Jenny Lund Madsen spolede gennem "Supergirl" for at se de lesbiske scener

Manuskriptforfatter Jenny Lund Madsen arbejder for at forbedre repræsentationen af minoriteter i danske film og serier: “Når man sidder hjemme i Vestjylland og er 10 år og tror, man er mærkelig og forkert, er det vigtigt at kunne spejle sig i andre."

|
27 september 2017, 8:03am

Denne artikel er også udgivet i VICE Magazine – The Please Sit Down Issue

I 2009 sad Jenny Lund Madsen i en situation, mange kan genkende. Hun var netop vendt hjem fra sit udvekslingsophold i USA og havde presset sit VISA-kort til det absolutte maksimum. Og lidt til. I bankens åbne kontorlandskab spurgte rådgiveren over for hende, hvordan hun havde tænkt sig at betale gælden af.

"Jamen, jeg skal arbejde som manuskriptforfatter," svarede hun.

Jenny Lund Madsen kunne næsten høre rådgiveren tænke, Nå, er det et job?, og han så på hende, som om hun var en nutcase, der aldrig ville få et rigtigt job, fortæller hun.

Idéen om at skrive var nu ikke noget, hun hev ud af den blå luft den dag i banken. Allerede som barn i 1980'erne brugte hun sin fantasi og skabte historier – for det var man nødt til på forældrenes landsted i Vestjylland. Sidenhen gik vejen til at blive manuskriptforfatter gennem Københavns Film og Fotoskole og til film- og medievidenskab på Københavns Universitet. Efter hun blev afvist i sidste runde på Filmskolens forfatterlinje, tog hun til UCLA på det første år af sin kandidatuddannelse, hvor hun skrev tre spillefilm og en tv-serie og deltog i mere undervisning, end hun egentlig var berettiget til. Hun ville lære så meget som overhovedet muligt. Hendes underviser var imponeret og satte hende i forbindelse med forfatteren Christian Torpe hjemme i Danmark, som hyrede hende til at skrive et afsnit af en serie på Nordisk Film. Derfor kunne hun tage tilbage i banken et par uger efter det første møde og betale sin studiegæld af i ét hug. Med penge fra Nordisk-fucking-Film. In your face, bankmand.

I dag otte år senere – hvor jeg sidder over for hende i hendes lejlighed et stenkast fra Kongens Nytorv – er der ingen grund til skepsis over for 33-årige Jenny Lund Madsens ambitioner. Hun er manuskriptforfatter, og hendes credits tæller blandt andet episoder af Rita og Mercur og jobbet som hovedforfatter på den afsluttende sæson af Sjit Happens. Lige nu arbejder hun på tredje sæson af Bedrag til DR – foruden de mange film og serier hun har gang i sideløbende. Hun har ikke manglet arbejde siden hjemkomsten fra USA, og hun har bevidst undladt at melde sig ind i en A-kasse, for som hun forklarer: "Hvis jeg ikke kan leve af det, jeg laver, så er jeg ikke god nok til det."

Man kan nemt føle sig lidt doven og udriftig sammenlignet med sådan en succesfortælling. Vejen derhen er selvfølgelig sjældent fritaget for tvivl og har heller ikke været det for Jenny Lund Madsen. Op igennem sine tyvere græd hun nærmest to gange om ugen og følte glimtvist, at det aldrig ville blive til noget. Men tanken om et mere stabilt job til at betale huslejen og skriveriet som en sidebeskæftigelse har aldrig trængt sig på. "Det ville være at give op", siger hun. "Man bliver jo aldrig rigtig god til noget, hvis man kun gør det om aftenen."

Er du selv bevidst om dit drive?

"Ja, til en vis grad, men det er jo ikke noget, jeg har planlagt. For mig er det af nødvendighed. Det er det her, jeg vil, og det er det, der giver mening for mig. Jeg kunne sikkert have en tilværelse, hvor jeg tjente flere penge, havde mere fritid – og hvor der var ting, der var nemmere. Det er jo ikke nemt ikke at vide, om man har et job i næste måned, eller at arbejde fire år på noget og så får det dårlige anmeldelser, eller også glemmer TV2 at sende det – hvilket er sket for mig."

Er det noget, du har med hjemmefra?

