Billeder fra min bizarre og fortryllende vinter hos en shaman i Kasakhstan

Denne billedserie er oprindeligt udgivet af VICE USA

Sufisme er en mystisk gren af Islam, som er jævnt upopulær i den muslimske verden. Sufister har en mere uortodoks tilgang, som fokuserer på de esoteriske aspekter af det religiøse liv og stræber efter direkte, personlige oplevelser med Gud.

Da Islam kom til Kasakhstan, blandede sufismen sig med den animistiske tro i de regionale nomadekulturer og shamanistiske traditioner, der fandtes i området. De traditionelle healere og seere konverterede og fortsatte deres praksis som sufi-dervishes. De sværger at leve i ekstrem fattigdom og minimalisme for at kunne vejlede andre ned ad den asketiske sti til gud.

Mange anser Bifatima Dualetova som den af de sidste sufi-dervishes i Kazakhstan. Jeg mødte hende i september 2010, da jeg rejste rundt i Centralasien. De lokale, jeg boede hos i Almaty, fortalte mig om en kvindelig shaman, der boede i udkanten af den lille landsby Ungartas tæt på grænsen til Kirgisistan. "Det sidste hus i landsbyen lige ved foden af 'Den Hellige Bakke,'" fortalte de mig.

Da jeg ankom, var hun ikke hjemme. Men hendes tilhængere og patienter, som var kommet fra hele det tidligere Sovjetunionen, fortalte mig, at Bifatima var rejst på pilgrimsrejse til de hellige sufi-steder i det sydlige Kasakhstan. De tilbød mig en seng i en underjordisk moské, hvor jeg kunne blive, mens jeg afventede hendes tilbagekomst. En uge senere kom Bifatima tilbage, men mit visum var næsten udløbet, så jeg kunne kun tale kortvarigt med hende.

To måneder senere kørte jeg i min varevogn fra Litauen til Indien i et forsøg på at komme længere sydpå, inden det begyndte at sne. Jeg undervurderede til gengæld vejret og sad fast i Tadsjikistan, ude af stand til at krydse bjergene. Min vogn brød sammen igen og igen, og temperaturen om natten kom nogle gange helt ned på minus 22 grader. Hvis jeg slukkede motoren i mere end en time, frøs benzinen til i tanken. Mere end en gang blev jeg bogstaveligt talt reddet fra at fryse ihjel af lastbilchauffører. Ude af stand til at fortsætte besluttede jeg at ændre mine rejseplaner. Derfor tog jeg tilbage til Kazakhstan for at besøge Bifatima endnu en gang.

Jeg endte med at blive hos hende i to måneder, fra januar til marts 2011, mens jeg dokumenterede hendes ritualer og praksisser og vogtede får.

Bifatima hævder at have haft sit første profetiske syn i en alder af 11, og de ledte hende til Den Hellige Bakke i Ungurtas. Ifølge hende er stedet fyldt med en stærk kosmisk energi, som gør hende i stand til at afhjælpe folks karmiske problemer.

Hun udfører ofte qurban – et islamisk ofringsritual, hvor hun slagter får foran sine følgere, for at befri dem fra onde ånder, ved at give gud et dyrs sjæl i bytte. En af følgerne skal medbringe to får – et af hvert køn. Følgeren kravler ind under dyret, mens Bifatima udfører qurban og slagter det mandlige får. (Hunnen slutter sig senere til sin flok.) Til sidst træder personen ned i en iskold bæk, hvor Bifatima vasker deres synder væk. Hun forklarer, at det er en proces, der kan sammenlignes med fødslen: man gennemgår en 'fødselskanal' sølet til i blod og bliver renset med vand bagefter.

At være vidne til det her er naturligvis et trip – men det er også et trip bare at være i selskab med alle de her mennesker, som lever et metafysisk, afsides liv, i hvad der dybest set er et kollektiv. Nogle bliver kun et par dage, mens andre anser Bifatima som en guru og ender med at blive i årevis. De fleste, der deltager, falder til gengæld i tre specifikke kategorier: De der vil kureres for en dødelig sygdom, de der ønsker at blive stoffri og de, der vil blive gravide. Endelig er der også mange New Age-entusiaster fra Rusland, som søger nye spirituelle udfordringer.

Som fotograf og rejseentusiast bliver jeg altid fascineret af fællesskaber, der ligger i periferien af mainstream-kulturen. Meget af mit arbejde kommer fra de førstehåndsoplevelser, jeg har på mine rejser, hvilket giver mig mulighed for at fortælle intime historier indefra. Jeg er ikke en passiv observant.

Det var decideret fortryllende at lave den her serie. Den traditionelle kasakhstanske kultur virker måske chokerende på vesterlændinge, men i denne del af verden bliver den behandlet med stor respekt.

Mens jeg boede hos Bifatima, blev jeg fortabt i hendes mirakler. Jeg var næsten nødt til at slukke for mit eget sind for at kunne begribe alt det, der foregik omkring mig.