Jeg er en voksen kvinde, og jeg ved stadig ikke, hvordan man onanerer

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

I 1996, samme år som teaterstykket The Vagina Monologues havde debut, faldt jeg på vej ud af brusebadet og slog mig på tissekonen. Jeg var fire år gammel. Hele den efterfølgende uge gik jeg rundt derhjemme, og trykkede på mit blå mærke, mens jeg undrede mig over, hvordan det både kunne føles rart og gøre ondt på samme tid.

Min evner til at onanere er ikke blevet meget bedre siden dengang.

Jeg er sindssygt dårlig til at onanere. Selvom det er noget, jeg har gjort, siden jeg var 11 år gammel eller sådan noget. Jeg plejede at placere min hovedpude mellem benene og gnide mig rundt i sengen som et barn i en sovepose, der leger, at hun er en orm, men det var ikke udpræget godt.

Jeg blev ældre og avancerede til Sprite-glasflasker, så til håndtaget på min hårbørste, så mine egne fingre – indtil 2015, hvor min daværende kæreste købte min første – og eneste – vibrator til mig.

Jeg har en veninde, der engang led af vaginisme – en lidelse, der får musklerne i din skede til at trække sig sammen, så de ikke lukker noget ind på samme måde som dit øje lukker sig, hvis der er nogen, der er ved at stikke en finger ind i det. Hun var nødt til at søge hjælp hos en specialterapeut, der gradvist, over flere uger, gav hende finger, indtil hun stort set var "kureret". I dag triller hun ivrigt solo-ært i kaninfart, mens jeg sidder her i hjørnet og prøver at finde ud af, om der findes en måde at slippe uden om betalingsmuren på omgyes.com.

Apropos, så er omgyes.com en hjemmeside, der guider besøgende gennem 12 efterprøvede metoder til at få sig selv til at komme. Der er både videoer og trin-for-trin instrukser, og det koster kun en engangsbetaling på 210 kroner, men jeg er en nærig kælling, der meget hellere vil fyre 210 kroner af på fadøl end en – ifølge et par af mine veninder – ekstremt informativ og hjælpsom ærtetrilningshjemmeside.

Under alle omstændigheder kastede jeg en morgen et nedslået blik ned i mine cornflakes efter en lang, mislykket nat, hvor jeg havde skreget mig selv forgæves ind i skeden, og jeg indså, at jeg havde brug for hjælp fra en ekspert.

Foto via

Waratah Karleu, der har en mastergrad i Medical Science in Sexual Health fra University of Sydney, siger, at hendes tilgang til seksualitet bunder i "mindfulness". Hun siger, at vi bør bejle til os selv, tænde stearinlys, tage et bad. Hun vil have, at folk skal "flytte seksuel energi, så det bliver en oplevelse for hele kroppen; altså, bevidst ånde seksuel energi ud i kroppen." Hun tilføjer, at en partner eksempelvis heller ikke bare ville springe direkte ud i at give finger.

Det havde jeg aldrig overvejet. Men nu lyder det så indlysende. Hvis en partner med det samme stikker fingrene op i mig uden nogen form for opvarmning, føles det som om, at vedkommende leder efter sine nøgler. Så hvorfor skulle jeg gøre det mod mig selv?

Problemet er, at jeg synes solo-onani er ret kedeligt. Forstå mig ret – jeg er en liderlig motherfucker. Jeg er tit nødt til at få min kæreste til at køre ind til siden et eller andet sted, fordi jeg bare er nødt til at kneppe lige der, på stedet, på et picnicbord, bag en busk – hvor det nu må være. Jeg er ligeglad, så længe han også er okay med stedet.

Derfor har jeg besluttet mig for at lære mig selv at undgå seksuel solo-kedsomhed og få mig selv til at komme. Jeg er sikker på, at det – om ikke andet – ville hjælpe mig, når jeg ikke kan falde i søvn om aftenen. Og når jeg er stresset. Og når jeg er liderlig alene, når jeg har brug for inspiration til at stimulere min kreativitet, når jeg er distraheret, når jeg keder mig på arbejdet, når jeg køber ind i supermarkedet, når jeg sidder fast i en elevator, når jeg cykler, når jeg står i kø på Borgerservice.

