Annoncering
Sports

Tour de Dopage – En historisk gennemgang af hvad cykelryttere putter i kroppen

No dope, no hope! VICE giver dig overblik over, hvilke substanser cykelrytterne har brugt for at køre hurtigere - fra nitroglycerin og cognac til EPO.

af Kristian Ejlebæk Nielsen
12 juli 2016, 5:00am

Colle og Parel får en fadøl under Tour de France 1921

Da Tour de France begyndte for 113 år siden, blev der snydt i stor stil. Utallige ryttere blev afsløret i at tage toget eller få et lift, og begejstrede publikummer kastede med sten eller smed søm på vejen for at hindre deres idolers rivaler. I 1904 gik det så voldsomt for sig, at ryttere blev angrebet med køller, inden løbsdirektøren fik sørget for passage gennem folkemængden ved at skyde med skarpt mod publikum. To år efter formastede rytteren Francois Lafourcade sig til at forgifte sin rival, så han halvvejs gennem etapen måtte udgå, fordi han brækkede sig udover sig selv. Trods de drabelige historier har det dog altid været doping af forskellig slags, der var den foretrukne metode til at springe over, hvor gærdet var lavest, og det har været en integreret del af cykling, siden sporten opstod i slutningen af 1800-tallet.

Seksdagesløbene var vanvittige udholdenhedskonkurrencer på bane, hvor rytterne de første mange år skulle køre 24 timer i træk uden pauser. Det var den slags udfordringer, der stillede umenneskelige krav til rytternes fysik, og med det in mente kan det ikke overraske, at doping var normalt, og langt fra foregik i det skjulte.

Den berygtede træner Choppy Warburton, der var cyklingens helt store guru i sportens tidlige år, gav sine ryttere forskellige hemmelige formularer. Det betød, at Arthur Linton (som den første i historien) døde af doping i 1886, specifikt en overdosis ephedrine, mens hans kollega Jimmy Michael var så langt væk, at han kørte den forkerte vej rundt på cykelbanen. Han døde få år senere som 28-årig. Det endte med,at Warburton blev smidt ud af sporten, selvom der ikke var nogle konkrete regler, der forbød doping.

En kombination af ufattelig udmattelse og stoffernes psykoaktive egenskaber fik rytterne til at reagere uheldigt i sportens unge år. Mens førnævnte Jimmy Michael nøjedes med at køre den forkerte vej rundt på banen, nægtede den amerikanske banemester Major Taylor at fortsætte, fordi der, som han sagde, "er en mand, der jager mig rundt på banen med en kniv i hånden".

Julien Vervaecke får sig en smøg under Tour de France 1927. Via Wikipedia

Laissez faire-attituden overfor præstationsfremmende midler betød, at da Tour de France første gang indtog landevejene i 1903, var doping en naturlig del af løbet. I de første årtier blev stryknin brugt som smertestillende, og kokain holdt rytterne i gang, når de var ved at blive trætte. Nitroglycerin (ja, det, der eksploderer) blev brugt til at forbedre vejrtrækning, og de fleste havde et tørklæde søbet til i æter, som de kunne sniffe undervejs. Derudover drak rytterne store mængder cognac og anden alkohol for at ignorere smerter. Det var ikke kun smerterne, der gjorde, at rytterne drak sprut. I starten var løbet præget af en række bizarre regler, som indskrænkede rytternes mulighed for at få hjælp. Det betød blandt andet, at rytterne ikke måtte få assistance til reparationer af nogen slags, ikke måtte få andet mad end det medbragte og ikke måtte fylde deres flasker op igen. Derfor plyndrede rytterne helt op i 1970'erne caféer på ruten for vin, øl og vand.

En sagesløs caféejer lader rytterne røve sit køleskab

Pelissier-brødrene Henri og Francis fortalte åbenhjertigt om deres cocktail, der ville gøre de fleste weekendnarkomaner misundelige: "Kokain til øjnene, kloroform til gummer, og vil du se de her piller? Vi bliver ved og ved, som på dynamit. Om aftenen danser vi rundt på vores værelse i stedet for at sove."

I 1940'erne fandt et nyt stof vej til rytternes blodkar. Militæret havde i 1920 udviklet amfetamin til at holde piloter vågne og stoffet spredte sig hastigt, både som rekreativt og præstationsfremmende middel. Cykelrytterne fandt hurtigt ud af, at pulveret kunne bruges til at holde dem kørende på jernhesten i unaturligt lang tid. Med speed i blodet kunne de trampe løs i timevis. Det var et stof, som fortsat blev brugt af enkelte ryttere helt op til slutningen af 90'erne.

Anquetil og Poulidor under Tour de France 1967. Via Flickr-bruger Chris Protopapas

Op gennem 1950'erne, da Tour de France virkelig begyndte at blive en populær, folkelig sport, var der flere eksempler på, at alt det, rytterne hældte i kroppen, måske ikke var helt sundt, men man lod som ingenting. I 1956 kollapsede et helt belgisk hold, men der blev insisteret på, at synderen var den fisk, de havde fået til aftensmad. Selvom ingen af hotellerne havde serveret fisk.

