sociale medier

Jeg levede som professionel instagrammer i en uge

Jeg levede ikke bare – jeg livsstilede.

af Michael Buchinger
15 februar 2017, 10:03am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland

Jeg hader altid den første tid af et nyt år. Jeg ved aldrig, hvad jeg skal gøre af mig selv. Kalenderen er tom, så langt øjet rækker, og griner hånligt af mig for ikke at have lagt planer endnu. Jeg har det, som om jeg sidder fast i den samme bane i et spil, jeg ikke kan gennemføre. Skal jeg samle mønter? Dræbe en fjende? Bare vente?

I løbet af den her meget usikre første tid af året har jeg fundet trøst i at følge det ene segment, der altid virker, som om de har styr på deres lort – professionelle instagrammere. Den slags mennesker, der ikke bare lever – de livsstiler. De ser altid strålende ud på deres selfies med løftede glas Moët & Chandon, hvor de skåler for et "New year, new me! Spændende projekter på vej!" Jeg er måske selv lidt af en vlogger, men det eneste "spændende projekt", jeg har linet op i 2017, er et forsøg på at lære koreografien til "Thriller". Det er spændende, klart, men det er ikke det samme.

Alle billeder af skribenten

Livet er bedre, når man lever den slags liv, der tiltrækker følgere i hobetal. Folk siger altid, at Instagram ikke er ægte, og at det er usundt at sammenligne sit liv med andres – hvilket sikkert er et velment råd, men også virkelig kedeligt. Jeg elsker faktisk at sammenligne mig med andre – og hvis andre kan gøre det, hvorfor skulle jeg så ikke kunne fylde mit liv med #goals og filtre, der gør alle mine øjeblikke mere betydningsfulde? Det er måske det eneste, der kan få mig ud af min nytårsblues.

Dag et

Jeg var engang med til et event for bloggere og influencers, som egentlig bare viste sig at være en præsentation af elektroniske husholdningsprodukter. Jeg hang ud med to madbloggere, som fortalte mig, at kikærtepuré smager fuldstændig ligesom kagedej. Så jeg besluttede mig for at begynde mit projekt med at lave kikærte-kagedej til morgenmad. Jeg har allerede alle ingredienserne i mit køkkenskab – kikærter, mælk, sukker, vanilje og kakaonibs. Bare kald mig Gwyneth.

Da jeg er færdig med at mose kikærter, går jeg i seng med min computer og et modemagasin, for det virker som det mest oplagte sted at indtage min tvivlsomme morgenmad. Min indre billedtekst til det her øjeblik er "Morgenmad på sengen!", og jeg treater mig selv med den første bid. Til gengæld indser jeg lynhurtigt, at kikærtepuré overhovedet ikke smager som kagedej. Det smager af bedrag. Alle ved, at madbloggere er de mest usle influencere på sociale medier, men jeg havde ikke regnet med, at de decideret ville lyve for mig. Det bliver en lang uge.

Dag to

Min dag blev ikke ligefrem mere instagramable efter gårsdagens morgenskuffelse. I dag er jeg fast besluttet på at yde en større indsats. Efter frokost på en fin restaurant tvinger jeg min kæreste til at tage et outfit-of-the-day-billede af mig. Jeg brugte 45 minutter på at sammensætte mit outfit i morges, og jeg har taget mit spejlrefleks kamera med til frokost, bare så vi kan indfange, hvor afslappet og spontan jeg ser ud i dag.

Midt i vores fotoshoot, går det op for mig, at jeg er nødt til at have bare ankler for at kunne spille rollen som stilbevidst Instagram-stjerne. Jeg tager mine sokker af og lægger dem på fortovet lige uden for billedet. Hvordan stilbeviste Instagram-stjerner overlever med bare ankler i -3 grader, er noget, jeg ikke rigtig har regnet ud endnu. Da vi er færdige, vælger min kæreste og jeg det helt rigtige billede – ud af de 50, han har taget.

Dag tre

Populære instagrammere dyrker yoga – sådan er det bare. Ingen af dem gør det tilsyneladende for at slappe af – billedteksten er som regel noget i stil med: "Jeg sad i møde, men skyndte mig hjem for at dyrke noget yoga." Hvorfor så ikke bare lave nogle vejrtrækningsøvelser på vej hjem? Anyway, det lykkes mig at klemme en 20-minutters yogasession ind i dag.

Jeg beslutter at gøre det med hjælp fra en YouTube-video. Instruktøren beder mig forestille mig, at jeg "indånder en gylden snor gennem næsen." Hvis jeg rent faktisk indåndede en gylden snor gennem næsen, ville jeg helt sikkert få et panikanfald, men jeg må indrømme, at yogaøvelserne faktisk er virkelig afslappende. Så afslappende, at det ikke lykkes mig at få taget et ordentligt #selfie, mens jeg gør det. Og hvis jeg ikke har delt et billede af det på Instagram, er det så overhovedet sket i virkeligheden?

