Annoncering
organiseret kriminalitet

Jeg arbejdede på en mafiarestaurant

Vi talte med en tjener, som brugte en sommer på at arbejde på en restaurant, der er lige så kendt for sit lyssky klientel som for maden, der bliver serveret.

af Anonym
04 juli 2017, 11:15pm

Foto von George Alexander Ishida Newman via Flickr

Denne artikel er tidligere udgivet på MUNCHIES i januar 2017.

Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. Den her gang har vi talt med en tjener, der tilbragte en sommer med at arbejde på en restaurant, der er lige så kendt for sit lyssky klientel som for maden, der bliver serveret.

Jeg mødte altid tidligt ind på arbejde. En dag var jeg den eneste i restauranten udover bestyreren på sit kontor. Han bad mig om at vente ude foran restauranten på, at en pakke skulle dukke op, hvorefter jeg skulle overbringe ham den, som om det var det naturligste i verden.

Så jeg står udenfor restauranten, velvidende om hvad der foregår, og spørger mig selv: "Får jeg seriøst overdraget en pakke?" Jeg havde det, som om jeg var med i Goodfellas. Men den er god nok. En fyr dukker op i en stor, flot bil og giver mig en tyk konvolut uden så meget som at blinke. Jeg overvejede, hvor lang tid det ville tage mig at komme til Mexico. Jeg jokede med mine kolleger om det, og de sagde, "Du er sikkert død, inden du når ud af byen, makker!"

LÆS MERE: Den russiske mafia finansierede mine forældres restaurant

Jeg arbejdede der en fem-seks måneder og over hele sommeren. Jeg skulle bogstaveligt talt lære et helt nyt sprog at kende. Det var en blanding af italiensk og engelsk. Det, der foregik på restauranten, var ikke noget, vi talte direkte om under jobsamtalen, men det var underforstået. Det lå hele tiden i luften. Til at starte med troede jeg, det var en joke, men så lagde jeg mærke til, hvordan flere tjenerne, som normalt var højrøstede typer med store armbevægelser, pludselig blev helt underdanige, når visse kunder var i restauranten. Det var temmelig underligt.

Når de der kunder kom ind på restauranten, fik de alt, hvad de pegede på. De fik lov til at ryge indenfor. De kunne gøre, som de ville. Man fik en fornemmelse af, at de ejede stedet. De kunne lukke hele bulen, hvis de ville.

"I mellemtiden havde vi så almindeligt åbent nedenunder, hvor vi serverede for filmstjerner, politikere og det normale klientel. Men ovenpå var der fest, så folk ikke ville fatte det."

Jeg kan huske, vi holdt en stor privatfest, og der var vildt mange prostituerede på gæstelisten. Det var som om, de kom med en hel busfuld. Jeg er ret sikker på, jeg så en fyr med en pistol. Det var en lukket fest med en ti-retters menu, og så kom de prostituerede ind sammen med desserten. Der var ingen skam, og penge spillede ingen rolle. Det var bogstaveligt talt et helt horehus, de havde importeret.

I mellemtiden havde vi så almindeligt åbent nedenunder, hvor vi serverede for filmstjerner, politikere og det normale klientel. Men ovenpå var der fest, så folk ikke ville fatte det. Mens alt det her står på, står tjenerstaben så ude i køkkenet og brokker sig over, de ikke har fået løn endnu.

Det skete med jævne mellemrum, at lønsedlen var forsinket. På en hvilken som helst anden restaurant er det en stor sag, hvis lønnen ikke udbetales til tiden, men på den her restaurant var der ingen, der vovede at klage over det til chefen. Der var et helt klart hierarki. Så mens vi gik og arbejdede, var der mange af os, der ikke havde en anelse om, hvordan vores personlige regnskab så ud. De samlede også drikkepengene tidligere, end man plejer, så der var en stor stak penge, der så blev delt mellem de ansatte.

"Hallo! Tag den her kop kaffe med over til bord 12, ellers får du en kniv i brystet!"

Jeg har arbejdet i mange forskellige typer beværtninger, fra fancy steder til hoteller og familierestauranter, men jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er ikke den type klientel, man er vant til. Nogle af dem instruerede tjeneren i ikke at tale, med mindre de blev spurgt om noget. Den slags kunder så slet ikke på en, når man var ved bordet. Andre var ganske almindelige og sociale. Men langt størstedelen havde en attitude a la: "Lad være med at tale til mig, og lad være med at se på mig."

Der var mange af de ansatte, som så op til de her gutter, og det var lidt svært at tage seriøst. De sagde ting som, "Yo, har du hørt om ham der, der blev dræbt?" Det føltes som en joke.

LÆS MERE: Kokain-græskar og slangevin er noget af det, man støder på som tolder

Jo mere jeg tænker over det, jo mere indser jeg, at der slet ikke var noget som helst normalt ved hverdagen på den restaurant. Ejerne og bestyreren var totalt vavittige, så meget at det næsten var komisk. De omtalte sig selv i tredje person, og trusler om vold fløj gennem luften hele tiden. Det var ikke så meget reelle trusler, som det bare var omgangstonen. Sådan lidt, "Hallo! Tag den her kop kaffe med over til bord 12, ellers får du en kniv i brystet!" Sommetider måtte jeg virkelig spørge mig selv: Hvad fanden er det for et sted, jeg arbejder?

Man skal være ekspertrevisor for at finde ud af, hvad der foregår der. Jeg ved ikke, om de bare hang ud der, eller om restauranten faktisk var ejet af mafiaen. Det kan jeg kun gisne om.

"Alle vidste, at der foregik noget. Alle, der arbejdede der, vidste det."

Jeg ved ikke, hvad den økonomiske forbindelse mellem restauranten og de her fyre var, men der var helt klart en anden afregningsmetode for dem end for almindelige kunder. Hvem ved? Måske var det gratis for visse af dem.

Men alle vidste, at der foregik noget. Alle, der arbejdede der, vidste det. Men når man er den eneste, der ikke er opvokset i det miljø, så virker det underligt. Alle vidste, det var en mafiarestaurant. Det var sådan lidt: "Hey, har du set, hvem der sidder ved bord 3? Du skal ikke spilde noget derovre!"

Til sidst sagde jeg op og fik et mere normalt job i en mindre restaurant. Jeg har aldrig været god til de der store steder, hvor man lidt varter folk som en tjenermaskine. Det var en enorm restaurant, og der var rigtigt mange tjenere. Det var et stort sted.

Og de tjente mange penge.