Jeg tog i Rema 1000 for at lære at købe god vin i supermarkeder

Mikkel finkæmmer hylderne hos vinhandlere og supermarkeder i Danmark for at finde hæderlig vin til hæderlige penge.

|
27 marts 2018, 7:18am

Mikkel Nielsen på indkøb i Rema 1000 for at finde inspiration til hans instagramkonto Ugens vin. Billeder via journalisten og Instagram

“Det er ingen kunst at købe en god vin til 500 kr. Men mindre kan gøre det. Hver uge finder jeg vinen, som smager af mere end prisen på flasken.”

Sådan lyder profilteksten på instagramkontoen Ugens vin.

På kontoen finder du ingen farvestrålende naturvine eller parallelimporterede dråber fra hippe vinlande som Ungarn eller Georgien. Du finder ingen enkeltmarks Bourgogne eller Bordeaux fra 82. 'Ugens vins' raison d'être er en anden – nemlig at guide til de bedste billige vine fra supermarkedets vinhylder. Den slags, som vi drikker uformelt til maden eller foran fjernsynet efter en hård dag på jobbet. Den slags vin, som de fleste af os drikker.

Hver uge gennemgår Mikkel Nielsen, som står bag kontoen, ugens tilbud fra supermarkeder og vinhandlere, inden han kommer med én anbefaling, der er på tilbud netop denne uge.

Mikkel er vokset op med vin i blodet. Både hans far og farfar drev en vinhandel i Hadsund i Jylland, og Mikkel har efter eget udsagn smagt “tusindvis af vine”. Selvom om man umiddelbart så skulle tro, at den slags vinkulturelle baggrund ville få en kender til at rynke på næsen af vine til under en halvtredser, så er det ikke tilfældet.

Derfor er jeg hoppet på metroen mod Vestamager for at lære, hvordan jeg køber vin, som jeg kan tillade mig at tage med i vennernes madklub eller på dobbeltdate uden at blamere mig selv eller sprænge mit ikke-eksisterende vinbudget.

“Der har aldrig været så meget god vin, som der er lige nu,” siger Mikkel. “Producenterne er blevet så dygtige til at producere vin godt og billigt, og så er supermarkederne for alvor gået ind i branchen.”

Tidligere drev Mikkel vinbloggen Winewhynot, men da den stoppede, oplevede han, at folk blev ved med at spørge om anbefalinger til vin, når der var fest eller konfirmation i familien. Af og til anbefalede han en vin på sin private facebookprofil, hvilket altid afstedkom taksigelser og god feedback. Derfor startede han Ugens vin på Instagram.

Til dagligt arbejder Mikkel, der er 39 år, med forretningsudvikling hos Timm Vladimirs Køkken, hvor han også er ansvarlig for indkøb af vin. Også her oplevede han hurtigt, at folk var interesserede i hans anbefalinger.

“Som jeg ser det, så findes der vin, man snakker over og vin, som man snakker om. Derfor skal man også altid vurdere selskabet. Får man gæster til middag, for hvem vin ikke betyder noget, så hold igen med den store Brunello, som du har glædet dig til at smage,” siger Mikkel ved spisebordet i Kastrup. “Jeg har smagt virkelig meget vin. Og det, der adskiller meget dyre vine fra de flasker, jeg anbefaler på Ugens vin, er lagene af nuancer og kompleksitet.”

Mikkel viser mig sit vinskab, hvor nogle af hans dyrere flasker står. Jeg spørger om jeg, hvis entusiasme for at drikke vin langt overskygger min viden om druer og chateauer, ville kunne smage forskel på en vin til 100 kroner og en til 1000 kroner.

“Du får ikke noget ud af at drikke en vin til 1000 kroner, hvis ikke du dykker ned i den og smager og tænker over det,” fortæller Mikkel. “Og det er helt ok. Sådan er der rigtigt mange, der har det. Det er dem, Ugens vin er tiltænkt.”

Det regner på den blinde parcelhusvej, da vi bevæger os ud for at komme i gang med næste punkt på dagsordenen: En tur i den lokale Rema 1000 for at finde en god vin til prisen.

“Da jeg var ung studerende og supplerede til SU'en som vinmand i Bilka, var der slet ikke det udvalg og kvalitet, som der er i dag. Nu har de rent faktisk spændende vin på hylderne.”