"Jeg kommer fra en familie, hvor man arbejder. Min forældre havde begge to fuldtidsarbejde og så havde de en minkfarm ved siden af. Når de kom hjem om eftermiddagen, skiftede de tøj og passede minkene, og om aftenen lavede de regnskab. Og jeg havde selv mit første job nede på den skide minkfarm. I stedet for at få timerne udbetalt, så måtte mine søskende og jeg bruge beløbet nede på det lokale foderstof – hvor bønder kunne købe foder, træsko og overalls og sådan noget. Så måtte jeg købe for 2000 kroner efter at have stået og pelset mink hver dag efter skole. Jeg købte en schweizerkniv, kan jeg huske. Jeg har altid arbejdet, og det er aldrig faldet mig ind ikke at arbejde."

Under sin opvækst savnede Jenny Lund Madsen karakterer i film og tv-serier, hun kunne spejle sig i som kvinde og ikke mindst som lesbisk. Det var en af grundene til, hun skrev speciale om lesbisk repræsentation i dansk film, hvor hun kortlagde funktionen og hyppigheden af lesbiske karakterer. Der var meget få – også sammenlignet med repræsentationen af homoseksuelle mænd – og deres historier var oftest været reduceret til komiske biroller.

En af begrundelserne er ifølge Jenny Lund Madsen, at det dramatiske potentiale i historier med lesbiske ikke altid anerkendes, særligt fordi mænd er stærkt overrepræsenteret i filmbranchen. "Mænd laver oftest film om mænd – og hvor mange mænd laver spændende portrætter af lesbiske? Not that many." For nylig spolede Jenny Lund Madsen gennem hele sæson to af Supergirl kun for at se scenerne, der fulgte en lesbisk kærlighedshistorie – selvom den ikke var specielt banebrydende. "Men det er, fordi man craver det. Jeg mangler stadig de historier."

Hvorfor er det vigtigt at se sig selv på film?

"Når man sidder hjemme i Vestjylland og er 10 år og tror, man er mærkelig og forkert, er det vigtigt at kunne spejle sig i andre og vide, at man ikke er den eneste i verden. Det er jo også et demokratisk problem. Film og tv-serier er massemedier. Hvis massemedier kun viser én fortælling, om én bestemt type – en hvid mand mellem 25 og 50, som er trænet og ser godt ud – så kan man måske tro, der ikke er plads til at være en mand på 15 med mørk hudfarve, som ikke er trænet, eller en kvinde, der er lesbisk. Hvis man ikke afspejler den mangfoldighed, der er i verden, så reproducerer man nogle forestillinger om, hvordan verden ser ud, og hvad der er rigtigt og forkert."

Især de seneste to år er der begyndt at ske noget i branchen herhjemme, fortæller hun. "Pludselig siger en producer, som måske ikke tidligere ville have haft øje for det, 'kunne det her være en kvinde i stedet', eller en caster siger, 'har vi nogle brune roller?' Der er en anden bevidsthed nu. Før var det bare, 'lægen, han…' Når det er sagt, så er størstedelen af de historier, vi fortæller, stadig med mænd."

Det Danske Filminstitut har fokus på mangfoldighed gennem konkrete tiltag inden for etnicitet, social baggrund og køn. I juni 2016 offentliggjorde de en undersøgelse, der viste, at flere mænd end kvinder søger og modtager filmstøtte, og at mændene generelt modtager højere beløb. I kølvandet på rapporten søsatte DFI tre aktionsgrupper, der skulle afsøge konkrete løsninger. Som medlem af bestyrelsen for Danske Dramatikere stod Jenny Lund Madsen i spidsen for en gruppe, der skulle undersøge barrierer for kvinder i dansk film. Resultaterne blev fremlagt til et brancheevent i Cinemateket i november 2016, der blev mødt "med råben og skrigen," fortæller hun. Mange i branchen tolker det nemlig som et udtryk for, at kvinderne skal foran i køen. "Men det er ikke det, det handler om. Vi skal bare kigge på, om de bliver mødt på samme måde af DFI," siger hun.

Jenny Lund Madsen har aldrig følt sig personligt bremset på grund af sit køn. Men som hun siger, "Jeg ved jo ikke, hvilke job jeg ikke har fået."

"Jeg har hjulpet med at facilitere en diskussion og sætte fokus på noget, der bør være i vores alles interesse. Det er svært at være kvinde i den her debat og have fokus på sin faglighed og integritet og det, man egentlig beskæftiger sig med. Mit mål i livet er jo ikke at være kvindesagskæmper – det er at skrive."

LÆS MERE FRA BROADLY

Mere VICE
VICE kanaler