Københavns cyklende vermouth-bar er frelsen for dine forpinte smagsløg

Vi har en elendig, stort set ikke-eksisterende aperitiftradition i Danmark. Det er alt for civiliseret for vor protestantiske selvpinerkultur. Skal vi drikke alkohol før maden? Syndigt! Men ja, det skal vi. Aperitif kommer af latin, aperire, som betyder "at åbne". Det handler om at åbne smagsløgene, maven, øjnene, sindet, hele den forknytte organisme for det, der kommer. I frydefuld forventning.

Det er opvarmning, når det er bedst. Og alting smager bedre, når man har en lille promille i den tomme mave under vesten. Sydeuropæerne har luret den.

Alt det går jeg og tænker, mens våde, gulnede blade rammer mig i ansigtet. Det er seks grader og slagregn. Jeg er ikke i Sydfrankrig. Jeg er på Nørrebro, og jeg må have malurt. Jeg har hørt, at der på Nørrebro findes et par mennesker, der har det på samme måde som jeg. Jeg ringer og spørger, om ikke de giver et glas.

Tine Tranekær og Julie Thalund er to venner, der i en aperitifbrandert for et års tid siden besluttede sig for at tage en tur til Barcelona. Uden andet mål end at gå i kjole og med store hatte. Og drikke rigelige mængder aperitif. Der i solen, på Barcelonas mange små pladser og vermouthbarer, bestemte de sig for, at dansken ikke skulle snydes. Når de kom hjem, ville de få lavet en cykelbar og starte navnkundige "Vermouth Søndag" og på den måde cykle ud til den aperitifhungrende københavner. Om denne så ville have det eller ej.

Jeg møder dem på Grillen, et kontorfællesskab på indre Nørrebro, en iskold novemberaften. Der er dækket op. Ti flasker vermouth af forskellig herkomst. En skål oliven. Det kan ikke gå galt, tænker jeg, da jeg har ret vide grænser for hvad "galt" er. Julie skænker den første til mig. "Det her er vores gadevermouth," siger hun og hælder en sort væske over to isterninger og en skive appelsin. Vi skåler. Den dufter… lidt af cola. Der er 150 forskellige urter i, forklarer Julie. Nogle af deres kunder har kaldt den for sommer-glögg.

Vermouthen er malurten i aperitifbægeret, på den gode måde. Og blander man den med cassis er den en klassiker. Nogle kalder den en "Pompier", en brandmand, selvom puritanere påstår at en ægte brandmand er med jordbærsirup og ikke solbærlikør. Lige meget.

Den smager fantastisk. Tre dele tør, fransk vermouth, ½ del creme de cassis, top med danskvand. 2-3 isterninger i. Forrygende i varmen. Eller i kulden til at minde en om, hvordan solen på den franske Riviera smager. Den smager af malurt.

Vermouth kommer af det tyske vermuth, som på engelsk hedder wormwood, som på dansk hedder malurt. Det er en vin, der er hældt spiritus og en masse forskellige urter i, alt afhængig af hvilket geografisk område den kommer fra. De mørke og de røde af slagsen er farvet og sødet med naturlige midler, som for eksempel karamel. Opskriften giver ingen af producenterne fra sig. Naturligvis. Men forskellen er enorm. Vermouthens vugge strækker sig fra italienske Piemonte i syd til franske Savoie i nord. I gamle dage hørte hele området under det sardinske kongerige.

Tine og Julie fortæller, hvordan de mødte hinanden i spiritushandelen Den Sidste Dråbe, hvordan det førte til den famøse Barcelonatur og ideen om et cyklende Vermoutheria. Der er ikke meget, der står i mellem tanke og handling hos de to, får man indtryk af. Hvis ideen føles rigtig, så skal den føres ud i livet. "Der er en djævleenergi imellem os," forklarer Julie, og Tine uddyber: "Det må bare ikke blive konformt. De gange, der er sket noget stort i mit liv er fordi, jeg har gjort det uventede. Som da jeg sprang fra kandidatuddannelsen på pædagogik, og alle sagde, det var vanvittigt."

Djævleenergi. Som de sidder der og fortæller om alt det, de fylder deres liv med, tror jeg på dem. Tine arbejder til dagligt i en svensk ungdomsorganisation med tidligere eller nuværende kriminelle. Julie er uddannet skuespiller, men er ved at skrive speciale på Retorik og har foreningen Hørt, der arbejder i krydsfeltet mellem samfund og kunst. De tager på kvindelejr en til to gange om året, som de selv arrangerer, og hvor de døber nytilkommende i champagne. "Så render vi rundt i bare bryster med nye, smukke navne," som Julie beskriver det, mens de begge griner højt. Jeg elsker det, men spørger skyndsomt ind til Vermouth Søndag igen.

"Vi havde virkeligt ingenting. Andet end ideen og et campingbord årgang 1992 fra Julies mors kælder," siger Tine. "Det smækkede vi op i en fuldstændigt skraldet Christianiacykel og gik i gang."

Et event blev oprettet på Facebook. "Vi stod der i vores uniformer, regnen silede ned. Og så kom tvivlen," fortæller Tine. "Er vi de eneste i hele verden, der synes, at det her er en god ide?"

