Ny Musik

To nye Louis Rustum-singler gør dig klar til weekendens tømmermænd og kærestesorger

Den aarhusianske Hukaos-sangers første udspil siden sin ep-udgivelse i foråret er landet.

af Lasse Cato
06 oktober 2017, 7:13am

Foto: Mutiarani Taufieq

Der er fredagsudgivelser, der giver dig lyst til at drikke hjernen ud og træffe dårlige beslutninger. Og så er der fredagsudgivelser, der er oplagte gemmere til lørdag (og søndag) morgen, når du ligger derhjemme og mangler serotonin og kærlighed i dit liv. Louis Rustum er klar med to af de sidstnævnte – de spritnye singler, "Like Rivers" og "What I'm Giving You".

Aarhus-crooneren fra Hukaos-crewet fortsætter udviklingen fra forårets ep-udspil, Classified med sin engelsksprogede R'n'B. Søvnige, silkebløde beats kombineret med Rustums selvsikre, lettere nasale og ultrafølsomme stemme skaber en lyd, du roligt kan sætte på, mens du brygger morgenkaffen eller gør dig klar til at tude over, at du brugte alt for mange penge i går og alligevel bare endte med at brække dig udover din flirt som en kæmpe taber.

Og det er ikke tilfældigt, at de nye numre lyder som et smukt, melankolsk og måske lidt forhåbningsfuldt break-up.

"De handler begge om kapitler, som sangene hjalp mig med at lukke. Jeg har brugt hele sommeren på at lave ny musik, så nu føler jeg, at det er på tide, at folk hører, hvor jeg har rykket mig hen, siden Classified kom ud i Marts," fortæller Louis Rustum til Noisey. ""What I'm Giving You" var inspireret af en hjælpeløshed, der kan opstå, når man ikke får det samme tilbage, som man giver et andet menneske. Sangskrivningen blev hurtigt en kanal for mig til at sætte ord på alt, hvad der var svært at beskrive over for personen."

Damn, Louis. Vi er glade for, at du er ovre på den anden side og nu er klar til at hjælpe os andre videre i vores følelser.

Hør de nye singler herunder.