Jeg tjente kassen på at sælge stoffer til restaurantgæster

FYI.

This story is over 5 years old.

Restaurant Confessionals

Jeg tjente kassen på at sælge stoffer til restaurantgæster

"Bartenderen sendte kvinder, der ledte efter stoffer, hen til mig, og jeg lagde piller i deres lommer. De havde ikke noget begreb om, hvad det kostede."

Den første dag jeg ankom til New York efter at have færdiggjort universitetet i det centrale USA, fik jeg et job som værtinde på en smart restaurant. Jeg havde ingen erhvervserfaring, og de burde ikke have hyret mig. Men hende, jeg boede sammen med, arbejdede på en af køkkenchefens andre restauranter, og lige så snart hun fandt ud af, at jeg havde fået en ubetalt praktikplads, og i øvrigt ikke havde nogle planer for hvordan jeg skulle skaffe penge, blev hun enormt engageret i at finde et job til mig. En dag da jeg havde arbejdet der i et par måneder og lige havde fået fri, fortalte bartenderen mig, at alle de superrige mødre, der kom ind på restauranten, altid spurgte efter piller som Xanax og Klonopin.

Annoncering

Jeg havde tilfældigvis enorme mængder Klonopin derhjemme fra en recept, jeg var blevet ved med at få fornyet, siden jeg gik på uni, så bartenderen begyndte at sende kvinder, der spurgte efter stoffer, hen til mig. Så sørgede jeg for at lægge piller i lommen på deres jakker. De havde ingen anelse om, hvad den slags kostede, og penge var ikke noget, de gik op i. Jeg gav bartenderen 10% af min indtægt, og vi begyndte at tjene ret gode penge.

Bartenderen gav dem besked på, at det kostede 20$ (120 kroner) for en 2mg pille, hvilket er helt vanvittigt. Den ville normalt koste allerhøjest halvdelen i New York– og det ville stadig være en høj pris. Men der var ikke rigtig nogen, der gik op i, hvor mange piller de fik, eller ikke fik. De ville bare gerne give mig rigeligt med penge, så de vidste, at næste gang de kom, kunne de få flere piller uden at gøre et stort nummer ud af det. Ofte gav folk mig 400-600 kroner i drikkepenge, og så smed jeg et par Klonopin i deres lommer.

Forestil dig, at du har en hund, der ikke vil holde op med at gø, og du vil bare gerne have, at den slapper fucking af og stener lidt, så du giver den en bedøvende pille. Klonopin virker sådan, bare på mennesker.

Kvinderne kom op til mig og sagde: "Bartenderen siger, at du kan skaffe mig et bord og tage dig af min jakke," og det betød, at de ville have piller. Omkring 80% af mine kunder var kvinder. De gav mig deres jakke, gik op og fik sig et glas vin, og kom tilbage 20 minutter senere for at hente jakken og give mig en masse penge.

Annoncering

I løbet af den tid blev jeg den højest betalte værtinde. Jeg tjente over 100 kroner i timen, selvom jeg bogstaveligt talt ikke lavede andet end at sidde og ryge cigaretter, hænge folks jakker op og vise dem hen til deres bord. Nåh ja, og så sælge stoffer. Jeg ved ikke helt, hvor meget tjenerne tjente, men de fik praktisk talt ingen løn og skulle klare sig på drikkepenge. Når man lagde min lille narkoring sammen med min timeløn, kan jeg ikke forestille mig, at jeg ikke tjente mere end alle de andre.

Hvis du aldrig har taget Klonopin, så forestil dig, at du har en hund, der ikke vil holde op med at gø, og du vil bare gerne have, den slapper fucking af og stener lidt, så du giver den en bedøvende pille. Sådan virker det på mennesker. Man går bogstaveligt talt fra at have et helt vanvittigt energiniveau til at kunne se en person blive myrdet og bare helt afslappet sige, "nåh da, sikke noget". Man bliver fuldstændig ligegyldig. De rige damer havde alle sammen børn, men de havde også au pairs til at tage sig af dem, så de ville gerne flygte fra deres priviligerede liv.