Årtiet igennem var der rygter om, at de fleste ryttere var på amfetamin, og den store franske rytter, Jacques Anquetil, der vandt touren fem gange, indrømmede åbent, at han tog amfetamin og morfin, og at han i øvrigt havde ret til at gøre lige, hvad der passede ham, hvis det hjalp ham til at køre hurtigere. "Man skal være komplet idiot, hvis man forestiller sig, at en professionel cykelrytter, der kører løb 235 dage om året, kan holde dampen oppe uden stimulanser," udtalte han elegant. "Man kan ikke køre Tour de France på mineralvand."

Da dopingen blev ulovlig i 1965, trådte Anquetil frem og kaldte urinprøverne "nedværdigende" og førte an i en strejke, der stoppede Tour de France dagen efter. Ledelsen gav efter, og der blev ikke udført flere tests. Grunden til, at dopingen var blevet bandlyst, var - udover de gentagende, mistænkelige dødsfald i feltet op gennem det 20. århundredes første årtier - at den danske cykelrytter Knud Enemark Jensen døde under OL i 1960, og at der bagefter blev fundet store mængder amfetamin og ronicol i hans blod. Men det var først syv år efter, at tragedien ramte Tour de France.

Mont Ventoux. Foto via Flickr-bruger Willj

"En slags ophøjet helvede." Sådan beskrev den franske filosof Roland Barthes bjerget Mont Ventoux i 1957. Jørgen Leth sagde det kort og præcist i 2013: "Mont Ventoux – et fuldstændig ufornuftigt sted.". Barthes fortsatte i den mytologiske rille: "Ventoux er en ond Gud, der kræver sine ofre. Den tilgiver aldrig svaghed og forlanger en urimelig hyldest af lidelse." 10 år efter udtalelsen fik hans ord en dyster klang.

Chancen for at dehydrere, når man kører op ad "det skaldede bjerg", hvor der ikke er den mindste smule skygge på det sidste tænderskærende stykke af den ulidelige 21 km lange stigning, er meget reel selv i dag, og den risiko bliver mangedoblet, når man er skudt af på en cocktail af amfetamin og brandy. Som alle, der har taget speed til raves ved, så skal man huske at drikke vand. Ellers dør man. Det fandt den største britiske stjerne, Tom Simpson, ud af, da han kollapsede på vej op af den ubarmhjertige, golde stigning i 1967. Han svajede fra side til side og faldt om, blev hjulpet op på cyklen igen, men faldt igen kort efter. Inden han nåede hospitalet, var han død. Hans kuffert var fyldt med mere speed. Med Simpsons død kom der fokus på problemerne med doping i cykelsport.

Rytterne på vej op af den hårde Glandon-stigning, Tour de France 2012. Via Flickr-bruger Willj

Op gennem 70'erne og 80'erne begyndte anabolske steroider som korison at finde vej til cykelsporten, og der var flere eksempler på ryttere, der fik tilført testetoron til kroppen, men det var med bloddoping, at cykelsporten tog skridtet ind i den moderne æra. Man havde siden 1940'erne vidst, at røde blodceller transporterede ilt rundt i kroppen, så jo flere man havde i blodet, jo større udholdenhed havde man. Den procentlige andel af røde blodlegemer er kendt som en persons hæmatokritværdi. Især i de højder, som rytterne kører i, når de skal over de højeste bjerge, gør mængden af røde blodlegemer en stor forskel.

Stoffet erythropoietin er et naturligt forekommende hormon, der stimulerer knoglemarven til at producere de eftertragtede røde blodlegemer, og i slutningen af 80'erne havde man udviklet en metode til at syntetisere stoffet. Efterhånden som metoden spredte sig i feltet, blev dopingen kendt under den mundrette forkortelse EPO.

Problemet med EPO er, at grænsen mellem et hæmatokritniveau, der "bare" giver ekstra udholdenhed, og en mængde, der giver akut risiko for blodpropper, er temmelig fin. I løbet af en kun fireårig periode blev EPO mistænkt for at være skyld i næsten tyve rytteres død, som alle døde i deres seng.

Det hænger nemlig sådan sammen, at når først hæmatokritværdien kommer op mellem 50% og 60% (normalen er 40%) vil blodet blive tykt som jordbærgrød, så det konstant skal holdes i gang for at undgå at blodårerne stopper til - som et afløb fyldt med fedt og hår. Derfor må ryttere, der har taget EPO, have interaktive pulsmålere på om natten, som vækker dem, hvis blodtrykket bliver for lavt. Så er det op af sengen for at sidde på en kondicykel og få kroppen i gang – ellers dør de i søvne. Det er altså kun et spørgsmål om, hvor langt man tør gå. Tidligere rytter og nu sportsdirektør Brian Holm sagde det meget nøgternt: "Man bestemmer selv, hvor stærkt man vil køre."