Men hvis jeg ikke engang kan komme udenom at synes, at det er kedeligt, hvordan skal jeg så nogensinde blive i stand til at give mig selv en sund portion O-vitamin? Med det, som Karleu har fortalt mig in mente, henvender jeg mig til endnu en ekspert for at få mere information.

Foto via

Bonnie Bliss er somatisk sexolog, tantramassageterapeut og lærer – men hovedsageligt er hun 'yoni(vagina)-specialist'. Hun lærer kvinder at opdage deres kønsdele på en tre-timer-lang guidet tour, som hun kalder "yoni-kortlægning", og hun er modstander af den måde, folk opfatter orgasmer på som værende en slutspurt, og siger, at man bør nyde rejsen i stedet. "Det er en sindstilstand, der kommer af at være afslappet og åben, hvilket er ret svært når man knytter og spænder alting," siger hun. "Det er, når vi gør det her, at vi får de der små klitorisorgasmer, der ikke kan meget mere end et nys og bare virker drænende bagefter." Hun beskriver et "clit sneeze" som den slags orgasme, der "føles fantastisk i 4,5 sekunder, og derefter gør dig udmattet – det samleje, man havde, er forbi, og man vil ikke røres mere."

Jeg elsker en god orgasme. Min yndlings af slagsen er, når det føles som om, at min krop er fyldt med bobler, og jeg ikke kan lade være med at fnise. Jeg vil skyde på, at jeg måske har fået mig selv til at komme uden hjælp fra et andet menneske omkring 15 gange – max. Og selv det ydmyge tal er nok en overdrivelse. Den bedste gang var, da jeg havde telefonsex med min kæreste, så jeg er ikke engang sikker på, om det overhovedet tæller med som en solo-omgang.

Bliss snakker også om at uddrive al spænding fra underlivet. "Hvis vi gerne vil opleve tilfredsstillende følelser, så giver det meget god mening, at vi først skal lukke noget af spændingen ud. Det vil sige dans, bevægelse, yoga, ikke at sidde ned hele tiden – selv at massere området." Hun siger, at vi har behov for at lære at elske vores kusser og give dem kærlig opmærksomhed gennem aktiviteter såsom at se på dem i spejlet og tænke venlige tanker om dem. "Kusser kan ikke lide pres eller dårlig stemning," siger hun.

Det føles som om, der er den her udbredte idé om, at kvinder bare bliver eksperter i at få sig selv til at komme i teenageårene. Samtidig er det en absurd tanke, at kvinder kan gøre det på en normativ, maskulin måde. Som en af mine veninder engang sagde til mig: "Febrilsk at gnubbe sig selv tør, mens man ser en eller anden solbrændt, platinblonde pige med silikonebryster blive pulet i røven er ikke onani." Og et brændsår på fissen ville være ekstremt ubehageligt, for nu at sige det mildt.

Både Karleu og Bliss er enige om, at der ikke findes noget universelt "fif" til at give dig selv timelange, skælvende orgasmer. Det handler mere om at tage sig tid til at udforske og lære sin krop at kende og at kombinere sin selvindsigt med sin seksualitet.

I går aftes genlæste og genlyttede jeg til mine samtaler med Karleu og Bliss, lagde min computer fra mig og havde en fingerfest i mine bukser. Og jeg kedede mig faktisk ikke. Dog fik jeg heller ikke mig selv til at fnise ustyrligt i ti minutter i træk, men jeg kedede mig ikke, og det var sjovt.

Det pisser mig lidt af, at min kæreste stadig er bedre til at få mig til at komme, end jeg selv er, men al den her nye information har ændret min tilgang til onani. Nu ser jeg mine fingre, min hånd, mine spejle og min fisse fra en helt ny side. Orgasmen er ikke målet, den er bare en del af rejsen, som Waratah forklarede mig.

Jeg onanerer mig ind i en lys, våd fremtid.