Men de tog en dyb indånding og satte sig på cyklen med kurs mod Blågårds Plads – der til forveksling lignede Blågårds Plads på en regnvejrsdag. Sutter på bænkene, sortklædte unge mænd på hjørnet, og ikke så meget andet. Men så lige pludseligt begyndte folk at komme. Også folk, de ikke kendte. "Det er altid det samme, folk møder os med," siger Julie. " Enten siger de, at vermouth var det, deres farmor drak, at det minder dem om deres første brandert, eller at de simpelthen ikke ved, hvad det er. Men folk griber den enormt hurtigt."

Gennem et utal af sådanne events kom der penge i kassen til både forklæder og til at få cyklen fikset, så den nu ligner en gennemført cykelbar. "Vi havde ikke noget som helst andet end det campingbord, den skraldede ladcykel og den gode ide, da vi startede. Men mere behøver man jo sådan set ikke," siger Tine.

I forne tider smurte hekse spædbørn ind i malurtsaft, da man mente, at det kunne være med til at sørge for, at de aldrig blev for kolde og aldrig for varme. Brændte man malurten i nærheden af gravsteder kom man nemmere i kontakt med døde slægtninge og det hinsides. Yderligere kunne urten, ifølge selvsamme overtro, rense et område eller en person for negative tanker. Det sidste tror jeg på.

Vi smager os langsomt igennem flaskerne. Både franske og italienske. Nogle er vaniljetunge, andre smager klokkerent af fersken, og andre igen minder mere om den traditionelle bitter eller Chinato og har den medicinske kant i smagen, som mange finder frastødende. Men ikke jeg. Vermouthen er et studie i den perfekte balanceakt. Så ubegribeligt mange komponenter skal spille sammen, skal balancere. Udenfor Frankrig og Italien drikker man den næsten aldrig rent. Der er vermouthen en mikser i cocktails, gjort populær i 20'erne og 30'ernes USA. Det er så umådeligt synd. Jeg får lidt dårlig samvittighed over, hvor mange Pompiers jeg har skyllet ned i Sydfrankrig. Jeg skulle have bedt om den ren i stedet for.

Tidligere på efteråret sad jeg i Antibes, den søvnige, lidt glemte badeby mellem Nice og Cannes på den franske Riviera. Omkring det lokale marked findes et væld af udskænkningssteder. Alligevel ender man altid med at sidde de samme steder og drikke aperitif. På Le Championet i markedets nordlige ende serverer Yvette med det kunstige hår, de kunstige øjenvipper og det ægte smil enten rosé eller Vermouth Cassis.

Hernede slår det mig altid, hvor social den her aperitifstund er. Jeg er den eneste, der sidder og drikker alene. Og som tydeligvis er udlænding. Alle franskmændene kommer her flere sammen, bestiller sammen, taler sammen, drikker sammen og går så stille og roligt hver til sit efter et enkelt glas, sjældent mere end to. Det er naturligvis derfor, den ikke er slået igennem i Danmark. Her drikker vi kun øl sammen. Og kun om fredagen eller på J-dag. Og så drikker vi i spandevis.

"Vermouth er virkeligt folkeligt," siger Tine. "Det kan noget over det hele, i alle samfundslag. Det kan vi jo se, når vi er ude. Vi sælger to glas for 60 kroner, og der kan de fleste være med omkring campingbordet. Og det er de også."

"Nogle gange sælger vi det billigere. En gang var vi på loppemarked i Nordvest og stod ved siden af en bod, som solgte øl til en femmer og slushice. Der endte vi med at sælge et glas til en tyver. Ellers kunne vi ikke konkurrere," siger Julie og griner ved tanken: "Vi tjente ikke en skid!"

"Nårhja!" udbryder Tine, "Der kom en ret beruset kvinde hen til os og spurgte: 'Neeeej, har I schprutt?' Og så fik hun et glas, tog en slurk, og spyttede det hele ud igen, mens hun råbte: "FY, FOR HELVEDE!" Men vi fik masser af nye venner alligevel, den dag i Nordvest."

Julie taler pludseligt om den traditionelle britiske Sunday roast og beklager, at vi ikke rigtigt har disse søndagstraditioner herhjemme. Men man kan sagtens mødes om søndagen, siger hun, "og drikke alkohol. Komme ud af tristessen og tømmermændene sammen." Og egentligt var tanken, at Vermouth Søndag var noget Julie og Tine ville gøre for deres venner. Men så begyndte iværksætterne i dem at røre på sig. "Vi begyndte at drømme. Om at lave vores egen vermouth, selvom første forsøg gik sygt dårligt. Om uniformer. Og måske en rigtig bar."

Vi har fuldstændigt glemt slagregnen ude på Ahornsgade, mens vi summer lidt over, hvad sådan en bar kunne hedde. Vermouth Søndag er sgu et godt navn til en bar. Vermutterne? Lige meget hvad, så bliver jeg stamkunde. Altid gå det samme sted hen, nøjagtigt som i Antibes. Det ville passe mig fremragende.