Scenetjek

Copenhagen Psych Fest er død, men dansk psychmusik lever videre

Fribytterdrømme, The Love Coffin og resten af scenen er bevis på, at der er håb, selv om verden er kold og uretfærdig.
Fribytterdrømme live. Foto af Jimmi Brandt

Det er mandag, og der er ingen grund til at pakke tingene ind i vat: Verden er ikke altid retfærdig, og nogle gange forsvinder gode ting, uden at du kan gøre noget som helst ved det. Tom Petty er død. Fanta Shokata og Urge kommer ikke tilbage på det danske marked, ligemeget hvor mange Facebook-grupper, du melder dig ind i. Og Copenhagen Psych Fest eksisterer ikke længere.

I sidste uge måtte nonprofitorganisationen bag den årlige psychrockfestival nemlig melde ud, at et "katastrofalt dårligt forsalg af billetter" nu betyder en total aflysning af festivalen. En uforudset nedtur for en scene, der ellers har vokset i popularitet de seneste år og har dannet grundlag for helt nye festivaler som Children of the Sun. Men selv om det kan virke som et hårdt slag midt i mandagsdepressionen, bliver vi nødt til finde en krykke af håb at rejse os ved.

Annoncering

Det håb kunne passende være, at selv om vi ikke længere kan tage til Copenhagen Psych Fest, bliver der fortsat lavet masser af fremragende psychrock i Danmark. Eksperimenterende, unge psychbands slutter sig til pionerer som Uffe Lorenzen og Spids Nøgenhat. Og der er en kollegial følelse inden for genren, der trods alt stadig kan opleves live rundt omkring på landets spillesteder.

"Psych er ikke en konkurrencegenre. Det er mere en dyrk-hinanden, hjælp-hinanden genre. Popmusik og R'n'B er tit en konkurrence, hvor psychmusikere hele tiden inspirerer hinanden," siger 20-årige Hjalte Ross, der er frontmand for den aalborgensiske psychgruppe Eli, til Noisey.

Det er nemlig efterhånden alment accepteret, at mange genrer bliver samlet under paraplyen 'psych': Stoner rock, syrerock, space rock, fusion jazz, electropsych, psychtrance – kært psykedelisk barn har mange navne. Men hvad er det egentlig, der binder subgenrerne sammen? Vi spurgte Uffe Lorenzen, manden bag Spids Nøgenhat og Baby Woodrose (også kendt som blandt andet "Guf", "Aramis" og "Lorenzo Woodrose"), og fik svaret af den omvandrende syrerockencyklopædi:

"Musik, der forholder sig til, er inspireret af, eller prøver at genskabe en psykedelisk oplevelse."

The Love Coffin. Foto af Jacob Hansen

Hvis du er typen, der bruger dine weekender på at fouragere efter spids nøgenhatte i de danske skove eller tage i Skærsilden i Tivoli på LSD, kender du sikkert allerede lidt til den danske psych-scene. Men selv hvis du bare sidder på dit kontor, sober og åndsforladt, kan du stadig få noget ud af det musikalske syretrip, der er dansk psychmusik.

Annoncering

De Underjordiske

De Underjordiske er et af de nyere danske psychkollektiver, der har vakt mest opsigt på scenen. Siden bandets tilblivelse i 2012 har de allerede spillet på Roskildes Rising-scene og Copenhagen Psych Fest og fik i 2016 en DMA-nominering for Årets Danske Livenavn. Psychorkestret fra Vendsyssel fusionerer guitar-svaj med forsanger Peter Kures velartikulerede, lettere nasale vokal. Resultatet er det familiære, nærmest smeltende lydbillede i sange som "Hvis Du Forstod" og "Sultne Ulve" og den rå, opløftende intensitet af tracks som "Tempel" og "Ind I Flammerne". Mest af alt minder De Underjordiskes happy-go-lucky, eksperimenterende lyd os om obskur dansktop, der bliver slæbt gennem et syrebad.

Eli

I starten bestod Eli kun af 20-årige Hjalte Ross og hans guitar. Det er lidt over to år siden, og han er siden begyndt at spille med band og udgav i juli sin første EP, Days. Elis psychpop-lydunivers er drømmende og til tider nærmest bedøvende. Hvis det ikke var for den unge aalborgensers raspende vokal og forkærlighed for temposkift, ville det ligge nærmere surfmusik end psych, men i stedet bliver slutresultatet en rumklangende, syrevæddet ude-af-kroppen-oplevelse med ryk i. Med andre ord sker der nok til, at du ikke savl-keder dig ihjel, mens det hele stadig er behageligt og lo-fi nok til at pleje tømmermændene med.

