Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt.
Går man med planer om at åbne en restaurant, finder man hurtigt ud af, at der findes et hav af hjemmesider, bøger, jurister, revisorer og konsulenter, der står klar i kulissen til at hjælpe en på rette vej. Mange af disse personer og kilder vil på det kraftigste opfordre en - akkompagneret af et fnis eller en vittighed - til at droppe hele forehavendet. Det er også i denne fase, at man ofte får at vide, at for at tjene penge i branchen skal man have spenderebukserne på fra begyndelsen.
Men det er de færreste, der fortæller en om, hvordan ens liv vil komme til at se ud, når tilværelsen ramler sammen om ørerne på en. Men når nu omkring 25 procent af alle restauranter lukker, inden de når at fejrer deres første årsdag, og at 60 procent lukker i løbet af de første tre år, er det så ikke noget, vi bør tale noget mere om?
Lad os lige få det på det rene: hvis du åbner en restaurant, er der stor sandsynlighed for, at du går fallit. Du vil miste muligheden for at få både personlig og professionel kredit i op mod ti år. Leaser du din bil? Så bliver den taget fra dig, og så er det ikke så let lige at få en ny. Det var i hvert fald det, der skete for mig.
Ejer du dit hjem? Afhængigt af hvor man bor og ens friværdi, så risikerer man at få sit hjem beslaglagt af kreditorer og banker, der vil have nogle af deres penge tilbage. Det var der aldrig nogen, der havde fortalt mig.
Stanken af nederlag og offentlighedens kendskab til min situation betød, at kolleger—branchetyper jeg troede var mine venner—ikke længere ville kendes ved mig.
Efter at jeg i flere år havde drevet en af de travleste og mest hippe restauranter i byen, besluttede jeg mig for at åbne restaurant nummer to. Det nye sted blev godt modtaget, og vi fik opmærksomhed fra de landsdækkende medier.
Noget andet, jeg ikke havde forstået, var, at ens restaurant nærmest tigger om at fejle, og at så godt som det mindste pust kan være nok til at vælte korthuset—en enkelt dårlig anmeldelse, en kok der bliver ramt af et svært tilfælde af leverbetændelse, eller, som i mit tilfælde, en byggeulykke, der beskadiger den bygning, man har lejet sig ind i.
Den ulykke tvang mig til at holde min restaurant lukket i flere måneder. Det lange arbejde med at rette op på bygningens strukturelle problemer førte med tiden til, at jeg var nødt til at lukke det nye sted, kort tid efter vi var åbnet.
Bjerget af advokatsalærer, kontroverser og beskyldinger gik hårdt ud over min første restaurant, hvor jeg med tiden også måtte dreje nøglen om. Jeg gik fra at være på forsiden af avisen, hyldet som byens næste store hit, til at være på forsiden af avisen, fordi jeg ikke kunne leve op til de forventinger.
Mit ægteskab haltede både op til og efter konkursbegæringen. For at beskytte familien kan restauratører benytte sig af en skilsmisse for at bevare ægtefællens kreditværdighed og likviditet. Men jeg startede restauranterne sammen med min partner, så vi var begge garanter for de lån, vi pludselig ikke kunne betale tilbage. Skilsmisse var ikke en redning. Det endte med, at min partner fortalte mig, at han ikke kunne se mig i øjnene uden at blive mindet om vores fælles nederlag.
Det er mig en gåde, hvorfor jeg troede, at jeg var immun overfor, at tingene skulle gå, som de gik. Hvorfor åbnede jeg en restaurant? Og hvorfor i alverden pressede jeg citronen ved at kaste mig ud i endnu en restaurant, når nu jeg havde været så svineheldig at stable en succesfuld og profitabel restaurant på benene i første omgang?
Stanken af nederlag og offentlighedens kendskab til min situation betød, at kolleger—branchetyper jeg troede var mine venner—ikke længere ville kendes ved mig. Det var slut med at blive forkælet med kokkens seneste eksperimenter og bartenderens automatiske opmærksomhed, når jeg trådte ind ad døren på en restaurant for at sige hej. "Lad være med at komme forbi, i hvert fald indtil det hele er drevet over," var den eneste måde, det kunne tolkes på.
Det gik med tiden op for mig, at alle mine venskaber var transaktionsbaserede. Når man tilbringer 70 timer om ugen sammen med et lille hold af kokke, bartendere og tjenere, er det nemt, at fejltolke de forhold, man har til folk, som venskaber. Efter jeg lukkede min restaurant gik det hurtigt op for mig, at jeg ingen venner havde. Det var mennesker, jeg betalte for at hænge ud sammen med mig. Efter en tårevædet afsked, med empatiske hilsner og lovninger på at vi skulle mødes til drinks på et tidspunkt, talte de aldrig til mig igen.
Alle burde få at vide, at man vil komme til at græde som en pisket, forbande verden langt væk og glemme at spise i en rum tid, efter man er gået konkurs. Enten taber man sig helt vildt, eller også tager man enormt meget på. Syntes du om måden, du så ud på, da du åbnede restauranten? Fordi sådan kommer du ikke til at se ud, når du er nødt til at lukke.
Det endte med, at jeg var helt følelsesløs. Mit liv var blevet smadret til ukendelighed. Det var endda svært for mig at huske, hvilket menneske jeg selv var.
Selv i dag ved jeg ikke, om jeg kunne finde på at gøre det hele igen. Jeg savner familiefølelsen, og at folk vil være en del af det. Jeg savner følelsen af, at folk står i kø i en time ude foran restauranten for at komme ind. Jeg savner den rus, der følger med, hver gang man opnår noget. Jeg savner at have bygget noget, som folk kan lide.
Jeg ville ønske, at jeg var stoppet ved den ene restaurant. Eller at jeg havde valgt en andet sted at åbne sted nummer to.
Det er mig en gåde, hvorfor jeg troede, at jeg var immun overfor, at tingene skulle gå, som de gik. Hvorfor åbnede jeg en restaurant? Og hvorfor i alverden pressede jeg citronen ved at kaste mig ud i endnu en restaurant, når nu jeg havde været så svineheldig at stable en succesfuld og profitabel restaurant på benene i første omgang? Man skal alligevel være noget arrogant og viljestærk for at stable et nyt sted på benene. Er man typen, der rent faktisk kan lykkedes med at åbne en restaurant (og drive den succesfuldt), tror jeg, at den samme selvtillid, der skaber ens succes, kan vise sig at være kilden til ens forfald.
Hvis og hvis—er du en af de sjældne personer, der både er viljestærk, har den nødvendige likviditet og som er i et forhold, der kan holde til de strabadser, der uomtvisteligt venter forude, så skal du selvfølgelig åbne en restaurant. Har du absolut ingen former for psykisk sygdom eller stofmisbrug i din familie, så skal du selvfølgelig åbne en restaurant. Er du villig til at miste dit hjem, din ægtefælle, og muligheden for at betale for dine børns skolegang, så hold dig ikke tilbage. Åben du blot en restaurant.
Men lever du ikke op til de kvalifikationer, så spar dig selv den ydmygelse og sorg, der vil forfølge dig i årevis. Det er svært at skabe en restaurant. Og det er statistisk set nærmest umuligt at drive en succesfuld restaurant. Men at lukke en restaurant er det værste, der kan overgå dig, ud over tabet af dine elskede.
Og det burde man simpelthen fortælle alle, der overvejer at kaste sig ud i det. Helt fra begyndelsen.
Som fortalt til Brad Cohen.