Heldigvis var forsyninger aldrig et problem. Da jeg gik på universitet, var der en ven, der introducerede mig for en læge, der gav en lige, hvad man ville have. Man skulle bare sige det, og så skrev han en recept. Så vi drak rødvin og tog Klonopin og var væk i dagevis. Hvis man drikker efter at have taget Klonopin, bliver man helt sindssyg. Man vågner op flere dage efter, og folk siger: "Wow, hvor var det vanvittigt i går. Jeg fatter ikke, at du gik op og strippede." Og det eneste, man kan sige, er: "Haha, det var sørme også sjovt." Man kan ikke huske en skid.

Annoncering

Jeg tjente flere penge på at sælge piller end på nogle af de første tre rigtige jobs, jeg fik. Det nåede til et punkt, hvor folk begyndte at sende mig julekort med flere penge, som tak for at have skaffet dem stoffer. Direktøren fra et større kunstmuseum i New York plejede at sende mig en check på 100$ hver eneste jul.

I sidste ende blev jeg afhængig, så lægen blev ved med at give mig mere og mere. Jeg havde en helt latterlig række recepter, som ingen læge burde give til nogen. Jeg stoppede, da jeg så i fjernsynet, at en lang række berømte mennesker var afhængige af Klonopin, og det skræmte mig virkelig meget. Men jeg blev alligevel ved med at få fornyet min recept, fordi det virkede til at være en ret god idé.

Det må siges, at jeg havde ret i den vurdering. Min forretning stod på i otte måneder. Det hele blev lidt mistænkeligt om sommeren, for der var ikke rigtig nogen, der havde behov for at aflevere deres jakker, når det var så varmt. Men folk fandt alligevel en metode, for eksempel ved at have supertynde, moderigtige jakker på - selvom det var midt i juli. Det var også altid underligt, når min chef fra min praktikplads kom ind i restauranten om aftenen. Engang imellem kom lederne fra firmaet ind, og så stod jeg ydmyg der, og var flov over at være den eneste, der havde brug for et ekstra job, men i virkeligheden stod jeg og solgte stoffer lige foran næsen på dem.

Jeg tjente flere penge på at sælge piller end på nogle af de første tre rigtige jobs, jeg fik. Det nåede til et punkt, hvor folk begyndte at sende mig julekort med flere penge, som tak for at have skaffet dem stoffer. Direktøren fra et større kunstmuseum i New York plejede at sende mig en check på 100$ hver eneste jul, selv i flere år efter jeg var stoppet med at arbejde på restauranten.

Da det var på sit højeste, tiltrak jeg helt sikkert flere kunder til restauranten, hvilket på sin vis også blev enden på det, for jeg havde så travlt med at tage imod folks jakker, at restauranten blev nødt til at ansætte endnu en person. Da først jeg fik en assistent, blev det lidt mere tricky. Det hele endte til sidst, fordi jeg tog på ferie i fire uger, og de gav mit job til en anden, mens jeg var væk. Men der var så mange mennesker, der hele tiden blev ved med at komme ind og spørge efter mig, så det så ud som om, at alle kunderne elskede mig. Efter de havde fyret mig, ringede de for at få mig tilbage, men jeg var alt for fornærmet over, at de havde givet mit job til en anden. Jeg skred og fik et job for et skofirma, før jeg senere startede mit eget firma. Men den dag i dag kan jeg stadig gå derind og spise uden at betale.

Det var det sjoveste job, jeg nogensinde har haft, men jeg mødte også nogle af de mest fucked-up mennesker undervejs. Vi havde tit virkelig berømte mennesker på besøg. De kom fra restaurantejerens hjemland, og han betalte os for at gå i byen med dem, flirte med dem, og sørge for, at de havde det sjovt. Han bad mig ringe til mine lækre veninder, så de kunne sidde ved bordene ud til gaden, og så fik de til gengæld et gratis måltid, så det så ud som om, restauranten var fyldt med smukke kvinder.

Alt i alt vil jeg sige, at det var det bedste, der kunne ske for en pige fra den amerikanske Midwest, som aldrig havde arbejdet i en restaurant før. Det var gadens skole, livets skole, og det lærte mig mere om at bo i New York, end jeg har lært nogle andre steder: Tag imod de tæsk livet giver dig, sørg altid for at have en sidegesjæft og – hvis det kan lade sig gøre – sørg for at have bunker af stoffer, for du ved aldrig, hvornår du får brug for dem.

Fortalt til Brad Cohen.