Annoncering
Bollemusik

Jeg gik på natklub med en musikaktiveret vibrator i trussen

Jeg tog ikke stoffer, men jeg havde helt sikkert en bedre weekend end dig.

af Lindsey Leonard
18 december 2017, 2:05pm

Photo courtesy of Maria Morri via Flickr

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Man kommer sig aldrig helt, hvis man først har taget alt for mange stoffer. Det er ligesom en lang rejse tilbage til virkeligheden, der begynder med en kravletur henover hjernens glasskårsbelagte gulv og ender i hverdagens ubønhørligt skarpe dagslys. Når man først er ædru igen og ligger og hiver efter vejret som en strandet hval, begynder kampen for alvor – vejen fra afhængighed til at føle sig som et rigtigt menneske igen er brolagt med terapi, stærk vilje og erkendelsen af, at livet i sig selv er stort, mystisk og magisk.

Men pludselig begynder man også at se tegn overalt. Fra lyden af en tom rødvinsflaske, der rammer fortovet, til pigen, der sidder bag dig i bussen og hulker. Universet har det med at sende dig en hel strøm af data, du instinktivt genkender. Livet bliver aldrig helt, som det var engang. Du kan ikke længere undertrykke dine følelser og dine problemer ved at feste igennem to dage i træk, kramme dem, du elsker, eller sladre om andre i telefonen. Eftersom det ikke længere er en mulighed at tilbringe hver aften på dansegulvet eller på en bar, fordi du har lavet nogle rigtigt dumme ting, som du ikke engang kan huske, fordi du var helt fucked up, begynder du i stedet at hænge ud i medborgerhuset sammen med andre ædru mennesker eller for dig selv, mens du skiftevis græder ned i hovedpuden og dæmper angsten med åndedrætsøvelser, chokolade og Sailor Moon.

Men på et tidspunkt forstummer din indre samtale med djævelen, og sammen med den forsvinder hele den offermentalitet, der har præget dit liv de sidste syv-otte år. Vrangforestillingerne og de timelange panikanfald bliver også en del af fortiden. Du føler dig stadigvæk tom indeni, og hver dag er en kamp at komme igennem. Sommetider skal du bruge timer og hele dage på at bekæmpe trangen til at tage stoffer og gøre noget vanvittigt.

OhMiBods Club Vibe 3.OH. Foto via OhMiBod.

Men så en dag beder din redaktør dig om at prøve en helt ny, trådløs vibrator kaldet Club Vibe 3.OH, der er lydaktiveret og designet til at blive brugt, når du er i byen. Hele den hidtil katatoniske del af reptilhjernen vågner nu op til dåd og skriger, at du skal slå til. Det var sådan, jeg endte med at genaktivere PTSD-centralen – bedre kendt som Facebook – for at line en hel række events op til weekenden for første gang i næsten et år. Jeg fandt en punkkoncert, et foredrag og en queer-efterfest med dj. Når man har oplevet et nervesammenbrud, er det rimelig fucking angstprovokerende at planlægge en weekend med fest, men bevæbnet med mit nye sexlegetøj og en flaske økosodavand, tænkte jeg, at oplevelsen ville være tilpas surrealistisk til, at den var udholdelig.

Jeg har altid følt mig som en outsider – alt for meget ADHD, ikke hetero nok. Min Club Vibe, der fortsat lå ubrugt hen i min taske, var det perfekte eksempel på al den idiotiske marketing, det er meningen, jeg skal falde for. På indpakningen ser man en smuk, solbrun kvinde, der er lige ved at nå klimaks. Hendes velstøbte barm glimter af cis-normativt begær. Kvinden er den samme, man ser på produkthjemmesiden, hvor en fyr står og peger på hende med fjernbetjeningen til vibratoren, som om hun er en sexrobot, der eksisterer for hans fornøjelses skyld.

Et promobillede for Club Vibe. Foto via OhMiBod.

