Annoncering
sundhed

Mit værste mareridt som hjernekirurg

Der er ingenting, der kan forberede dig på, når en arterie i en persons hoved brister.

af Dr. Rahul Jandial
28 februar 2017, 9:03am

Illustration by Corey Brickley

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Han kom til mig med en tikkende bombe i hovedet. Han var patient nummer syv i min klinik om fredagen, og han havde noter med fra to andre neurokirurger, der allerede havde undersøgt ham. En misdannelse på en arterie i hans hjerne – en aneurisme – risikerede at eksplodere. Lidt ligesom en gammel haveslange med en tynd bobbel, der buler ud. For hvert slag, hans hjerte gav, gik en trykbølge gennem ham og risikerede at rive hul på arterien. For hvert slag blev han grebet af angst.

Den gode nyhed er, at indgreb af den slags som regel går uden problemer bortset fra de sjældne tilfælde, hvor det ender katastrofalt. Jeg forklarede ham, at risikoen forbundet med at efterlade aneurismen ubehandlet var den samme som ved at blive opereret: hjerneskade i hans talecenter eller døden. Det er en tung nyhed for ethvert menneske, men ubegribeligt intenst for en 19-årig, der kun lige er begyndt på sit voksenliv. Han valgte at gennemgå operationen i juni efter at have gennemført andet semester af sit tredje år på college, hvilket ville give ham mulighed for at komme sig henover sommeren.

Operationen, han skulle have, er kendt for at være teknisk udfordrende, hvilket betyder, at de fleste neurokirurger ikke udfører den. Den har de mest ekstreme udfaldsmuligheder: Patienten er enten kureret eller død bagefter.

Med denne specifikke operation blev alting gjort i rytme, fordi hast fører til fejl. Jeg barberede hans hoved og overhældte det med desinficerende væske. En tekniker placerede elektroder på hans hoved for at monitorere hans hjernebølger – endnu en sikkerhedsforanstaltning. Anæstesiologen havde masser af blod med. Klokken var 8.15.

Blodkarrene i hjernen ligger ikke i et fint, jævnt net – deres layout er snoet og indviklet og særegent for os allesammen. De her bittesmå kar kan briste, hvis du går for groft til værks. Man arbejder sig oppefra og ned, ligesom hvis man skulle skille grenene ad i en trækrone for at finde de tykke grene nedenunder.

For at finde hans midterste cerebrale arterie skulle jeg skille frontallappen fra temporallappen ved at åbne lateral-fissuren, der holder dem sammen. Det var min planlagte rute til den ramte arterie. Jeg delte membranerne ad og banede mig vej gennem hjernelapperne uden at skade hjernevævet og dets sårbare neuroner. Aneurismens hinde var tynd nok til, at man kunne se det blodet bruse derinde for hvert hjerteslag. Klokken var 9.15.

Den kritiske procedure består i at placere en lille titaniumklips (som ligner en lille slipsenål) ved roden af udposningen på arterien. Alt det her sker under et mikroskop, hvor kun en enkelt person – kirurgen – kan arbejde og se dybt ind i kraniet. Med titaniumklipsen klar ved roden af udposningen var jeg klar til at klemme den på plads med min pege- og tommelfinger. Klipsen var næsten sat på plads, da aneurismen eksploderede. Den midterste cerebrale arterie begyndte at sprøjte blod ud ad åbningen. Blodet fossede ud af hans kranium. Klokken var 9.45.

Der findes ingen simulation eller øvelse, der kan forberede dig på det. Ingen forestillingevne kan klæde dig på til det. Det handler ikke om at kende procedurerne, det sværeste er at arbejde roligt nok til at kunne gennemføre dem.

Jeg så på hende og sagde bare to ord: giv blod. 

Anæstesiologen gjorde opmærksom på det lave blodtryk. Jeg så på hende og sagde bare to ord: skaf blod. Mens andre organer kan klare sig flere timer uden blod, har hjernen brug for konstant blodomløb, så selv minutters mangel får vævet til at visne, hvilket kan føre til et slagtilfælde.

Jeg begyndte på min procedure og placerede en midlertidig klemme på arterien foran flængen. Det sænkede blodtilførslen, men klemmen skulle skiftes med minutters mellemrum for at tilføre blod til vævet på den anden side af flængen. En sygeplejerske fik til opgave at holde styr på tiden. Jeg placerede den midlertidige klemme. Hun trykkede på stopuret. Jeg havde besvær med at få den lukket, inden uret tikkede færdig, hvilket tvang mig til at fjerne klemmen og lade blodet flyde igen. Seks forsøg med den manøvre førte ingen steder. Klokken var 10.45.

Jeg stod i en bygning med hundredevis af læger og kirurger, men den her kamp var min alene. Der var ikke plads til en partner, selv hvis der havde været en anden neurokirurg på hospitalet. I min desperation bevægede jeg mig ned til hans hals, som jeg hurtigt skar op og fandt frem til den store halspulsåre og placerede en tyk klemme, der hedder en "bulldog" for at standse blødningen. Tilbage oppe i hovedet forsøgte jeg igen, men jeg kunne stadig ikke få flængen lukket, og så gik uret af. Igen og igen gik uret af. Klokken var 11.50.

Til trods for mine forsøg på at mindske blodtilførslen, arbejdede jeg i blinde med blod over det hele, kun med momentvise glimt ind bag det røde vindue. Han fik 15 blodtransfusioner henover de timer, og de tomme blodposer dannede en lille bunke. Efterhånden var hans eget blod væk og erstattet af blod fra fremmede. Jeg havde ikke gjort fremskridt. 

Jeg forsøgte min sidste procedure. Jeg bad anæstesiologen om at give ham adenosin – et stof der midlertidigt standser hans hjerteslag og samtidig eliminerer blodomløbet – så jeg kunne se. På en skærm til venstre for mig viste EEG-elektroderne på hans hovedbund mig hans dansende hjernebølger. På en skærm til højre for mig viste EKG-elektroderne fra hans bryst mig hans hjerterytme.

Det øjeblik, der gik, fra hans hjerte ikke længere slog, før hans hjerne visnede uden blod, er det mest ensomme, jeg nogensinde har oplevet. Men det gav mig en enkelt chance – en kort, klart blik, til at kunne lukke aneurismen. Og det lykkedes. Hans hjerte blev genstartet kemisk og hjernebølgerne blev ved med at danse. Klokken var 12.50.

Jeg holdt ham sovende på maskinerne på intensivafdelingen i flere uger, og da han vågnede, var han både fysisk og mentalt godt tilpas. Han fortsatte på college og klarede sig godt – men han holdt et semesters orlov.

Situationens alvor var nærmest ubegribeligt. I sådan et øjeblik er der ikke plads til tanke, kun til instinkt. Patienter opsøger mig med de mest dødelige sygdomme. Det er sådan, jeg gør en forskel – ved at gøre noget, som ingen andre vil eller kan gøre. Det virker måske mærkeligt, men jeg frygter ikke sådanne øjeblikke. Det er der, jeg gør mit bedste, og det er der, jeg er den bedste udgave af mig selv.

Rahul Jandial, MD, PhD, er hjernekirurg og forsker i neurologi.