Weed er allerede stort set udsolgt i Canada

Canadierne har været hurtige til at omfavne legalisering af cannabis – allerede dagen efter det blev lovligt, var tjald en mangelvare.

|
22 oktober 2018, 12:04pm

Foto via John Woods/Canadian Press.

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Canadierne elsker lovlig weed så meget, at mange forretninger løb tør for cannabisprodukter allerede den første dag, det var lovligt. Og det er uvist, hvor lang tid, der går, før lagrene er fulde igen.

Over hele landet loggede rygere (herunder en ret speciel fyr ved navn Tim) enten på hjemmesider eller ventede i timevis udenfor butikker for at få fingrene i lovlig weed. Vi vidste alle sammen godt, at efterspørgslen ville være voldsom, og derfor havde de fleste forretninger også købt ekstra ind af alt fra piber til joints.

Men desværre var det ikke nok.

Dagens vindere var provinserne Newfoundland og Labrador, hvor adskillige forretninger måtte melde udsolgt allerede første dag, cannabis var lovligt i Canada. En forretningsejer, som guderne må le af lige nu, fortalte, at han (af alle tidspunktuer, man kan ramme) løb tør for weed kl. 16:20 (eller 4:20 på engelsk).

Det er ikke noget, han er tilfreds med.

”Jeg er lidt chokeret over, at jeg solgte ud så hurtigt, og jeg er ked af, at jeg ikke har mere at sælge til kunderne,” siger Thomas Clarke, som kører THC Distribution i Portugal Cove-St Philip til CBC. ”Jeg svigter en masse folk her, og jeg blev forsikret om, at hvis jeg betalte for varen, så ville den også nå frem i tide.”

Clarke fortalte CBC, at han ikke fik den fulde ordre fra producenten, og derfor havde han allerede et begrænset lager, da han åbnede forretningen. Det er langt fra et enestående tilfælde – forretninger melder om lignende scenarier over hele landet, hvor kunder måtte vente i timevis i lange køer udenfor forretningerne, og mange måtte gå tomhændede hjem. Der var sågar butikker, der slet ikke åbnede på dagen for legaliseringen.

Ontario-weed

Den måske største brist skete blandt onlinehandlere, som leverer cannabis til langt størstedelen af forbrugere i Canada. Kunder hos de store onlineforhandlere blev mødt med nedbrud, udsolgte lagre og hjemmesider, som bukkede under for det massive pres.

I Ontario skrumpede beholdningerne ind i takt med, at bestillingerne væltede ind i en lind strøm – indenfor få timer, var det kun et enkelt produkt fra landets største producent, som var tilgængeligt. I British Columbia solgte onlineforhandlere ud af deres billigste cannabissorter få minutter efter åbningstid og var helt tørlagte ud på morgenen. Hjemmesiden i Nunavut crashede adskillige gange på dagen, og da den endelig kom op at køre igen, var lageret tomt.
Et firma i Winnipeg meldte udsolgt allerede fra morgenstunden efter at have solgt for cirka 250.000 kroner cannabisprodukter. I Alberta solgte man ud af cannabisolie. På lignende vis var det meget begrænset, hvad man kunne købe i Nova Scotia. Eksemplerne står nærmest i kø.

Som om det ikke var galt nok, så har en igangværende strejke blandt postvæsenet forværret situationen, fordi online-køb ikke når frem til kunderne. Juhu!

Situationen er ikke ligefrem overraskende. Industrieksperter havde allerede forudset manglen, inden cannabis blev legaliseret. I en undersøgelse, foretaget af forskere ved University of Waterloo og C.D. Howe Institute, som blev offentliggjort tidligere på måneden, konkluderede man, at Canada var klar med 210 tons cannabis til den 17., men man konkluderede ved samme lejlighed, at efterspørgslen ville svare til omkring 610 tons. En producent har sågar indrømmet over Globe and Mail, at man ”ikke kunne imødekomme efterspørgslen”.

Mange forretninger regner med at få leverancer ud i tide til weekenden. I sidste ende er det dog vigtigt at huske, at det her var første dag, hvor et tidligere forbudt stof blev lovligt, så vi har ikke ret til at brokke os alt for meget.

Mere VICE
VICE kanaler