Fordi jeg altid har følt mig som en outsider, var min første kærlighed punkmusik. Så en aften i sidste weekend fulgte jeg en pige, der havde en hel pose sprut med, gennem en labyrint af øvelokaler med kurs mod et punkspillested, hvor vi skulle se et aggressivt pige-punkband spille. Da vi nåede frem til destinationen, gemte jeg mig i en lille, mørk afkrog og stak vibratoren ind gennem gylpen i mine drengeboxershorts. Med Club Vibe får man også en lille sort g-streng, men jeg havde ikke tænkt mig at give mig selv en olfert for den her histories skyld.

Det tog mig lidt tid at finde ud af, hvordan den æggeformede fjernbetjening fungerede, så jeg kunne prøve de forskellige indstillinger af. Tease Mode lader dig "feel the vibe", så længe du holder knappen i bund. Med Groove Mode kan man skrue sit eget vibratormønster sammen, og Club Mode reagerer på musikken i lokalet. Bandet var allerede gået på, men mikrofonen i vibratoren kunne ikke opfange de individuelle lyde, så den gik helt amok. Med den her summende tingest mellem benene var det helt umuligt at opføre sig normalt, men der var heldigvis ingen, der lagde mærke til mig. Spillestedet var proppet med fulde mennesker, der råbte op om at smadre 8-chan, og guitareffekter. Jeg kendte ikke rigtig nogen, så jeg havde masser af tid til at fokusere på min orgasme. Vibratoren var dog lidt for effektiv, og jeg forlod koncerten med et fuldstændigt følelsesløst underliv. Men det var rimelig lol alligevel. Klar til anden runde.

Hvis jeg skal leve i det her feudale tegneseriesamfund, der er styret af onde kapitalister, knust af gæld og hærget af kristne moralister på korstog, så har jeg tænkt mig at tage det hele i stiv ædru arm, én orgasme af gangen.

Den følgende dag tog jeg til et foredrag, der blev afholdt i en gammel fabrikshal, der nu er udstillingsrum. Foredraget var del af et heldagsevent om musik. Jeg besluttede mig for at tænde for vibratoren for at se, om den også var stemmeaktiveret. Efter en ganske givtig samtale med min kusse på vejen over på cykel, ankom jeg til hallen og var mere end klar på det foredrag. Da jeg havde sat mig ned, var det ret underligt at lade, som om den summende lyd kom fra min telefon, som jeg holdt i hånden, og ikke mit underliv, men folk tror på hvad som helst, hvis man virker overbevisende.

Det lykkedes mig ikke at komme under foredraget, der handlede om menneskerettigheder, så jeg besluttede mig for at prøve min yndlingstrigger – nemlig en natklub – og blev omgående mødt af de vibrerende toner til Vitalics ”You Prefer Cocaine”, hvilket var dybt ironisk, min ædruelighed taget i betragtning. Den tilrøgede queerklub var i øvrigt fuld af folk, der sugede drinks og kranier i et væk.

Dj’ens velvalgte mix af electroclash og ghettotech var som skræddersyet ti vibratoren og kastede mig ud i en manisk dansesession, der kunne få selv den mest garvede klubrotte til at blegne. Jeg blev overvældet af en besynderlig følelse af frihed. Jeg var fuldstændigt ædru, ved mine sansers fulde magt, halvvejs i orgasmeland, og jeg havde det helt fint med at se folk, jeg kender, som jeg er ret sikker på hader mig. Jeg tog en slurk af min sodavand og pludselig blev tid og rum ophævet. Jeg følte mig i et med øjeblikket og dansede rundt i lokalet svøbt i en varm, orgiastisk gel. Hvis jeg skal leve i det her feudale tegneseriesamfund, der er styret af onde kapitalister, knust af gæld og hærget af kristne moralister på korstog, så har jeg tænkt mig at tage det hele i stiv ædru arm, én orgasme af gangen.

Tagged:
Drugs
Sex
Music
club
mental health
Noisey
queer
Nightlife
sobriety
Clubbing
club culture
Review
ohmibod
vibrator
sex-toy
club vibe 3.oh
music vibrator
sex in the club