Dag fire

Måske er det på grund af yogaen, men jeg vågner klokken seks om morgenen. Som en edderkop, der er klar til at angribe sit uvidende bytte, venter jeg på, at min kæreste, Dominik, vågner, så han kan tage et billede af min ryg, mens jeg lader, som om jeg sover.

Det lyder nemt nok, men det tager Dominik fem hele minutter at sørge for, at jeg ser afslappet og overbevisende ud, mens jeg rævesover. Efter han har arrangeret mine lemmer og taget et billede, spiser vi morgenmad. Vi tager et sted hen, som jeg har set på Instagram et par gange, hvor de serverer noget de kalder "acai-skåle." Selve skålen er fin nok, men jeg har svært ved at tage et ordentligt billede af det. Lyset på caféen er forfærdeligt for influencere som mig.

Som om det ikke var slemt nok, så går det op for mig, at jeg har været professionel instagrammer i fire dage og stadig ikke er blevet inviteret til et slags promotion-event med andre instagrammere. Det er uacceptabelt. Min pludselige vrede får mig til at invitere mine smukkeste venner ud på en trendy bar til drinks og fingermad. Nogle af dem kommer, men da jeg forklarer mit projekt, virker de ligeglade. De er OK med at tage en selfie sammen, men da jeg begynder at diskutere, hvilket hashtag vi allesammen burde bruge, får jeg nogle utroligt kølige blikke tilbage. Lidt senere deler vi regningen, og jeg skynder mig hjem for at dyrke noget yoga.

Dag fem

Selvom jeg elsker at lave sjov med professionelle instagrammere, så må jeg give dem, at det er totalt udmattende at gøre det her i en uge. Det er ikke nemt konstant at skulle finde de små øjeblikke i hverdagen, der potentielt kan være interessante at dele med andre mennesker.

Derudover er der aber i zoologisk have, der tager bedre billeder af deres hverdag, end jeg gør. Hver gang, jeg prøver at lave flatlay (når man tager et billede direkte oppefra), begynder mine hænder at ryste. Nu har jeg 52 billeder af en acai-skål lagret på min telefon, som gør, at jeg hele tiden får den der "lagringsplads næsten fuld"-notifikation. Den største hjælp i den her uge har været min kæreste, som jeg udnytter, som om han var praktikant på et modeblad. Men fuck det – mit liv ser fantastisk ud, alting går virkelig godt, og jeg er bare et rigtig godt sted i mit liv lige nu.

Dag seks

Hvis jeg skal have et succesfuldt liv på Instagram, er jeg nødt til at give madbillederne endnu et skud. Derfor beslutter jeg mig for at bage veganske, sukkerfri blåbærmuffins.

Selvom det ikke står i opskriften og ingen, jeg har mødt nogensinde, er glutenallergikere, så vælger jeg glutenfri mel til mine muffins – jeg ved ikke, om det tæller som instagrambagning, hvis der er gluten involveret i processen. Mine muffins smager helt forfærdeligt, da de kommer ud af ovnen, men de ser heldigvis godt nok ud til at kunne bruges til mit #flatlay ovenfor.

Dag syv

Det er den sidste dag i mit eksperiment, og jeg føler, jeg har ret godt styr på det nu. Jeg vågner tidligt, forbereder min sunde morgenmad og løber en tur – mest for at kunne poste et billede af mig selv i løbetøj. Mine følgere lader til at sætte pris på det, for der tikker likes ind allerede før, jeg har forladt lejligheden. Det er til gengæld iskoldt udenfor, hvilket er ufedt. Jeg er typen, der åbner munden på vid gab ligesom en golden retriever, så efter et par minutter føles min hals, som om jeg har slugt en pakke barberblade.

Jeg løber hjem igen. Der er kun gået fem minutter, men det finder mine følgere jo ikke ud af. Jeg føler mig lidt skyldig, så jeg bager noget mere – cookies. Denne gang er de lavet med 400 gram sukker, uden strejf af kikærter, og de stoppet til randen med gluten – men i det mindste har jeg rent faktisk lavet dem og spiser dem. 

Livet som professionel instagrammer er ikke så nemt, som det ser ud – og ligeledes er livet generelt ikke så let, som instagrammere får det til at se ud. Det er muligt, at mit liv bare er for kedeligt til at blive fulgt af en masse fremmede, men det er jeg nok ikke alene om. Jeg kan bare virkelig ikke lide det pres, der følger med at skulle lade, som om livet altid er velbelyst, og at der findes et interessant læringspotentiale i hvert eneste trivielt hverdagsøjeblik.

Men okay, jeg prøver at se det sådan her: kikærtecookies er for rigtige cookies, hvad instagramøjeblikke er for reelle, spontane, dejlige øjeblikke i livet. Og den tanke alene er nok til at modvirke min januarblues.