Marco Pantani, "den lille pirat", på vej op af Alpe D'Huez i 1997. Via Wikipedia

Siden skandaleåret 1998, kendt som "Tour de Dopage", hvor først hele Festina-holdet og siden flere andre hold enten blev smidt ud eller trak sig i protest, har Tour de Frances ledelse gjort markant mere for at teste rytterne. Blandt de ryttere, der blev tilbage i løbet i '98, var det den skaldede italiener Marco Pantani, der løb med sejren. Men han var heller ikke ren. "Den lille pirat", som han blev kaldt, døde af en kokainoverdosis i 2004, efter han havde indstillet karrieren. Om hans kokainmisbrug var forbundet til hans tid som cykelrytter er svært at sige, men det blev bevist, at han havde benyttet sig af EPO gennem det meste af sin karriere, og der var da heller ikke mange andre end de italienske fans, der troede på, at den lille mand kunne have så massive lår uden at bruge en eller anden form for vitaminer. Der er nogen, der mener, at Pantanis kokainmisbrug opstod som reaktion på vanæren ved at blive afsløret i at have taget doping, men når man ser på de gentagende historier med tidligere ryttere, der ender som narkomaner, er det svært ikke at påpege, at det professionelle cykelmiljø har en indbygget stofkultur.

Når man har været vant til at stikke en sprøjte i låret eller poppe en pille for at køre lidt hurtigere, er det ikke så svært at fortsætte med at proppe stoffer i kroppen, også efter at man ikke længere skal cykle 200 kilometer om dagen. Der findes et utal af historier om fester på holdene, hvor det hvide pulver flyder, eller om ryttere, der i slutningen af deres karrierer bliver taget med coke eller amf i blodet. Blandt de mest utrolige er anekdoter om den belgiske sprinter Tom Boonen, der efter sigende tog store mængder kokain i tide og utide og tit hang ud med sin bedstefar, der var gartner for den belgiske konge, men brugte det meste af sin tid på at ryge heroin i et af de kongelige drivhuse.

En anden handler om den tyske Tour-vinder fra 1997, Jan Ulrich, der blev testet positiv for amfetamin i 2002. Han insisterede på, at han "bare" havde taget det på et diskotek sammen med kvindeligt selskab. Det kan da også godt være, at den rødhårede, tyske tank var begyndt at fokusere mere på fest end på træning. I hvert fald havde han måneden forinden torpederet et cykelstativ med sin Porsche (oh, the irony) og blevet målt til en promille på 1,41.

Det var ved at være slut for den stærke tysker, der ligesom alle andre store ryttere fra sin generation blev afsløret i et så omfattende og udbredt EPO-misbrug, at det stadig hænger over cykelsporten som tunge regnvejrsskyer over Bretagne.

Imponerende syv gange i træk nåede Lance Armstrong at vinde Tour de France – på en blanding af benhård træning og perfekt udnyttet EPO. Via Flick-bruger Tingkaer

Tilhængere af en ren cykelsport kan juble over, at ingen af de topplacerede ryttere fra de seneste par år er blevet taget – endnu – og der begynder at brede sig en tro på, at dopingen måske ikke spiller den samme rolle, som den gjorde engang. Det hænger blandt andet sammen med den voldsomt skærpede kontrol, hvor rytterne året rundt skal informere om, hvor de opholder sig, så dopingkontrol kan foretages når som helst, samt de faste og løbende kontroller under løbene. Ingen atleter bliver testet så grundigt og udsat for så meget mistænksomhed som cykelrytterne, så enten har rytterne rent mel i posen, eller også har de fundet en ny dopingmetode, som myndighederne endnu ikke kan spore. Det nyeste rygte går på, at ryttere skulle have miniaturemotorer monteret inde i de højteknologiske kulfiberstel.

Lige meget hvad, så er det svært at forestille sig, at rytterne cykler de 3519 kilometer op og ned på franske landeveje - gennem vindblæste egne i Normandiet, over sneklædte, frostbidte pas i Alperne, gennem stegende hede hårnålesving, direkte op i himlen og ned igen på den anden side med over 100 km/t, i regn, slud og bagende sol - helt uden kemisk assistance.

Som Jørgen Leth sagde med vanlig næse for dramatik:

"Cykelsporten er ikke en ren sport. Det er en usund sport, en ekstrem sport. Og sådan skal det være. Det er det, jeg altid har sat pris på ved cykelsporten. Den er fyldt med fantastiske, oversize personligheder, excentrikere og folk, der sætter livet på spil. Det andet beror på en dum illusion om, at sporten er ren, og at ryttere skal være rollemodeller for unge mennesker. Det er noget vrøvl, synes jeg."

Denne artikel er baseret på artikler og indlæg fra Politiken, The Sport Digest, The Guardian, Sportsnet, Mpora, Videnskab.dk, Danske Sportsjournalister, Wikipedia, BT, Feltet og Information

Læs mere på VICE:

En sky i rendestenen

Hvordan fik Danmark sådan et taberhold

LSD, coke og cannabis: Sådan påvirker forskellige stoffer dig i arbejdstiden

Tagged:
Tour de France
Alkohol
Sport
Historie
Vice Blog
misbrug
doping
Amfetamin
cykling
ΕΠΟ