Min ven Thomas er mange ting. Han er stand-up komiker, it-supporter, gamer, løber, og så har han spist verdens stærkeste chili i Danmark Har Talent. Og så har han fået den idé, at invitere sig selv hjem til fremmede mennesker for at lave mad.
"Når jeg kommer ud til folk, laver jeg god mad fra bunden," siger Thomas. "Det kan være frikadeller, forloren hare, steg med kartofler, pizza eller andre ting, som alle kender, men som de måske ikke kan finde ud af at lave. Nogle mennesker synes måske, at det lyder en smule skørt, men jeg får en stor glæde ud af det."
Skørt vil nok være en underdrivelse for de fleste. Selvom vi danskere jo vistnok er verdens lykkeligste folk, er vi samtidig forbandet berøringsangste, når det gælder interaktion med fremmede i deres private sfære. Men Thomas Jespersen, som er 25 år gammel og bor i Esbjerg, har ikke det samme filter.
Det hele startede, da han ville samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse og prøvede at finde nye måder at række ud til folk. Han har købt fredagsslik til en familie, han har delt gratis kage ud på gågaden i Esbjerg, og på et tidspunkt begyndte han at annoncere via Facebook: Han tilbød at købe ind og lave mad til en familie, han ikke kendte.
"Selvom nogle er mistroiske, er de fleste lykkelige for at få et veltilberedt måltid midt i en anstrengt hverdag," siger han. "Der sker bare noget, når man træder ind i andre menneskers køkken, laver en ret fra bunden og snakker om, hvordan det går.
"Jeg bruger utrolig meget tid foran min computer, både fordi jeg er it-supporter, og fordi jeg gamer. Derfor prøver jeg at finde på ting, der får mig til at komme mere ud, og intet virker bedre end mad og madlavning. Jeg behøver ikke få andet end et smil og et 'ha' en god dag' til gengæld."
LÆS MERE: Kampen mod Trump starter med en syrisk kogebog i København
Madlavning hos fremmede har åbnet mange døre for Thomas. Indtil videre har han lavet mad til seks forskellige familier. Nogle af dem flere gange. De fleste er taknemmelige og åbne, siger han, og fælles for dem er en manglende evne til at overskue madlavning. Thomas handler ind, laver maden, spiser sammen med dem, der har budt ham ind, vasker op, og så refunderer værten penge for Thomas' indkøb.
"Nogle vil bare gerne have selskab, mens andre ikke kan tage sig sammen til madlavning i hverdagen, og derfor ender de tit med en frysepizza foran fjernsynet," siger Thomas. "En af familierne har jeg fået et særligt forhold til. Det er en 45-årig alenemor med to børn, som ikke har meget overskud i hverdagen. I forbindelse med min indsamling tilbød jeg at komme hjem til hende og lave mad, for på den måde kunne jeg få nye venner i Esbjerg, udvide min horisont og gøre et andet menneske en tjeneste."
Mens Thomas lavede mad, fik moren passet sit arbejde og hyggesnakket med børnene, inden de skulle ud og spille fodbold om aftenen. Da han havde vasket op, fandt Thomas et stykke kage frem.
LÆS MERE: Billeder af chilimasochister, der bliver ved, til de tuder
"Det var så fed en oplevelse, at jeg endte med at vende tilbage fem gange over de næste uger. Nogle gange hjalp hun børnene med deres lektier, andre gange snakkede vi i køkkenet, og for hver gang kendte vi hinanden lidt bedre – og nød maden endnu mere."
Jeg kan ikke undgå at tænke, at det lyder som startskuddet til et romantisk forhold – Tinder forklædt som fællesspisning – men det kunne ikke være mere fjernt fra hans intentioner, siger Thomas. Det handler om medmenneskelighed.
Det var efter, en nær vens mor døde af kræft, at Thomas besluttede sig for at hjælpe andre. Hans egne problemer virkede så trivielle. Da noget elektronik gik i stykker derhjemme, sad han først og bandede og svovlede over det, indtil det gik op for ham, hvor ligegyldigt, det hele var. "Som mit liv ser ud lige nu," siger Thomas, "har jeg både overskud og tid til at hjælpe andre, og det, synes jeg, er min pligt. Overskud er lig med ansvar."
Thomas Jespersen deler kanelsnegle ud i Esbjerg.
Han skrev sig på som deltager i velgørenhedsløbet You Run, og hver gang han nåede et delmål i sin indsamling, ville han gøre noget for andre for sine egne penge. Da hans indsamling nåede 2500 kroner, gik han ned på Esbjerg gågade og delte kanelsnegle ud til folk. Da han nåede 5000 kroner, valgte han for første gang at besøge en familie og hjælpe dem med indkøb og madlavning. "Den slags kan være en stor byrde i dagligdagen, hvis man arbejder meget eller ikke tjener så godt," siger Thomas. "Men det er ikke et problem, jeg selv har. Jeg går bare ned i supermarkedet og køber de ting, jeg har lyst til uden at tænke så meget over det. Derfor ville jeg gerne hjælpe."
For at sætte ekstra fokus på indsamlingen, annoncerede han, at jo flere penge han samlede ind til You Run, jo stærkere en chili ville han spise lige i starten af det 10 kilometer lange løb. "Jeg var tidligere blevet kendt for at spise chili på upassende tidspunkter. Under Danmark Har Talent 2015 forsøgte jeg at fremføre min standup-rutine, mens jeg spiste en enormt stærk chili. Jeg elsker at få folk til at grine, og Amin Jensen er mit store idol, men det gik ikke helt så godt, som når han er på scenen."
Indsamlingen gik markant bedre, og med mere end 11.000 kroner indsamlet, betød det, at Thomas endte med at spise en Carolina Reaper – verdens stærkeste chili - før han gik i gang med løbet. "Det var noget af det dummeste, jeg har gjort, og jeg vil ikke anbefale andre at gøre det," siger han. "Men til gengæld var jeg klædt ud som en chili."
Jeg har altid undret mig over Thomas og samtidig beundret hans verden uden filter, hvor ligusterhækken er fuld af huller, hvor man kan række ud til hinanden og hakke løg i fremmede køkkener. Det virker som et godt sted, og måske er vi faktisk blevet bedre til at lade mad vise vejen til samtale. Folkekøkkener vokser, og deres popularitet er et billede på, at mad (heldigvis) stadig er, og bør være, en social begivenhed. Og hvis man samtidig kan gøre noget godt ved at støtte en velgørende organisation - som i Thomas' tilfælde - så glider sovsen ned med velbehag.
LÆS MERE: Jeg tog til folkekøkken og fik meget mere end punk og pastasalat
Min ven Thomas har ikke tænkt sig at stoppe. Så længe, der er folk i Esbjerg og omegn, der tager imod hans invitation, tropper han op med indkøbsposer og laver ris og boller i karry til mennesker, han aldrig før har mødt.
"Jeg ved endnu ikke, hvad mit næste projekt skal være," siger Thomas, "men jeg finder helt sikkert på noget skørt.
"Det er bare sådan, jeg er."