeg har at gøre med skarpe eller tunge objekter. Hvis man lider af thanatofobi, også kendt som ekstrem dødsangst, er hjernen et ret vildt sted.

Det overrasker nok ikke, at tanker om døden er ret udbredte, og derfor er thanatofobi heller ikke en klinisk anerkendt lidelse. Men for folk med thanatofobi er tanker om døden ikke forbundet med nysgerrighed. Der er det tværtimod en konstant strøm af rædselsscener, der efterlader dig så bange, at du ikke kan spise en vindrue uden at forestille dig, du bliver kvalt.

Lige så længe, jeg kan huske, har jeg været bange for døden. Ikke bare det at miste livet, men frygten for at holde op med at eksistere. Uanset om jeg ligger begravet i jorden, er blevet drysset ud over havet eller spist til middag langt inde i Amazonas jungle, vil jeg være væk for altid, og det er ikke let at leve med den tanke.

29-årige Katie Miotła fra Toronto er nybagt mor og lider af thanatofobi. Hun fortæller, at hendes angst ikke handler om hendes egen død, men om frygten for at miste sin mor. Miotla opdagede første gang sin dødsangst, da hendes mor af ukendte årsager i en periode var indlagt gentagne gange.

”Første gang, hun blev indlagt, besøgte jeg hende med det samme. Jeg kan huske, at jeg stod ved siden af hendes seng og fik kvalme, så blev jeg helt hvid i hovedet, og senere vågnede jeg i en hospitalsseng,” fortæller hun.

Grunden til, Miotla besvimede den dag, var, at hun ikke kunne se sin mor i hospitalssengen uden at stresse over, om sygdommen ville tage livet af hende. En tilstand, der skulle komme til at følge hende den kommende periode:

”Et par måneder senere skulle min mor og jeg afsted på roadtrip. Men da min mor kom ned af trappen, sagde hun, at hun blev nødt til at tage på hospitalet. Jeg begyndte at svede og blive svimmel igen,” siger hun. ”Det var det samme, som skete på hospitalet.”

Det var i det øjeblik, det gik op for Miotła, at det var hendes mor, der udløste hendes dødsangst.

Angst påvirker mennesker forskelligt og kan have sit udgangspunkt i mange forskellige årsager. Nogle specialister argumenterer for, at dødsangst ofte hænger sammen med andre psykiske lidelser som PTSD, depression og andre angstlidelser. En undersøgelse viste for nylig, at det er kvinder i 20’erne, der har størst sandsynlighed for at føle dødsangst, og at angsten kan bluse op igen, når de kommer i 50’erne.

Selvom der ikke findes noget definitivt svar, som kan stille min nysgerrighed, er det alligevel en lettelse at vide, hvordan min frygt opstod.

Andrew Gentile er medejer af Toronto Hypnotherapy, og han behandler ofte folk med dødsangst. Det gør han ved hjælp af terapi og hypnose, hvor han med egne ord tager sine patienter på en 45 minutter lang ”tur på et flyvende tæppe” for at fjerne deres dybeste frygt.

Han dæmper lyset, så han kun lige akkurat kan se sine patienters ansigter. De ligger på ryggen med et tæppe på. Han ser dem trække vejret og holder øje med brystet, der stiger og falder. Kæben begynder at hænge, og deres øjne går fra højre mod venstre under øjenlågene. Han betragter dem, til kroppen laver det lille spjæt, der fortæller ham, de er i dyb søvn, så han kan påbegynde rejsen ind i fantasien.

”Jeg får dem til at forestille sig et smukt sted, så de kan føle sig sikre og slappe af i kroppen,” siger Gentile. ”Når de er et godt sted, kan vi tage fat i de svære minder.”

Gentiles filosofi er, at både dødsfobi og angst generelt er resultater af en af tre følgende ting: Gennemlevede traumer, religiøs indoktrinering eller en frygt for det ukendte. Han forsøger altid at finde årsagen til patienternes angst, så han kan tilpasse behandlingen til hver enkelt. Han forklarer:

”Frygt er noget vi har lært, og det kan føres tilbage”.

Under hypnoterapi kan han føre sine patienter tilbage til det sted, det hele begyndte. Når begivenheden, der senere manifisterede sig som angst eller frygt, er lokaliseret, kan han efterfølgende støtte patienterne i at omforme deres barndoms fortolkning den.

Jeg er vokset op som ikke-religiøs og ekstremt nysgerrig. Min dødsangst handler om, at jeg ikke aner, hvad der sker efter livet. Selvom der ikke findes noget definitivt svar, som kan tilfredsstille min nysgerrighed, er det alligevel en lettelse at vide, hvordan min frygt opstod. Hvis angsten er baseret på frygten for det ukendte, så kræver det nemlig en anden behandling, end hvis man er bange på grund af konkrete erfaringer eller religiøse doktriner.

”Man kan ikke have angst for fortiden. Man kan have traumer, fortrydelse og skam, og det kan alt sammen føre til depression, men angst handler udelukkende om fremtiden,” siger Gentile og forklarer, at det kan skyldes, at fremtiden altid er ukendt. Og at mange mennesker enten forbinder det ukendte med fare eller kontroltab. Underbevidstheden vil forsøge at beskytte os mod fare, og skaber derfor de værst tænkelige scenarier for vores indre.

Heldigvis for mig er min angst for døden ikke et problem i hverdagen. Udover ubehagelige tanker har det ikke påvirket mit liv på nogen måde. Jeg spiser stadig vindruer og drøner gennem trafikken som en racerkører, mens jeg lægger mascara. Folk som Miotła, der besvimer af frygt, er mindre heldige.

Jeg når næppe at finde alle svarene om døden i min levetid. Gentile foreslår, at jeg får en kreativ kanal, som jeg kan bruge til at neutralisere min angst og komme udenom de ting, der udløser den. Jeg har forsøgt at holde mine angsttanker nede ved at kaste mig passioneret over de ting, jeg gerne vil nå – jeg er lige nu i gang med at skrive min første bog. Og hvis alt andet slår fejl? YOLO!