usa

Det er blevet sværere at få gratis sprut på casinoerne i Las Vegas

For at få gratis drinks på de bedste casinoer i Las Vegas skal man nu spille meget og længe.
26.10.16

Der var engang, hvor The Rat Pack var kongerne af Vegas, hvor Liberace dominerede The Strip, og hvor sprutten flød i stride strømme på byens opulente casinoer.

Men i dag er de fleste – hvis ikke alle – medlemmer af Rat Pack døde, en ny generation af mennesker tænker Michael Douglas, når de hører navnet Liberace, og den gamle praksis med gratis alkohol til de spillelystne er på vej i samme retning som skråskrift og fastnettelefoner.

Annoncering

For at få en gratis drink på de bedste casinoer i Las Vegas skal man i dag starte med at spille — og blive ved med at spille i stor stil. Først da vil sprutten finde vej til dig.

Ifølge LA Times bruger både Ceasar's og MGM Resorts ny teknologi, der gør det muligt for casinoejerne at monitorere præcis, hvor meget folk spenderer på spillebordene, før de deler ud af de gratis drinks. Man kunne kalde det for et "spil-for-at-drikke"-system, hvor bartenderne kun bliver sat i sving, hvis der bliver brugt seriøse gryn ved spillemaskinerne.

Systemet er allerede indført på pokermaskiner. På Caesar's sportsbarer rundt omkring i Nevada lyser en grøn lampe, når en gæst har smidt nok penge i pokermaskinerne. Først når bartenderne ser det grønne lys, deler de ud af de våde varer. Systemet kaldes for et "comp validation system", og det tillader bartenderne at "tilbyde gratis drikkevarer til de spillere, der vælger max play på [Caesar's] pokermaskiner".

Man bliver altså ikke stiv bare af at smide et par mønter i pokermaskinen. Kun "max play" — altså flere penge end du sandsynligvis havde tænkt dig bruge — vil tænde den grønne lampe.

LÆS MERE: Billeder fra en pro-taco, anti-Trump demonstration i Las Vegas

Systemet hos MGM Resorts — der bliver testet på hotellerne MGM Grand og Mirage — er lidt anderledes. Her printes automatisk drinksbilletter ud, når folk har spillet længe nok. MGM Resorts siger: "Den nye teknologi har gjort, at bartenderne nu ikke længere skal gætte sig til, hvem der skal have hvor meget, baseret på hvor meget de spiller." En spiller på Mirage fandt ud af, at han skulle spille i over en time mellem hver gratis drink.

Ikke alt ved Las Vegas i gamle dage var godt. Byen var fyldt med gangstere, restauranter var "gourmet" buffeter, og racismen var et udtalt problem.

Men den fritflydende sprut? Det vil vi helt sikkert komme til at savne.