Annie Mac dj'er ved AMP Lost & Found Festival 2018
Annie Mac dj'er ved Lost & Found 2018 (Foto: Luke Dyson via PR)

FYI.

This story is over 5 years old.

ligestilling

Derfor vil festival-lineups fortsat savne kvinder, selv om musikverdenen er blevet digital

Streaming-tjenesternes algoritmer er er med til at opretholde kønsuligheden i musikbranchen. Også når det kommer til festivaler.

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Der sker noget sjovt, når folk mødes i en gruppe på tværs af køn: folk, af alle køn, går altid ud fra, at kvinder taler mere end mænd. Den overbevisning er udbredt, selv om det modsatte faktisk er tilfældet. En hyppigt citeret kilde i den sammenhæng er en undersøgelse fra 1990 af forskerne Anne Cutler og Donia Scott, som optog forskellige grupper af mennesker, mens de interagerede, hvorefter deltagerne skulle vurdere, hvor meget mændene og kvinderne hver især talte. ”Det er en udbredt misforståelse, at kvinder taler mere end mænd. Vores eksperiment peger på det modsatte,” konkluderer forskerne. ”Det tyder på, at opfattelsen beror på en række komplekse faktorer, herunder sociologiske effekter som attitude, sociale roller og magtrelationer.” Oversat: kvinder har altid skullet kæmpe for at blive hørt i en grad, hvor deres meget begrænsede deltagelse faktisk bliver anset som for meget.

Annoncering

Jeg bringer det her på banen, fordi de store sommerfestivaler snart annoncerer programmerne for næste år og dermed den forudsigelige kønsulighed blandt kunstnerne. Velkommen til 2018! Man kan nærmest tegne en lige linje mellem den akademiske pointe – at når en kvinde taler lidt i et selskab, anses hun for at være på lige fod med alle de højrystede fyre – og det faktum, at kvindelige kunstnere stadig er en fjern tanke hos de fleste bookere. En undersøgelse foretaget af BBC i 2017 konkluderede, at mandlige kunstnere tegnede sig for 80 procent af headlinere på britiske festivaler. Den samme undersøgelse påpeger også, at en fjerdedel af de headlinere bestod af de samme 20 kunstnere og grupper – Muse, Kasabian, Foo Fighters, Killers og så videre.

Men hvordan ser det ud, hvis vi kigger udover de traditionelle rockfestivaler? I sidste uge annoncerede to arrangementer – Spotifys Who We Be Live i London senere på måneden og Annie Macs AMP Lost & Found Festival på Malta i maj 2019 – de kunstnere, som har bekræftet, at de optræder ved de respektive arrangementer. Begge programmer byder på en bred vifte af talentfulde kunstnere inden for rap, R'n'B og elektronisk musik – Who Be Who er trods alt navnet på Spotifys grime- og rap-playliste. Men hvis man kigger nærmere, vil man bemærke en ny trend i forhold til kønsbalance, især ved arrangementer hvor streaming spiller en central rolle for bookingen, som er tilfældet med Who Be Who. Mens festivalerne bryder med ”ja, da, lad os se Kaiser Chiefs for 117. gang!”-formatet, kan man med rette spørge, hvad det betyder for kvindelige kunstnere i en branche, der fortsat er domineret af mænd.

Annoncering

Først og fremmest må vi kigge på streams. Det lyder tørt og kedeligt, men hæng i, for i takt med at streamingtjenester er blevet toneangivende og gradvist har kæmpet sig ind på event-markedet, har de fået stor indflydelse på, hvorvidt en kunstner er kommercielt attraktiv – og om kunstneren kan sælge billetter. I USA anses Spotifys RapCaviar, der har mere end 10,5 millioner følgere, for at kunne gøre kunstnere til stjerner. Men nu er det sådan, at der kun sjældent er kvinder på listen. Da skribenten David Turner undersøgte tallene nærmere for Jezebels The Muse tidligere på året, opdagede han, at kvindelige rappere udgjorde cirka fire procent af navnene på playlisten mellem maj 2016 og december 2017. Hvis man også tæller kvindelige sangere med, udgjorde kvinder 10,8 procent af RapCaviars musikere i løbet af perioden.

Stefflon Don and Bugzy Malone, at Who We Be 2017 in London

Stefflon Don og Bugzy Malone til Who We Be 2017 (Fotos: Ashley Verse via PR)

Who Be Who, som et britisk modstykke, samler det bedste inden for grime og rap. Ikke overraskende betyder det også, at der er flest mænd repræsenteret. På overfladen ser det okay ud. Både rap og grime er historisk set meget mandsdominerede genrer. Vi skal også kunne fejre den sorte musik i Storbritannien og dens succes på mainstreamscenen efter mange års marginalisering, hvor den ofte er blevet kædet sammen med kriminalitet og adfærd. Vi er ikke ude på at tale sorte mænds musikalske succes ned.

Men under overfladen dukker de virkelige problemer op. Man bliver nødt til at spørge, hvorfor de her genrer har favoriseret mandlige kunstnere over kunstnere af andre køn. Hvorfor kvinder ikke er blevet ført frem på samme vis, og hvordan det har ført til begreber som ”kvindelig rapper”, men ikke ”mandlig rapper” eller idéen om, at et par kvinder alene kan repræsentere hele deres køn. Når man samtidig blander streaming ind i det, løber man hurtigt panden mod den mur, der hedder algoritmen. Som Liz Pelly erfarede, da hun åbnede en dummy-konto på Spotify og lod tjenesten styre hendes streaming, har algoritmen det med at favorisere mænd. Det er ikke et tilfælde – algoritmer afspejler den kultur, der har affødt dem.