The Love Coffin

Jeg ved det godt, The Love Coffin, jeg ved det godt – I er ikke et psychband. Det københavnske femmandsband har tidligere udtrykt over for Noisey, at de ikke vil presses ind under den bredtfavnene psych-paraply, til trods for deres optrædener på Copenhagen Psych Fest og lignende arrangementer. Problemet med det er bare, at de er for teknisk dygtige til at være et punkband – og at deres instrumentelle legesyge og hang til shoegaze'de støjsekvenser udfordrer den generiske, for længst afdøde rockmusiks tilbageværende stadionfyldere for meget til, at vi "bare" kan nøjes med at kalde dem et "rockband".

Annoncering

Siden bandet startede i 2013, har The Love Coffin hurtigt etableret sig som et af scenens mest intense livenavne, hvilket forstærkes af, at deres tekstunivers strækker sig mellem ekstreme versioner af både kærlighed og had. Fra den uhæmmede ild, svovl og vrede i "Sheets of Ice", til den sanseudslettende lukker "Never Mine" fra debut-ep'en Veranda, kombinerer The Love Coffin et væld af Swans og The Cure-agtige psychelementer – alt fra sjæleknusende growls til legende støjguitar – og ender med et slags good cop/bad cop-lydbillede, der hiver og flår i dine øregange.

Den viscerale "New Morning Light" er et udmærket sted at tage hul på bagkataloget. Især hvis du nogensinde har funderet over, hvordan det ville lyde, hvis en ung Ozzy Osbourne havde lagt stemme til et gammelt SEGA Genesis slåsspil.

Måneskjold

Københavnske Måneskjold beskriver deres egen lyd som "psykedelisk rumpunk". En genrebetegnelse, der måske kan virke forvirrende, indtil man kaster sig ud i bandets helt særlige brand af smadderpsych med ansigtet først. Lange støj-sekvenser nikker tilbage til den danske psychscenes spæde begyndelse. Beskidte garageriffs med spacey rumklang tillader Måneskjold at opnå noget med deres rå tekstunivers, som kun få har formået: at få det danske sprog til rent faktisk at lyde rocket.

Kan du måske finde to ord i vores oldnordiske modersmål, der tilsammen udgør et bedre psychbandnavn end Måneskjold? Det tænkte jeg nok.

Annoncering

Fribytterdrømme

Det sydfynske gruppe Fribytterdrømme er indbegrebet af nyere dansk psych. Sekstetten er opkaldt efter Tom Kristensens digtsamling og udmærker sig ved et vanvittigt omfattende tekstunivers og episke Hyldemor-agtige psych-kvad, der godt kan vare 20 minutter. Fribytterdrømmes stærkt anmelderroste frembrud er beviset for, at det ikke er en nødvendighed et rette sig slavisk ind efter musikbranchens eksisterende rammer for at få et publikum.

Uffe Lorenzen

"Hvis jeg skulle leve af at spille musik, så skulle jeg spille hele tiden. Og så skulle jeg nok også spille noget andet musik. Det er sgu svært at leve af at være undergrundshelt," siger Uffe Lorenzen i dokumentarfilmen Born to Lose om de danske syrerockveteraner Spids Nøgenhat, efter at have slæbt rundt på ølfustager i baggården til et værtshus.

Dansk undergrundsrocks svar på Albus Dumbledore, og nyere tids inkarnation af danske psych-trailblazers, som Steppeulvene og mindre anerkendte Hyldemor, annoncerede i august, at han dropper sine utallige dæknavne og sideprojekter for nu at udgive og optræde under sit borgerlige navn, Uffe Lorenzen. Undervejs i sin karriere har Uffe været med til at danne undergrundsbandet On Trial i 1986, vundet to DMA-priser med Spids Nøgenhat i 2014 som det eneste danske psychband i nyere tid. Og så optrådte han to gange til Roskilde Festival '17, både som solisten Lorenzo Woodrose og med rockbandet Baby Woodrose ( to gange…på samme festival). Det kan altså roligt siges, at hans frisindede sangskrivning og syrede, trademark guitarsoloer har levet, åndet og i det helt taget været dansk psykedelisk musik gennem størstedelen af hans voksenliv.