I Mikkels kyndige hænder bevæger vi os lynhurtig forbi “mærkevare-vine” som Amarone eller Barolo til omkring 100 kroner flasken. “Du får ikke en god Amarone til 100 kroner flasken. Sådan er det bare. Den smager sikkert godt, men det er ikke en Amarone. Der er mange vine her, der er bedre til prisen,” fortæller han, mens han fortsætter med at granske hylderne.

“Hvis en Pinot Noir koster under 100 kroner, så er den sjældent værd at købe.”

“Hvis du skal have en Amarone, så gå til en vinhandel, og betal, det den koster. Et andet godt råd, som jeg selv efterlever, er, at hvis en pinot noir koster under 100 kroner, så er den sjældent værd at købe.”

Mikkel nærlæser den ene etiket efter den anden. Et øjeblik ligner han en mand, der overvejer at investere i en LZC Old Zinfandel fra Californien til knap 70 kroner, men han sætter flasken tilbage og kigger videre. Han forklarer mig, at det især kan betale sig at kigge efter vine fra Sydamerika, når man er på udkig efter et vinkup. “Der sker vildt mange spændende ting i Chile og Argentina. De laver enormt gode vine, og de er som regel meget billige i forhold til kvaliteten.”

Jeg kigger ham over skulderen og forsøger at hjælpe med finde den rigtige vin. Jeg samler en italiensk rødvin op. Den er på tilbud til 60 kroner, har en flot etiket med gulddetaljer, et dybt hul i bunden og et flot bånd omkring halsen. Jeg er sikker på, at det er ugens vin, jeg har i mine hænder.

Mikkel er ikke synderligt imponeret. Heller ikke da jeg påpeger både den flotte etiket og det dybe hul i flaskes bund. “Du kan ikke vurdere om en vin er god på grund af etiketten. Der er mange gode vinhuse, der har dårlige grafikere ansat. Og et dybt hul i bunden betyder bare, at selve glasflasken er dyrere, så det kan du ikke regne med.”

Pludselig er der bid. “Den her!” udbryder Mikkel, der står med en cabernet sauvignon fra det Chilenske vinhus Santa Carolina til beskedne 48 kroner. Nu er det min tur til at være skeptisk, men jeg kommer i tanke om at jeg absolut ingenting ved om vin og vælger derfor at føje Mikkel, der fortæller mig, at han kender vinhuset, og at deres tidligere årgang har været gode. Men vinhusets ry for kvalitet og flasken beskedne pris in mente, så kunne det her være et godt bud på ugens vin. Vi bevæger os mod kassen og betaler.

Mikkel dekanterer vinen ved hjælp af en Ikea-kande til en ti'er.

Tilbage i hjemmet åbner Mikkel hurtigt vinen, inden han hælder den over i en plastikkande for at lade den ilte. “Den skal dekanteres,” forklarer han. “Det kan virkelig gøre underværker for en ung vin at stå en time, da den åbner sig op og bliver markant bedre. Jeg bruger bare en plastikkande fra Ikea til en tier, så det behøver ikke være finere end det.” Jeg er dog ikke indstillet på at vente en time, så to glas kommer derfor på bordet. Jeg smager vinen. Den er fin. Ikke noget jeg ville skamme mig over at tage med hjem til svigermor.

“Den er god, men det er ikke ugens vin for mig. Der skal mere til,” siger Mikkel. Snakken går frem og tilbage. Om dengang da Mikkel som 12-årig første gang fik smag for vin, om at træde sine barndomssko i farens vinhandel og om hans to døtre, der begge er opkaldt efter europæiske vinhuse. Alt i mens ilter vinen videre i kanden.

Der er gået omkring en halv time, siden vi fik vores første glas. “Der er virkelig sket noget nu,” siger Mikkel, da han smager på glas nummer to. “Jeg smager kirsebær, solbær, tobak og chokolade.”

Jeg sætter glasset for læberne og har klart en følelse af, at jeg måske og kan smage chokolade og kirsebær, men måske er jeg bare blevet en anelse beruset.

“Den smager meget bedre nu. Måske kunne det godt blive ugens vin på sigt.”