Annoncering

På radiostationen NPR’s All Things Considered fremførte matematiker og dataforsker Cathy O’Neill den pointe ved hjælp af et hypotetisk eksempel. Et ingeniørfirma leder efter nye folk at ansætte og bruger et automatiseret værktøj til at analysere tidligere data. ”Og algoritmen kan kun ekskludere kvinder, når den skal agere ud fra tidligere data, fordi kvinder ikke figurerer der. Problemet er, at når folk stoler blindt på algoritmer, godtager de også resultatet uden at tænke over årsag og virkning. Der er ingen, der siger: ’Gad vide, hvorfor den her algoritme udelukker kvinder? Gad vide, hvorfor kvinder ikke har haft succes i vores firma før?’ På den måde er det ikke algoritmens fejl. Problemet er måden, vi bruger den på, og det faktum, at vi stoler blindt på den.” Resultatet for Spotify er årslister, som er domineret af mænd, og en platform, hvor mandlige kunstnere sidder tungt på listerne over de mest streamede kunstnere.

Det har været opløftende at se Annie Mac annoncere de første navne til Lost & Found i den her uge med en sød og fjollet promovideo, hvor kunstnernes navne er ”skjult” i reklamer. Selv om hun ikke er perfekt, så fokuserer Mac mere på sexisme i musikindustrien end før (det bliver selvfølgelig hjulpet på vej af det brand, hun har etableret via Radio 1 over de sidste ti år), og hun lader til at prøve at finde praktiske måder at tackle problemet på. I en samtale med Music Week tidligere på året udtalte hun: ”Der er intet, der er så deprimerende, som når man som kvinde kigger på et festivalprogram, og det første kvindelige navn dukker som nummer 12 af 15. Hvad er det for et budskab at sende til unge kvinder? Det er forkert, og jeg mener, det er bookernes og promoternes ansvar at sørge for at finde en balance.”

Annoncering

På mange måder er det netop den rolle, hun selv har taget. Hendes Annies Mac Presents-opsamlingsalbum har ført videre til dj-sæt og koncerter, og så er der AMP Lost & Found Festival, som startede i 2015. Programmet i 2019 er ikke helt delt 50/50 mellem mænd og kvinder, men det byder på en alsidig gruppe af kunstnere: The Black Madonna, Lady Leshurr, RAYE og Peggy Gou sammen med AJ Tracey, Skream, Yxng Bane og Bugzy Malone. Macs festival præsenterer naturligvis mest elektronisk og dance end ren grime og rap. Men ved langt de fleste EDM-arrangementer er kvinder også svært underrepræsenterede.

”Der findes så mange geniale kvindelige kunstnere på den elektronisk musikscene lige nu,” siger Mac i en email. ”det burde være naturligt at gå efter så ligelig en kønsfordeling som muligt ved en dancefestival. Jeg glæder mig helt vildt til at se alle de her seje piger, som vi har booket, folk som CC:DISCO!, DEBONAIR, Emerald og mere etablerede dj’s som Shanti Celeste, SAOIRSE, Honey Dijon og Peggy Gou.” Efter at have rost Leshurr, RAYE og DJ Jamz Supernova, siger hun videre: ”Det er en fornøjelse at præsentere så mange gode kunstnere ved det samme arrangement.”

Både Who Be Who (som vandt en Q Award for sidste års første udgave) og AMP Lost & Found er vigtige for britisk musik og for at sætte fokus på stærke musikgenrer, der historisk set har været domineret af sorte kunstnere. Det er ikke formålet at klandre Who Be Who her eller Spotify for den sags skyld. Spotify kommer i den forbindelse med følgende udtalelse: ”Årets program byder på et stjerneudvalg af hiphop-, grime- og R'n'B-kunstnere fra Storbritannien og udlandet inspireret af Who Be Who-playlisten. På trods af vores indsats for at skabe balance mellem kønnene, så var der flere kunstnere, vi kontaktede, som desværre ikke kunne komme. Vi vil fortsat arbejde på at promovere alsidighed på Who Be Who-playlisten og ved vores fremtidige arrangementer.” Der kan altid opstå vanskeligheder, når man booker navne til en festival, men vi skylder unge musiklyttere at skabe en lige kønsbalance mellem kunstnerne på programmet. Jeg køber ikke idéen om, at det ene køn tilfældigvis er bedre end det andet til at skabe musik. At kvinder ikke får plads blandt headlinerne til store festivaler er ikke en naturlov.

I stedet har jeg på fornemmelsen, at vi nærmest i søvne opererer ud fra gamle vaner og normer – kvindelige musikere arbejder fortsat i en industri, som først er ved at vågne op i forhold til ligestilling – og vi er ikke opmærksomme på, hvordan de gamle vaner påvirker vores såkaldte "objektive" algoritmer, som guider folk gennem for eksempel Spotify-junglen. Cathy O’Neil udtrykte det sådan her under en TED Talk i 2017: ”Algoritmer udligner ikke forskellene. De gentager gamle mønstre og automatiserer status quo. Det ville være fint, hvis vi levede i en perfekt verden, men det gør vi ikke… Vi har alle forudfattede holdninger, og på den måde kan algoritmer være med til at bekræfte og underbygge sexistiske fordomme.” Kvinder udgør omkring en fjerdel af alle streams på tværs af en bred vifte af genre-playlister, fra rap til country til grime. Og hvis vores opfattelse er: ’hey, det lyder egentlig fair nok,’ så udlever vi musikindustriversionen af eksperimentet, der overvurderer, hvor meget kvinder taler i et selskab. Det er tid til også at høre vores stemmer.


Mere fra Noisey Danmark: